Når Martha Fiennes' afslutningsfilm Chromofobia i morgen bliver vist i festivalpalæet uden for konkurrence, er det den eneste film af en kvindelig instruktør, som mange festivalbesøgende vil have set i løbet af de mange filmfyldte dage. The usual suspects har været linet op i Cannes: Lars von Trier, Gus van Sant, Wim Wenders, Jim Jarmusch, François Ozon og Dardenne-brødrene er gamle kendinge på festivalen, der altid gerne inviterer mandlige auteurer tilbage til Croisetten. Til gengæld har der ikke været en eneste kvindelig instruktør i årets officielle konkurrenceprogram, og kun to, iranske Niki Karim og marokkanske Laila Marrakchi, havde film i sideprogrammet Un Certain Regard.
Kønskvotering ved lov
Har de kvindelige instruktører sovet i timen? Fik de ikke deres film klar til Cannes, eller var de helt enkelt ikke gode nok? Har instruktører som Lynne Ramsay, Jane Campion, Sandrine Veysset, Agnieszka Holland, Mira Nair, Claire Denis, den unge Cannes-veteran Samira Makhmalbaf eller nogle af deres mindre profilerede kolleger ikke haft spor at byde på i år, eller er det bare ikke faldet i festivalledelsens smag?
Mens der er forsvindende få kvindelige instruktører i amerikansk film, plejer fransk film at være leveringsdygtig i en række film af kvinder på festivalen. Agnès Jaoui, som sidste år vandt prisen for bedste manuskript med den charmerende Se på mig, har udtalt, at grunden til, at man kan finde mange kvindelige instruktører i Frankrig, er støttesystemet og biografstrukturen. Det offentlige støttesystem tillader mindre kommercielle film og efter hendes mening dermed tit kvinder at komme til.
Biografstrukturen med mindre art house-sale med et ofte overvejende kvindeligt publikum gør det lettere for kvinder at komme til orde end i den amerikanske filmindustri.
Kvindelige instruktører af alle nationaliteter har imidlertid været svære at få øje på i Cannes i år, og man må undre sig over det billede, som årets program tegner af situationen for kvindelige instruktører på verdensplan.
Festivalledelsen har undervejs undladt at kommentere den skæve kønsfordeling og i stedet gjort et nummer ud af, hvor svært det er blevet at bestemme en films nationalitet på grund af de komplicerede co-produktions-modeller mellem mange forskellige lande.
De fraværende kvinder har dog været oppe at vende under festivalen. Blandt andet afvikler de forskellige landes underafdelinger af interesseorganisationen Women in Film and Television netværks-receptioner for at forsøge at forbedre kvindelige filmfolks vilkår ved at skabe samarbejder og venskaber på tværs af grænserne.
Hvis der har været svenskere til receptionerne, har de kunnet indvie deres udenlandske kolleger i den nye hensigtserklæring bag den svenske filmaftale for 2006, hvor det er et klart defineret mål at forbedre forholdene for landets kvindelige filmskabere. Ligestilling har længe været et vigtigt emne i svensk filmpolitik, men alle de gode intentioner har ikke båret tilstrækkelig frugt. Nu bliver målet om ligestilling derfor skrevet ind som en særlig kønsparagraf i filmaftalen for 2006-2010, hvor produktionsstøtten i fremtiden skal fordeles jævnt mellem mænd og kvinder. Det svenske filminstitut skal sørge for, at der senest i 2009, et år inden aftaleperioden udløber, skal være en kvindelig andel på mindst 40 procent inden for de tre såkaldte ophavsmands-kategorier manuskriptforfatter, producent og instruktør.
Sparsom debat
Med flere fremgangsrige, kvindelige filminstruktører kan det fra et dansk perspektiv være svært at forholde sig til kønsbuddet ovenfra, men det skal bestemt blive interessant at se, hvad det vil betyde for svensk film på længere sigt, at der gennem en årrække bliver afsat ressourcer til at fremelske film af et nuværende mindretal.
Dobbeltkonflikt
Det store spørgsmål er, hvordan intentionen om flere kvinder i svensk film i praksis skal føres ud i livet. Det påpeger bl.a. Jannike Åhlund fra Göteborg Film Festival, der de sidste år har dannet ramme for flere seminarer om kønsfordelingen i svensk film samt udenlandske initiativer som det engelske forsøg med en mentorordning for unge kvindelige instruktører. Der er endnu ikke fremsat konkrete bud på, hvordan man skal opnå de målsatte 40 procent, men det skal nok give anledning til debat. Indtil videre har den nye filmaftale mellem staten og branchen ellers afledt overraskende få reaktioner i det svenske.
Man kan levende forestille sig ramaskriget, hvis et lignende forslag blev fremsat i dansk film. Reaktionerne ville hellere ikke være til at overhøre, hvis en filmfestival som Cannes bestemte sig for at aktivt at kønskvotere i udvælgelsen af de officielle konkurrencefilm blandt de 1.540 indsendte kandidater.
Konflikten eksisterer imidlertid i begge led: Film skal både laves og vises, og det virker nytteløst at poste en masse penge i produktionen af film af kvinder, hvis ingen har lyst til at vise dem eller se dem.
Det er en tvivlsom fremgangsmåde med kønskvotering både på produktions- og på fremvisningsniveau. Men der er igen god grund til at stille spørgsmålstegn ved kvindelige filminstruktørers situation i dagens filmlandskab i forlængelse af det eklatante fravær af andet end mandlige stemmer i årets konkurrence.
Som Lukas Moodysson sagde til Information under sit besøg på årets Natilmfestival, er det altid godt at stille spørgsmålstegn ved etablerede magtstrukturer. Lukas Moodysson hilste den nye filmaftales kønskvotering velkommen - men hvad den vil betyde for svensk film er ikke godt at vide. Måske vil en række kvindelige danske instruktører skynde sig at sende co-produktions-oplæg over Sundet...
