Læsetid: 3 min.

Gyllemonarkiet

18. november 2003

UTROLIGT! NU er det 2o år siden, Miljøstyrelsen advarede om forureningen fra dansk landbrug. Nok gik høstudbytterne opad, men de tilførte mængder af gødningsstofferne kvælstof og fosfor steg endnu mere.
Resultat: Overskuddet tabes til omgivelserne. Nemlig til grundvandet, hvor det viser sig som nitratforurening. Og til vandløb, søer og kystnære farvande, hvor næringsstofferne gøder vækst for alger, der blomstrer op og siden dør. I forrådnelsen suger algerne ilten ud af vandet – og dermed vandets biologiske liv med sig i døden.
Det er faktisk en naturlov. Ikke at landbruget skal overgøde, men at overgødning fører til iltsvind. Ikke bare i Danmark, men overalt i verden, hvor kemikaliseret landbrug boltrer sig uhæmmet. Det påpegede Miljøstyrelsen allerede i 1984 i en redegørelse.
Men som daværende landbrugsminister Niels Anker Kofoed (V) udbrød under en konference om redegørelsens resultater og anbefalinger: »Det skal vi nok få stoppet, det hér!« Det var ikke landbrugets forurening, Venstre-ministeren var til sinds at stoppe, men bestræbelserne på at gøre noget ved den.
Det lykkedes da også for landbrugslobbyen at hindre, at redegørelsen førte til indgreb, der kunne gøre en forskel.

DE FEM FORSVARSVÆRKER. Sådan kaldte Miljøstyrelsens daværende underdirektør Jørgen Henningsen de fem på hinanden følgende skanser, som landbrugslobbyen dækker sig bag. De lyder:
*Der er ikke noget problem.
*Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.
*Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.
*Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar: Vil de betale for dyrere produkter?
*Vi vil have fuld erstatning.
Disse skanser har gennem årene været bragt i skiftevis anvendelse. Landbrugslobbyen kan trænges tilbage til femte fæstning, men dér bider den sig fast, indtil offentligheden taber opmærksomheden. Hvorpå landbrugslobbyen stormer frem mod første skanse.
Som omtalt inde i dagens avis har miljøjournalisten Kjeld Hansen netop udgivet bogen Der er et yndigt land. Den revser landbrugets særstilling i Danmark: Erhvervet har ejermonopol, sviner uhæmmet, narrer myndighederne og plyndrer skatteborgerne.
Intet af dette kunne selvsagt lade sig gøre, uden at landbruget havde en politisk fløj. Dens stødtropper er Venstre, men andre partier lader sig jævnligt kyse under fanerne.
Kjeld Hansen spørger: »Hvad kalder man et land, hvor mere end 60 procent af al jord ejes af mindre end én procent af befolkningen?« Han svarer selv: »En
bananrepublik.«
I Danmark ejer én procent hele 63 procent af jorden. Men nu er vi jo ikke nogen republik. Måske bør vi forstå os selv som et gyllemonarki.

ET VOLDSOMT ILTSVIND, der ramte 5oo kvadratkilometer af Kattegat, tvang i 1986/87 Folketinget til at vedtage Vandmiljøplanen. Den kræver af de tre væsentlige forurenere – industrien, de kommunale rensningsanlæg og landbruget – at de nedbringer deres kvælstofforurening med 50 procent og deres fosforforurening med 80 procent. Industrien og kommunerne gik med i konstruktivt samarbejde, da planens virkemidler skulle udformes. Derfor har den virket for deres vedkommende.
Men landbruget dækkede sig bag sine forsvarsværker. Vandmiljøplanen fik – for landbruget – aldrig virkemidler svarende til målene. Det søgte Folketinget at rette op på ved Vandmiljøplan II i 1998. Men igen var landbrugslobbyen i stilling. Af de 50 procents nedbringelse af kvælstofudslippet kan der med de nuværende regler næppe nås mere end det halve. Og hvad angår fosfor, er landbrugsreglerne læk som en si. Dansk årsproduktion af svin er nået op på 24 millioner, der forretter nødtørft svarende til 80 millioner mennesker. Danmark svupper i gylle, og markerne kan ikke længere holde på fosforen.
Og nu er vi på vej mod en Vandmiljøplan III.
Venstre-formanden for Folketingets miljøudvalg,
Eyvind Vesselbo, varmer op ved i går til Ritzau at skælde forskerne ud for ikke at have vidst, hvor forureningen kom fra: »Derfor har de to første vandmiljøplaner ikke virket, og pengene er investeret forkert. Planerne er udformet mere efter følelser end fornuft,« siger han – repræsentanten for det parti, der forhindrede at veldokumenteret grundlag førte til saglig plan.
Landbrugslobbyen er igen ved at bemande skanserne.

dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

David Rehling er en af de mere kompetente kritikere af landbruget. Hans kritik kommer fint til udtryk her i avisen.

Min erfaring er, at det generelt er vanskeligt at få kritik af EUs landbrugspolitik, strukturudviklingen og landbrugets rolle i relation til miljø og udvikling på landet igennem de danske medier: http://arbejdsforskning.dk/pdf/art-59.pdf

Steen Rasmussen

Ja Inger, den er blevet mere aktuel, end den var! Det, man ser ude på landet, er forfærdeligt. Der er næsten ikke en avis, der skriver rigtigt om det. De kan ikke se ulykkerne, fordi der fokuseres på de mange rare penge, der tilflyder landbruget i form af subsidier til fra de mange (næsten en halv milliard) forbrugere i Europa. Strukturudviklingen på landet, EUs landbrugspolitik, miljøpåvirkningen fra erhvervet indeholder så mange selvmodsigelser, så man må kalde emnet noget af det mere betændte.

Mona Blenstrup

At en så gammel artikel kan være så moderne.

De samme ting bliver forsøgt publiceret i dagens presseorganer, men også der er mang bange for det store stygge landbrugs magt.

Især harmes jeg over de udtalelser fra landbruget somomhandler konkurrencemulighederne, der ikek må nedsættes for dansk landbrug.

Bent Claudi går til valg i EU for at dansk landbrug skal skabes bedre muligheder for at klar sig i konkurrencen mod især østlandene. Han glemmer bare i sin feberrus, at de overskydende midler som dansk landbrug har tilegnet sig er gået til at opkøbe jord og skabe billig produktion i blandt andet Polen, Estland og nu Rumænien.
Der kan man producere biligt, fordi miljøkravene er meget mindre og arbejdskraften er lige så billig som jorden.
Og så kan man konkurrere med de danske landmænd. Som så igen skal fastholde støttemulighederne og retten til at undlade miljøtiltag og lignende "konkurrenceforvridning".

Rent galematias.