Læsetid: 1 min.

Gymnasier med på aktionsbølge

29. september 2006

Flere elevråd på gymnasierne i Københavns-området har planer om at blokere for undervisningen i de kommende dage.

Dermed er de omfattende aktioner og protester mod besparelser på de offentlige budgetter også nået til gymnasierne, bekræfter Rosa Lund, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).

Hun siger, at gymnasieelever i byer uden for København de seneste dage har været involveret i de generelle protester.

"Hvad der er sket indtil nu, er blevet koordineret lokalt, men det har fuld opbakning fra DGS. Vores fokus er kampen for velfærd til alle, og gymnasierne indgår som en del af den velfærd. Vi er godt trætte af flere års besparelser på uddannelsesområdet," tilføjer gymnasieelevernes formand.

Rosa Lund bebuder, at der vil komme flere aktioner dels i de kommende dage, dels i forbindelse med de store demonstrationer under parolen 'Velfærd til alle', der finder sted i forbindelse med Folketingets åbning den 3. oktober.

Karsten Lauritzen, der er formand for Venstres Ungdom (VU), er rystet over, at Danske Gymnasieelevers Sammenslutning bakker op om en undervisningsboykot.

"Gymnasierne har intet med kommunerne at gøre. De er selvejende institutioner og hører under staten, og derfor er det helt ude af proportioner, at gymnasieelever protesterer mod kommunale besparelser. Hvis nogle gymnasieelever benytter anledningen til at få sig en fridag, må man spørge, om de prioriterer deres uddannelse tilstrækkeligt," siger Karsten Lauritzen. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her