Læsetid: 7 min.

Den gyldne middelvej

Bagom hitlisternes larm og tidens utallige trends og arbejder forskellige granvoksne kunstnere diskret, men seriøst videre med noget så umoderne som livstidskarrierer
21. april 2007

Fornyelse, lyder kampråbet. Nyt, nyt, nyt. Nye klange, nyt grej, nye stilgreb, nye produktionsmetoder, nye distributionsformer, nyt legetøj, nye æstetiske udtryk, nye salgsmetoder, nye måder at manipulere med lortet på. (Om end det altid kan diskuteres hvor nyt alt det ny er.) Og først og fremmest - ungt kød. Nye ansigter.

Sådan er reglerne, og orker man følge med, kan det såmænd også være ganske underholdende på en sådan lidt morbid facon; der er sådan lidt menneskeofring over det, når sæsonens unge kød lægges let påklædte frem i montren, hvor de byder sig til, gerne i ufrivilligt komisk pornoinspirerede positurer.

Og så kan man endvidere jo altid med slet skjult skadefryd følge de unge menneskers deroute, når de som 22-årige er brændt ud og for længst har lagt deres bedste år bag sig.

Men bag den verden findes en anden, hvor folk i ramme alvor insisterer på at blive ved længe efter deres udløbsdato (der som tommelfingerregel falder på deres 25 års fødselsdag).

Ofte bliver de sågar ved med det, de til en begyndelse med så stor succes lagde ud med - men hedder man ikke lige hedder C.V. Jørgensen eller Tom Waits, risikerer de pågældende måske ikke så meget at blive hånet som at blive ignoreret.

I sandhedens interesse er der så også mange, der kører ubehjælpeligt af sted i samme rille, år ud og år ind, og det kan da også have en egen tragiske dimension, hvis man har sans for den slags. Det kan være rent ud træls og der findes navne - ingen nævnt, ingen glemt - man såmænd ville være lykkelig for aldrig at høre et pip fra igen. Men altså at forsøge at stable noget så umoderne som en seriøs karriere på benene med de odds, kræver en særlig mennesketype.

Lad os kigge på en håndfuld af slagsen.

Søs Fenger kan sprede sig

Jeg har altid haft en svaghed for Søs Fengers stemme; er den ikke stor, har den fin udtryksfylde, en personligt henvendende karakter og så har Fenger en udpræget tekstforståelse og en helt vidunderlig diktion; hun kan virkelig få dansk til at lyde godt.

Min svaghed for hendes stemme strækker sig ikke altid til hendes album, men samler man det bedste fra disse, ville man snildt kunne sammenstille en 15-17 prægnante og holdbare spor, hvor hendes særpræg folder sig fuldt tilfredsstillende ud. Fenger har så heller aldrig skabt sig en identitet som f.eks. en Anne Dorte Michelsen, en Sanne Salomonsen eller en Hanne Boel.

Tværtimod tyder den stilistiske spredning på hendes album på en søgende eller måske ligefrem rastløs sjæl, der ikke gerne begrænser sig til et enkelt stilområde.

Sidst vi hørte fra hende, var hun således gået i kødet på Bent Fabricius-Bjerres forrygende og af bizarre årsager herhjemme så benhårdt oversete sangbog; resultatet blev 2004s Nøglen til Paradis, der da var udmærket, men faktisk kunne have været bedre.

Det var noget med både repertoirevalg, arrangementer og fremførsel, der ikke faldt helt i hak, trods de med garanti gode intentioner om at indsætte Fabricius-Bjerre (og hans forskellige tekstforfattere af svingende kvalitet - Martin Miehe-Renard og Eddie Skoller er således ikke særlig gode til det; Rifbjerg, Volmer-Sørensen og Børge Müller er!) på rette plads i dansk sangskrivnings Parthenon.

Søs synger for de små

Større held har Fenger med sit seneste projekt, hvis titel Vuggeviser, kort og godt helt præcist angiver, hvor vi befinder os.

Det implicit beroligende og afslappede ved materialet - det gælder om, at få ungerne til at falde i søvn! - passer perfekt til Fengers tilbagelænede og uanmassende sangstil, der stadig er en af de behageligste af slagsen inden for dansk mainstreammusik.

Og det er alle de gode viser, Fenger - i øvrigt i samarbejde med jazzbassisten Chris Minh Doky - har fingrene i; "Solen er så rød, mor", "Jeg ved en lærkerede", "I skovens dybe stille ro", "Pjerrot sagde til månen" og så lige 12 til af slagsen.

Man kunne sikkert finde på noget ondskabsfuld skæg med adjektivet 'søvndyssende' i den sammenhæng, men det ville være synd, thi det er en gennemført vellykket lille plade, der er kommet ud af anstrengelserne. Og en behagelig reminder om de både vidunderlige melodier og indfølte tekster, det er blevet til på vort forbistrede modersmål i denne alt andet en lette genre.

