Læsetid: 3 min.

Gymnasieelever frygter studiekaos til jul

Først til december skal gymnasieleverne træffe endeligt valg om studieretning. Hvis reformen virker, vil mange blive skuffede, forudser DGS-formand
29. august 2005

Kritikken er haglet ned over den nye gymnasiereform, og uvejret er sandsynligvis langt fra ovre. Først til jul får eleverne nemlig endelig besked på, om de kommet ind på den studieretning, som de har søgt. Og her vil mange blive slemt skuffede, forudser formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), Uffe Lembo.

"Det er en kabale, der næppe kan gå op. Vi kan se, at der nogle steder sidder 28-30 elever i en klasse, hvor eleverne er placeret lidt efter studieønsker og lidt efter skoleprioritering. Hvis de vælger om til december, vil der blot opstå endnu større problemer," siger Uffe Lembo.

De studieretninger, som eleverne er optaget på, er blot en forhåndstilkendegivelse, som eleverne ikke har juridisk krav på at få opfyldt. Til december skal eleverne træffe deres endelige valg om studieretning, som skolerne vil forsøge at imødekomme. Formand for fordelingsudvalget i Storkøbenhavn, Mogens Andersen, der til daglig er rektor på Høje Taastrup Gymnasium, vil ikke give sit bud på, hvor mange elever, der får en skuffelse i julegave.

"Det er for tidligt at sige noget om, men vi regner da med, at de fleste elever vælger den retning, som de allerede er på," siger han.

Nogle skoler har udbudt helt op til tyve studieretninger, selv om de i realiteten kun har elever nok til fem eller otte retninger. Eleverne skal vælge retning første gang allerede i 9.klasse, og først efter et halvt år skal de sætte deres endelige kryds. Det er ikke hensigtsmæssigt, mener Uffe Lembo, som peger på, at når eleverne først er integreret i en klasse, er det ikke optimalt at skulle vælge om.

Omvalg er besværligt

Ifølge Uffe Lembo opfordrer flere skoler eleverne til ikke at vælge om, når muligheden byder sig efter det første halve års grundforløb.

"For det vil være alt for besværligt. Men hvis eleverne advares mod at vælge om, så fungerer reformen jo ikke efter hensigten. Problemet er, at eleverne skal tage stilling, allerede inden de begynder, og så kan de alligevel ikke være sikre på at at få deres ønske opfyldt," siger Uffe Lembo.

Han understreger des-uden, at skolerne gør det bedste de kan, men at reformen er skruet galt sammen.

Ifølge Mogens Andersen vælger de fleste elever gymnasium, før de skeler til stu-dieretningen. Derfor forsøger fordelingsudvalget at tilgodese elevernes ønske om en bestemt skole.

"I København har vi altid haft problemer med fordelingen, for der er skoler, som er meget søgte og skoler, som er mindre søgte. Men at der nu kommer en reform, hvor eleverne skal afgive ni piroriteringer, hvorudfra man kan give forhåndstilkendegivelser, gør det hele lidt mere kompliceret," siger Mogens Andersen.

Han mener dog ikke, at fordelingen kan foregå anderledes, men opfordrer i stedet eleverne til ikke at tro, at der er store forskelle på de forskellige gymnasier.

I Frederiksborg Amt har gymnasierne lavet lister over pladserne på de forskellige skoler, så det har været lettere at omplacere elever, der som Magnus Sinding-Jensen, der fortæller sin historie i dagens avis, ikke har fået tildelt den rigtige studieretning.

"Vores samarbejde har gjort det lettere, når vi har skullet flytte mange elever. Inden sommerferien lavede vi lister, så vi vidste hvortil vi kunne sende eleverne," siger formand for Rektorforenin-gen og rektor på Frederiksborg Amtsgymnasium, Peter Kuhlman. Han opfordrer i øvrigt gymnasierne til at lave fire standardstudieretninger; en naturvidenskabelig, en sproglig, en samfundsfaglig og en musisk.

"Hvis vi havde fire hovedveje, kunne vi fordele eleverne i hele klasser. Det ville give en fornuftig basis hvorudfra de studerende selv kan vælge nogle ekstra fag på bestemte niveauer," siger Kuhlman.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu