Læsetid: 11 min.

Guleroden er ikke længere nok for Socialdemokraterne

Der er brug for både gulerod og pisk, når det handler om integration, mener S-ordfører, der stadig skal balancere i fløjkrig om udlændinge
16. juli 2005

Det var en fuldendt katastrofe. På pressemødet den 2. november 2001 får Karen Jespersen og Henrik Dam Kri-stensen kun én besked igennem til den ventende presse og offentlighed. Socialdemokraterne vil gerne komme befolkningens bekymring over indvandringen og den man-glende integration i møde. De aner bare ikke hvordan.

I timerne frem mod det katastrofale pressemøde - der bliver afholdt to dage inde i valgkampen - sidder den socialdemokratiske top på Nyrups kontor i Statsministeriet og nørkler med udlændingeoplæggets sidste formuleringer. Men det er ikke kommaer og pædagogiske formuleringer. Det er stadig smertensbarnet: familiesammenføringer. Antallet af fremmede i Danmark.

Fodslaget, der forsvandt

18 dage senere taber Socialdemokraterne valget. På grund af den famlende udlændingepolitik, lyder analysen internt.

Senere må Nyrup overlade formandsposten til Mogens Lykketoft. Socialdemokraternes udlændingepolitik ligger stadig i ruiner. Forud for Nyrups afgang smækker Ritt med døren med anklager om formandens manglende opbakning, og siden har Anne-Marie Meldgaard siddet på uriasposten som udlændinge ordfører - nu integrationsordfører.

Under Lykketofts ledelse lykkedes det før første gang i mere end 10 år at få nogenlunde ro på udlændingeområdet. Kun afbrudt af forventede småkiksede sabotageforsøg fra den hensygnende Auken-fløj 'for gammelt venskabs skyld' - som en kilde i partiet galgenhumoristisk udtrykker det.

Men med formandsvalget og Helle Thorning-Schmidt som den sejrende, blussede udlændingespørgsmålet igen op i lys lue.

"Det var lykkedes at finde fælles fodslag i den socialdemokratiske gruppe. En linje, der også blev sanktioneret af både hovedbestyrelse og kongres. Men nu er der pludselig kritikere, fordi det kan bruges som et oprør mod formanden. Helt bevidst glemmer man den kurs, der blev fastlagt under Lykketoft, og tager i stedet afsæt i den udlændingepolitik vi førte, da vi sad i regering med De Radikale," siger Anne-Marie Meldgaard, da Information taler med hende på sommerhusterrassen på ferieøen Fanø i Vadehavet.

På denne sommerdag hersker freden som en markant modsætning til stemningen i folketingsgruppen. Den socialdemokratiske udlændingekonflikt skal vi vende tilbage til.

Naive socialdemokrater

Ikke en vind rører sig i skyggen under markisen, hvor Information har søgt ly for solen sammen med integrationsordføreren. Samtalen afbrydes jævnligt af mobiltelefonen, som Anne-Marie Meldgaard troligt svarer. Efter alt at dømme er de fleste af eftermiddagens opkald private, men kontakten til kollegaer og presse er ikke afskåret - ferien til trods.

Selv om hovedlandet nås pr. færge på sølle 12 minutter, lægger sejlturen en mærkbar mental distance til den hverdag, der er plaget af interne trakasserier i partiet og slagsmål på udlændingeområdet.

Det er 15 år siden, Anne-Marie Meldgaard blev valgt ind i Folketinget. Dengang var udlændingepolitikken ikke højt på dagsordenen, og integration ikke noget der blev diskuteret vidt og bredt.

"Virkeligheden har æn-dret sig. Og jeg må nok erkende, at da jeg kom i Folketinget, var vi ret naive på udlæn-dingeområdet. For det første var det som politikområde ikke særlig betydeligt, men vi havde også en tro på, at det at anden generation af indvandrere voksede op og havde gået i dansk skole, ville betyde, at integrationen kom helt af sig selv. Vi var også naive i forhold til, hvor stor en mængde udlændinge Danmark kunne holde til," siger Anne-Marie Meldgaard. Hun mener, at det har været nødvendigt at slå bremserne i og reducere antallet af tilkomne betragteligt.

"Omfanget af mangel på integration er så enormt, at vi har været nødt til at indse, at tilgangen skulle begrænses, hvis vi skulle have nogen chance for at klare integrationen af de indvandrere, der allerede er her."

Pisk nødvendig

Da Anne-Marie Meldgaard trådte ind i den socialdemokratiske gruppe i 1990, var pisk som virkemiddel bandlyst. Sådan er det ikke længere. Og det er der bestemt ikke noget galt i, mener Anne-Marie Meldgaard. Et parti må tilpasse sig udviklingen. Verden omkring.

- Hvis man ser med histori-ske briller og tager bistandsloven fra 1973 som et udtryk for den traditionelle socialdemokratiske tankegang og holder den op mod den nye integrationsaftale, viser det så, at guleroden har spillet fallit?

"Ja, som eneste middel har den. Hvis man skal se historisk på det, kan man lidt firkantet sige, at vi har opbygget vores sociale sikkerhedsnet med udgangspunkt i den danske kernefamilie. Da vi lavede bistandsloven, havde vi jo slet ikke i tankerne, at Danmark skulle udvikle sig som det har gjort, og at vi skulle modtage grupper, som har svært ved at finde sig tilpas i det danske system. Bistands-ydelsen har aldrig været tænkt som en varig ydelse, men som en midlertidig hjælp i en periode hvor man ikke kunne klare sig selv. I dag har vi et samfund, hvor nogle grupper kan være på bistandshjælp i over 20 år - og så er vi nødt til at regulere vores system," siger Anne-Marie Meldgaard. Hun taler også om bedre kontrol med, at dele af samfundet, der misbruger det dansk sociale system.

"Man er nødt til at anerkende, at der finder et misbrug af ydelser sted, og det skal stoppes ellers er det meget undergravende for at fastholde viljen til at bidrage til at velfærdssamfund."

- Har I været for sløve til det?

"Det tror jeg, vi har. Eller også har vi ikke været klare nok. Der har ofte vist sig en forskel på politikernes intention, og hvordan lovgivningen så er blevet forvaltet i de kommunale administrationer og opfattet hos borgerne. Og det er måske svagheden ved vores system, at det i så høj grad bygger på skøn."

- Men hvis man ser på aftalen om loft over kontanthjælp, så kan man fjerne 2.000 kroner pr. ægtepar og 1.300 pr. enlig. Man kan vel blive bange for, om de ramte kan blive i deres lejlighed?

"Jah, det kan man måske. Men det, vi laver nu, forebygger noget andet. De 10.000 par, hvor begge er på kontanthjælp, er netop der, hvor det halter - og de skal have et skub. Der er vel ingen, der er uenig i, at det skal kunne betale sig at arbejde. Og derfor forstår jeg heller ikke de mennesker, der siger, at de ikke gider arbejde, hvis de kun får tusind kroner ekstra om måneden. Hvis man får ydelser, så har man også en rådighedsforpligtelse så må man tage det arbejde der er - uanset hvilken type det er. For der er ikke noget arbejde, der er uværdigt."

- Men kan du ikke være bange for at nogle af stramninger kan ramme skævt?

"Jo, selvfølgeligt. Men det er jo ikke noget nyt - det har jeg prøvet mange gange før. Men jeg opfatter mig selv som en meget lyttende politiker, som er meget modtagelig, hvis nogen kommer og siger, at noget rammer skævt og at det må laves om. Der har jeg ingen fine fornemmelser. Hvis der kommer nye oplysninger, der åbner mulighed for, at det kan gøres anderledes, er jeg den første til at sige, at det må laves om.

- Men kan du ikke forstå, hvis folk oplever, at Socialdemokraterne har glemt den lille mand?

"Man kan godt være konsekvent og kærlig samtidig. Det kan nemlig let blive misforstået omsorg at lade folk passe sig selv. Der er ikke noget lettere her i verden end at omklamre folk med en pose penge og lade dem passe sig selv. Det gælder ikke kun flygtninge og indvandrere, men også visse sociale grupper, hvor det umiddelbart virker lettere bare at give dem en pose penge."

- Siger du, at Socialdemokratiet har været for naivt?

"Ja, jeg tror, vi har været for blåøjede ind imellem. Og det har netop været i vores bestræbelser på at tage vare på de svageste. Men man tager altså ikke vare på de svageste ved bare at lade stå til," siger Anne-Marie Meldgaard.

Farvel til rettigheder

- Du taler om et moderne Socialdemokrati. Er det et opgør med rettighedstanken?

"Ja. Det er et opgør med ideen om, at man automatisk har ret til alting. Og det er vi nødt til at indtænke i den løbende revision af vores velfærdssamfund. Vi har derfor nedsat et velfærdsudvalg, der ser på, hvordan et moderne velfærdssamfund skal indrettes. Jeg er stolt af, at vi har skabt velfærdssamfundet og rettighedskulturen, men netop nu er det meget vigtigt at fastholde, at der altså skal være en sammenhæng mellem rettigheder og pligter," siger Anne-Marie Meldgaard og pointerer, at det gælder både for danskere og indvandrere.

"Et af de problemer, vi har haft på udlændingeområdet, er, at vi har været en magnet på grund af vores sociale ydelser. Det kan man lige så godt erkende. Så kan man - som De Radikale - sige 'åbne grænser' og 'lukkede kasser' eller sige, at vi bremser tilgangen, men integrerer dem vi har. Det kan nemlig ikke være rigtigt, at verden har forandret sig så meget, at vi skal skrotte vores velfærdssystem. Så vil jeg hellere påtage mig et ansvar for at justere det og tilpasse det, den virkelighed vi lever i."

- Så guleroden er nødt til at blive suppleret af pisken?

"Ja. Ret og pligt. Hvis man vil have de rettigheder, der findes i Danmark, er man nødt til at tage de pligter, der følger med. Jeg synes, det er ret nemt at forstå, men et af problemerne er, at vi ikke har fået forklaret de mennesker, der er kommet hertil, at de også har pligter. Når jeg kommer til et møde i en fagforening, og en mand, der har været i Danmark i ni år, rejser sig op og siger 'du er den første, der har fortalt mig, at jeg har pligter' - så er der noget galt."

'Affæren'

Det er blevet tid til frokost. Anne-Marie Meldgaard fortæller med beklagelse, at hun har været øen rundt efter bakskuld, men forgæves. Så den populære egnsret, der består af saltet, tørret og kold-røget ising, er erstattet af ål med røræg, frisk røget makrel, nye danske kartofler, skinke og melon samt rygeost med radiser. Anretningen ledsages af kølig Alsacevin suppleret af boblevand med citrussmag. Den lette danske frokost roses, og Anne-Marie Meldgaard beretter, hvordan ægtemandens franske forretningskollegaer tidligere har udtrykt deres uforbeholdne begejstring for en lignende anretning.

Det er en afslappet ordfører, der opfordrer til, at vi 'langer til os'. Det gør vi, mens snakken går om dette og hint, og om nødvendigheden af at holde privatlivet uden for pressens søgelys. Det er jo ikke familien, der har valgt en offentlig tilværelse. Men trods ihærdige forsøg er det ikke helt lykkedes for Anne-Marie Meldgaard. En dag i november 1994 vågnede hun op til en forsidebasker på Ekstra Bladet, der citerede Børsens Nyhedsmagasin for i en analyse at spekulere i, at Anne-Marie Meldgaard blev vraget til posten som skatteminister, fordi hun havde en affære med daværende finansminister Mogens Lykketoft.

- Hvordan oplevede du at være hængt ud på forsiden af Ekstra Bladet?

"Det er det værste jeg har været igennem i mit politiske liv. Det var et personligt angreb på mig som menneske og ikke mindst på min familie, hvor man bliver et redskab i et mediecirkus, som man ikke selv beder om. Det er rædselsfuldt."

Men sådan er gamet, erkender Anne-Marie Meldgaard, selv om hun finder det uretfærdigt. Det gav pressenævnet hende ret i og tildelte en næse til Børsens Nyhedsmagasins journalist, der først var fremkommet med insi-nuationerne, og Ekstra Bladet, der havde slået det stort op.

Men modgang gør stærk, og hun peger selv på, at turen i mediemaskinen har rustet hende til at sige ja, trods store betænkeligheder, da hun i sin tid blev tilbudt posten som integrationsordfører.

"Turen gennem mediemaskinen har nok gjort, at jeg er mere rustet til at påtage mig præcis den her opgave. Mere rustet end jeg ville have været, hvis jeg var kommet udefra og ikke havde prøvet, hvor rå en verden det er. Jeg kunne godt forestille mig, at andre i nogle tilsvarende situationer, ville have sagt, at det er det ikke værd - og være løbet skrigende bort," siger hun.

Og ifølge Anne-Marie Meldgaard ville de fleste have betakket sig for at tage imod det tilbud, hun accepterede. Der er ikke rift om po-sten som integrationsordfører for Socialdemokraterne.

"Man står som regel på nakken af hinanden for at få gode ordførerskaber, men på lige præcis det her område er der larmende tavshed. Der er simpelthen ingen yngre politikere, der skal have deres politiske karriere ødelagt ved at være ordfører på det her område. Derfor har du også kunnet se, at der er meget få, der har udtalt sig realpolitisk på det her område, fordi man tænker 'uha, nej', jeg skal ikke have fedtede fingre."

Fanget i fløjkrig

Anne-Marie Meldgaard var da også betænkelig, da Nyrup spurgte hende om hun var rede til at overtage posten efter Ritt Bjerregaard - der i raseri over manglende opbakning fra Nyrup smækkede med døren. Opgaven lød på at personificere kompromisset mellem Karen Jespersen på den ene side og Auken-fløjen på den anden.

"Det er ikke altid en behagelig situation at sidde i, fordi man skal behage til begge sider. Derfor har jeg været nødt til at skabe en linje, der er helt min egen. Og en af de grunde til, at det faktisk er lykkedes er, at jeg ikke er i politik for at få magt. Jeg er her for at sørge for at Socialdemokraterne har en god udlændingepolitik med en humanistisk linje, men også med konsekvens. Den balance er altafgørende, når det handler om at samle fløjene i forhold til den politik, der er lagt."

- Føler du, at du står på øretævernes holdeplads. Også internt i partiet?

"Ja, og det er ubehageligt. Min ambition er jo at samle socialdemokraterne om en fælles holdning. Og det var faktisk lykkedes. Men i forbindelse med den nye integrationsaftale, vi har indgået med regeringen og Dansk Folkeparti, er noget jo blusset op igen. Nogle bruger aftalen mod formanden, selv om der ikke er ændret en tøddel på den politiske linje, der blev lagt fast under Lykketoft."

- Du bliver altså skrevet ind i et spil, hvor du ikke hører hjemme?

"Ja. Jeg har været i hård modvind de seneste par uger siden integrationsaftalen faldt på plads. Så kan man selvfølgelig vælge at sige, at det her gider jeg altså ikke, men det ligger ikke til mig. Jeg har et politisk projekt, og jeg mener stadigvæk, at det er god socialdemokratisk politik at tage udgangspunkt i ret og pligt."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her