Mathildes opbyggelige

Sammenlignet med Fengers stemme kan Mathilde Bondos godt minde en smule om den famøse kridt mod en tavle; men det er der i og for sig intet galt i, hvis man er i stand til at goutere det udpræget uskønne.

Og sammen med sin anderledes velsyngende husbond Lasse Helner har Bondo sat sit præg på dansk musikliv i over tre årtier som del af det folkekære Lasse & Mathilde.

Duoen fejrede 30 års jubilæum i 2005 med cd-udgivelsen Fyn er fin forever, og det var stort set en fest fra start til slut; i et ikke helt nemt definerbart grænseland mellem pop, visesang, verdensmusik og sanger-sangskriver spiller de to på mange strenge, domineret af en urdansk tone, et upåklageligt gå-på-mod og en positiv grundattitude - de er først og fremmest spillemænd af guds nåde og det er åbenlyst lysten, der driver værket.

Det vil sikkert støde nogen, at det så også er så pissehyggeligt, at det halve kunne være nok, men altså, deres største hit er og bliver en sang, der hedder "Fyn er fin", så det ligger ligesom i kortene, at det positivt opbyggelige er i højsædet.

Så hvorfor er jeg så ikke ved at dåne af begejstring over parrets nyeste opus, Spor af Piet Hein?

Ja, for at begynde med Hein, der har leveret tekstmaterialet, så har han det med i sine dårligste poemer at tage lige lovlig meget af kosmos på sin kappe; livets store spørgsmål omsat til vers, så at sige. Dem, der er bekendt med hans såkaldte gruks, vil vide, hvad jeg mener; de er soleklart en smagssag, selv om der da er træffere iblandt. Men de har det med at munde ud i en hændervridende moraliseren, som i hvert fald jeg har det svært med.

Og det bliver ikke bedre af at blive sunget, skulle jeg hilse og sige. Og der bliver ellers sunget og spillet til ug hele pladen igennem, det swinger godt og gæstestjernerne Niels Skousen, Trine Dyrholm, Anders Mathiesen står i kø for at komme til.

Og flere af melodierne er rigtig fine, men det samme kan kun siges om et forsvindende fåtal af teksterne. Bedst er Hein, når han er konkret, som i den fortrinlige "Sytten sorte bønder", men ellers har tiden ikke været god ved hans stil.

Og det kan alle Lasse & Mathildes noble bestræbelser ikke gøre stort ved.

Dissing politisk igen

Så er det altså en lettelse at lande på jorden igen med slyngelbanden Dissing, Dissing, Las & Dissing, der som bekendt består af papa Poul, hans to talentfulde poder Rasmus og Jonas samt den gode multiinstrumentalist Las, der tilmed ser hammergodt ud!

Noget af en firebande, der med Hjemløs lyser op som en spot i et mørkt teater.

Der er så meget sjæl i sangforedraget hele vejen rundt her, at man ikke kan andet end blive berørt, og når der så tilmed lægges ud med en duet mellem Annisette og mester Poul selv, er der sgu ikke et sæde, der forbliver tørt.

Det er nok det tætteste, vi kommer på en udpræget dansk soul-musik, og det går den ondelyneme gennem marv og ben. Der har tidligere været en tendens til, at gamle Dissing rent sangforedragsmæssigt overskyggede de andre medvirkende, men der har sneget sig en klædelig desperation ind over hele linjen, som virkelig tager fat helt derinde, hvor det gør både ondt og godt.

Musikalsk er her både elementer af visesang, blues, folk, og hvad vi vel nok tør kalde rootsmusik i sådan bred dansk-amerikansk forstand. Det er svedigt som bare pokker og en glimrende modgift mod den almindelige glathed, der breder sig som en slags svamp her i tryghedsnarkomaniens lille rige; disse gentlemen går til tilværelsens små og store tildragelser med åbne pander og hævede sværd og lyden af sammenstødet mellem deres individuelt forskellige temperamenter er rent ud vederkvægende.

Der er masser af omverdensbevidsthed på spil her og kvartetten er ikke bleg for at tage livtag med nogle af de problematikker, der eller hersker konsensus om, at man ikke synger om; er det ikke altid stor poesi, er det perfekt slagkraftige sangtekster, hvilket i denne sammenhæng er og bliver det vigtigste. Hjemløs hedder værket, og De har brug for at investere i det. Lige nu. Farveller!

Søs Fenger: Vuggeviser (CMC) Udkommer mandag

Lasse & Mathilde: Spor af Piet Hein (ArtPeople) Udkommer mandag

Dissing, Dissing, Las & Dissing: Hjemløs (ArtPeople)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu