Læsetid: 6 min.

Gyldne tyske fodbold-øjeblikke

Et fodboldepos om VM i fodbold, der venter i horisonten til juni, fra en fodboldentusiast. I ventetiden foretager vi en nostagisk dribling tilbage i tiden
20. marts 2006

Nu skal vi snart til det igen! Vinteren skal lige overstås. Men allerede den 9. juni går det løs!

Om kun 85 dage spiller værtslandet Tyskland mod Costa Rica i VM-åbningskampen. Lad os udfylde den korte ventetid med et lille tilbageblik. Tiden emmer jo af 70'er-nostalgi, jævnfør Anders Østergaards dokumentarfilm om Gasolin. Lad os derfor kigge tilbage på VM-slutrunden i 1974, sidste gang Forbundsrepublikken var værtsland. Og vandt.

Jeg har selvfølgelig læst om alle slutrunderne. Fra det første VM i Uruguay i 1930 og fremefter. Jeg har set gamle klip med Puskas og Pelé. Jeg har adskillige gange set det omdiskuterede ikke-mål af Geoff Hurst i VM-finalen mellem England og Vesttyskland i 1966. Jeg har taget til efterretning, at de spillemæssige kvaliteter ved VM i 1970 i Mexico aldrig skulle være blevet overgået. Men for mig vil VM i 1974 altid stå i et særligt, vibrerende skær.

Tysk fodbold er selvfølgelig ikke ligefrem i den allerhøjeste kurs blandt fodboldelskere. Fordommene ligger lige for: fantasiløshed og fedtspil. Ja sågar 'maskinfodbold'. Disse klichéer er imidlertid dybt uretfærdige. Når tysk fodbold er bedst, er det snarere dynamisk og driftsikkert. Og netop i 1970'erne var tysk fodbold velsignet med en gylden generation af spillere, der skabte sublime fodboldøjeblikke.

Blomstrende kriseland

Forbundsrepublikken anno 1974: Abba har vundet det internationale Melodi Grand Prix. Tyskerne, som altid har været gale med Melodi Grand Prix, skråler med på Waterloo. Økonomisk set er landet dog - i modsætning til i dag - meget langt fra afgrunden. Aldrig er der blevet spyttet så mange folkevogne ud af fabrikkerne i Wolfsburg. Der sælges farvefjernsyn og hårde hvidevarer som aldrig før. Vinen flyder i strømme blandt tyske turister, der er på charterferie på Mallorca. Det tyske Wirtschaftswunder buldrer af sted. Vesttyskland er det økonomiske lokomotiv i hele EF.

Men det offentlige klima er særdeles anspændt. Der skal i 1970'ernes Forbundsrepublik ikke meget til, før man i den offentlige debat bliver udskreget som sympatisør med de RAF-terrorister, som plager landet med bankrøverier, bortførelser og sprængstofattentater. Humanisten og forfatteren Heinrich Böll er nok det mest prominente eksempel på en påstået 'Terroristensymphatisant'.

Wolf Biermann udtrykker i et digt meget rammende det åndelige klima i 1970'ernes Forbundsrepublik "dette blomstrende kriseland".

Alt dette ved jeg ikke meget om. Jeg er 11 år gammel og mest interesseret i fodbold. Mit store idol er manden med nummer 5: Franz Beckenbauer. I min verden findes der ikke noget større end flere ugers tv-transmission af samtlige fodboldkampe ved VM. Jeg har den dag i dag resultatet af samtlige 38 kampe lagret i min hukommelse. Især husker jeg selvfølgelig finalen, der bliver spillet den 7. juli på det olympiske stadion i München. Næsten på dato 20 år efter 'miraklet i Bern'.

Kejseren mod kongen

Jeg ser finalekampen hjemme hos en klassekammerat, der har farvefjernsyn. Det er i sandhed giganternes kamp. Værtslandet Vesttyskland mod Holland. Beckenbauer mod Cruyff. Kejser Franz mod Kong Johan.

Mens tyskernes vej til finalen har været besværlig, har hollænderne fejet al modstand til side med træner Rinus Michels revolutionerende totalfodbold, som gør op med forestillingen om faste offensive og defensive spillere. Kun Sverige har formået at spille uafgjort mod Holland i den indledende runde.

Det er den lille rhinlandske terrier, Berti Vogts, der er udset til at vogte Johan Cruyff, som synes at være i sit livs form. Ikke nogen let opgave. Det går da også galt for tyskerne allerede i det første hollandske angreb. Bolden cirkulerer rundt i godt et halvt minut mellem de orange spillere, hvorefter Cruyff løber fra sin oppasser. Lige inden for feltet fældes han af Uli Hoeness. Straffespark! Før der er gået et minut og inden nogen tysk spiller overhovedet har rørt bolden, kan Holland bringe sig foran 1-0 på Johan Neeskens koldblodige straffespark. Beckenbauer holder dog også hovedet koldt.

I sin bog Einer wie ich (1975) erindrer han situationen således: "Jeg tænkte nu på London. (VM-finalen i 1966, red.) Vi havde dengang, også som gæster, ført 1-0, men englænderne sejrede endeligt - hjemmeholdet. Derfor ingen grund til angst. Der var endnu 89 minutter tilbage, næsten en hel fodboldkamp".

Langsomt får tyskerne kæmpet sig ind i kampen. Og efter 25 minutters spil lader Bernd Hölzenbein sig falde over et udstrakt hollandsk ben. Tydeligvis film, men den engelske dommer Jack Taylor dømmer igen straffespark. Hvem har nerverne til at sparke? Paul Breitner naturligvis. Denne markante bayer med afrohår er iskold i situationen: 1-1.

Kort før pausen falder så afgørelsen. Gerd Müller, 'der Bomber', får fat i et indlæg fra Rainer Bonhof og med ryggen til målet drejer han lynhurtigt rundt om sig selv og - omgivet af tre hollændere - sparker bolden fladt i mål. Et typisk Müller-mål.

Trods et sandt orange stormløb efter pausen holder stillingen 2-1. Vesttyskland bliver for anden gang verdensmestre. Kejseren vinder over kongen.

Den gyldne generation

Det tyske spil ved VM i 1974 er måske ikke helt på højde med spillet to år tidligere, hvor holdet har vundet europamesterskabet, men vi taler ikke desto mindre om tysk fodbolds guldalder. Landsholdets grundstamme består af en række spillere fra FC Bayern München, som i de år vinder tyske og europæiske mesterskabstitler på samlebånd. Mange af de markante profiler fra den gyldne generation er stadig toneangivende i den tyske (fodbold)offentlighed. Lad os se lidt nærmere på et par af dem:

Paul Breitner (1951), manden med afrohåret, har en lang fodboldkarriere i Vesttyskland og Spanien (Real Madrid), hvor han udvikler sig fra en position som venstre back til midtbanespiller. På banen har han en sublim sparketeknik, et glimrende overblik og en evne til at bevare hovedet koldt og score afgørende mål. Uden for banen er han alt andet en behagesyg. Tværtimod excellerer denne 'Querdenker' i ubehagelige bemærkninger.

Om FC Bayern har han f.eks. sagt: "I denne lorteforening kan man ikke engang finde ud af at feste".

Politisk set er han i 1970'erne angiveligt maoist (men hvem var ikke det? Sværmede Poul Hartling måske ikke også for Den store Rorgænger?). Den dag i dag er Paul Breitner en hyppig gæst i medierne og altid parat til at sige sin uforgribelige mening.

Günther Netzer (1944), fodboldens Karajan, kommer vi naturligvis ikke uden om, selvom han aldrig har spillet for FC Bayern og stort set ikke spiller ved VM i 1974. Netzer, der har sprudlet ved EM to år tidligere, må tilbagelevere sin plads som playmaker til Wolfgang Overath. Hans klubskifte fra Borussia Mönchengladbach til Real Madrid i 1973 har tilsyneladende svækket hans fysik. Kun i kampen mod DDR i den indledende runde, hvor værtslandet sensationelt taber 1-0, kommer han på banen i ca. 20 minutter.

Når Netzer er i topform, inkarnerer han nærmest tysk fodbold, når det er bedst: fysisk betonet og fremadrettet. Netzers præcise pasninger kan splitte ethvert forsvar. I dag er Günther Netzer en ubønhørlig, men særdeles kompetent kommentator ved den tyske public service station ARD, hvor han f.eks. udtrykker sin store beundring for Morten Olsens system.

Vesttysklands ønskesøn

Franz Beckenbauer (1945) er selvfølgelig i en klasse for sig. Som spiller vil Franz Beckenbauer altid blive husket for sin svævende, næsten arrogante elegance. Han udvikler libero-funktionen, så den passer til hans eget temperament - et temperament, som den fodboldinteresserede ex-kansler Gerhard Schröder beskriver således: "en vellykket blanding af selvbevidsthed, sensibilitet og beskedenhed". Som træner har Franz Beckenbauer to gange i træk ført Tyskland frem til en VM-finale. Hans betydning for Tyskland rækker faktisk langt videre end det fodboldmæssige. Torsten Körner, forfatteren til en ny Beckenbauer-biografi (Franz Beckenbauer - Der freie Mann. Scherz 2005) skriver: "Beckenbauer er noget i retning af Forbundsrepublikkens ønskesøn. Han har altid repræsenteret den permanente succes. Han har aldrig set kritisk bagud, men glad levet fremad. Dermed var han en ideel figur for den ældre generation, som ville befri sig fra fortidens skygger, fra det tredje riges byrde. Med Beckenbauer kunne man nyde øjeblikket".

Det er en kold tid, som vi lever i. Men, der er kun små 100 dage, til det går løs igen.

Mikael Busch er lektor på Kolding Amtsgymnasium i tysk, fransk og mediefag. Og fodboldentusiast

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu