Læsetid: 4 min.

Gys i præstegården

28. maj 2002

ÆGTE DANSK HYGGE. Hvor trives den bedre end i præstegårdene? Nationens hyppigst spillede teaterstykke er... Rigtigt gættet: Nøddebo Præstegård, opført første gang 1888 på Folketeateret i København. Den elskelige pastor Blicher byder den tilrejsende ungdom velkommen med sanglinjerne:
Velkommen, velsignede drenge,
velkommen, hver eneste gæst.
Hvor har vi dog ventet jer længe,
men nu bli’r her glæde og fest.

Man ser det for sit indre blik: Om sommeren limonade serveret i præstegårdshaven, mens den broderede dug vajer i brisen, og bonderosen står i blomst; om vinteren tusmørkeklejner i konfirmandstuen. Alt ombølget af Guds ord og fred.
MEN AK, OGSÅ her er alt forandret. Dagbladet Politiken kunne i søndags berette, at et oprør er på vej: Præsterne vil ud af præstegårdene – for at beskytte deres privatliv!
Som faggruppe har præster en meget høj skilsmisseprocent, især den voksende gruppe af kvindelige præster – nu 800 ud af ialt 2.000.
Og hvis der er knas i hjemmelivet, er det ikke rart, det foregår på offentligt territorium, forklarer sognepræst Jesper Yde, der er medlem af Præsteforeningens hovedbestyrelse og sidder i foreningens boligudvalg:
»Det er tit en hæmsko for familien, at der er tilknyttet en embedsbolig til præsteembedet. Præstegården fungerer jo som en slags præsentérbakke for offentligheden,« siger Yde.

STEMNINGEN ER i det hele taget dårlig i folkekirken. Så dårlig, at der netop er iværksat hele to undersøgelser af kirkens psykiske arbejdsmiljø.
Den ene er bestilt af kirkeminister Tove Fergo (V), der som bekendt selv er sognepræst. Hun har bedt professor, overlæge, dr. med. Finn Gyntelberg og speciallæge Hans Ole Hein fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital om at sende mentale spørgeskemaer ud til 500 tilfældigt udvalgte kirkesogne. Når de to læger har bearbejdet svarene, vil ministeren i løbet af efteråret indbyde til en konference om folkekirkens psykiske arbejdsmiljø.
Nogle vil mene, at ministeren selv har bidraget til at ryste sjælene. Landets biskopper har hun drevet fra koncepterne ved bratte skift i standpunkt, bl.a. til betimeligheden af salmekommissionens arbejde.
Også præstestanden har Fergo fået ud af flipperne. På dens nyligt afholdte repræsentantskabsmøde blev hun afæsket svar på, hvorfor hun har udmeldt sig af præsternes fagforening.
»Jeg troede, det hørte intimsfæren til,« søgte hun at afstyre, men hendes tidligere kolleger fastholdt kravet om en forklaring. Derpå bekendtgjorde ministeren, at hun – sammen med sin mand, der også er præst – udmeldte sig af Præsteforeningen i protest mod, at den for nogle år siden fik tilkæmpet sig 80 nye stillinger.
Ikke overraskende kunne Fergo samtidig meddele, at det nu er hendes ministerpolitik, at der ikke er råd til flere præstestillinger. Bom basta. Mangler der forkyndelseskraft, kan den hentes ved overførsel fra tyndt befolkede områder, siger ministeren – næppe ganske i pagt med sit partis omsorg for det nære samfund.
Ministerens afvisning risikerer at splitte Præsteforeningen mellem de sagtmodige og de stridbare. Kritikken lyder allerede internt mod foreningens ledelse: »I stedet for at stille sig i front og kæmpe, er den for langsommelig og pæn,« siger til Kristeligt Dagblad sognepræst Bodil Olesen fra Hornbæk.

I EN DRAMATISK personalesag er ministeren veget tilbage fra at yde sit til et bedre kirkeklima. Hun har afvist en anmodning om en såkaldt ’renselsessag’ for sognepræst Claus Thomas Nielsen fra det vestjyske Stauning. Ifølge præsten har hans menighedsråd beskyldt ham for at være voldelig, psykotisk og skyld i en kvindes psykiske sygdom og endvidere udsat ham for »mistanke om incest, vold mod børn, hustruvold, utroskab m.v.« hedder det i Nielsens egen gengivelse.
Præsten – og med ham andre gode folk på egnen – afviser pure anklagerne. Alt er gået op i en spids, og menighedsrådet gået af i samlet flok, selv om det er i strid med loven.
For at det ikke skal være løgn, har endnu et menighedsråd bebudet sin kollektive afgang. I Kliplev i Sønderjylland har den folkevalgte forsamling sat en »frist« til 1. juli for fjernelse af sognepræst Inger Britt Tryde Haarlev. Ellers hopper medlemmerne af taburetterne.

I BALLADE-SAGERNE ser Kirkefondets generalsekretær, Kaj Bollmann, en begyndelse på folkekirkens almindelige opløsning. Til Ritzau siger Bollmann:
»Hvis tilliden til kirken og kirkens budskab – det, der endnu måtte være tilbage – skal bevares eller styrkes, så er det nødvendigt, at præster, menighedsråd og kirkens personale sætter sig ned i det enkelte sogn og bliver enige om et fælles mål. Den uklare kompetencefordeling rider i dag mange sogne som en mare.«
Hvad Bollmann ikke nævner, er, at selve Guds-troen er i krise her i landet. Hvor mange af de 84,7 procent af befolkningen, der er medlemmer af folkekirken, tror på, at Jesus fysisk genopstod af graven – sådan som det stadig er det bærende i kirkens forkyndelse? Hvor mange af præsterne tror det?
At dette spørgsmål ikke drøftes åbent, og at indre tvivl får lov at æde sjæle op, kan være den sande årsag til, at uhyggen breder sig i præstegårdene.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her