Læsetid: 3 min.

Det gyselige slot

60 år efter sin udgivelse dukker britiske Mervyn Peakes kultroman om det underlige slot Gormenghast og dets groteske beboere og meningsløse ritualer nu op på dansk
18. november 2006

Der var ikke megen kulør over tilværelsen i England i midten af det forrige århundrede.

Selv om nationen havde været på den sejrende side i kampen mod nazismen, var befolkningen udmattet, varerne knappe og økonomien elendig, og oven i dette var briterne ikke længere nogen verdensmagt efter blandt andet afkoloniseringen af Indien i 1947.

Der skulle en god del fantasi til for at overleve den grå og triste hverdag uden at lade sig slå ud, og det var lige nøjagtig, hvad en pæn portion forfattere havde, deriblandt C.S. Lewis, J.R.R. Tolkien og Mervyn Peake.

De første bind af deres eventyrlige værker udkom næsten alle kort efter krigen og lagde tilsammen grunden til den genre, der i dag kaldes fantasy.

En af de bedst modtagne dengang var Mervyn Peake, hvis hovedværk, trilogien Gormenghast, trods fine anmeldelser dog aldrig opnåede samme grad af popularitet som Tolkiens Ringenes herre og Lewis' børnebøger om Narnia.

I stedet har Peakes bøger i årevis været genstand for kultdyrkelse samt anerkendelse fra kollegaer, blandt andet fra Anthony Burgess, der på et tidspunkt nævnte første del af trilogien, Titus Groan (1946) som af verdens vægtigste moderne romaner.

Hvorvidt den nu afdøde Burgess havde fat i noget, kan danske læsere nu selv danne sig en mening om, i det Titus Groan i dag udkommer herhjemme med 60 års forsinkelse - og 38 år efter Peakes død i 1968.

Meningsløse ritualer

Plottet, der strækker sig over mere end 500 meget tætskrevne og detalje-rige sider, er en større sag at gøre rede for, så lad os nøjes med at skitsere de vigtigste handlingstråde. Gormenghast er et labyrintisk og forfaldent slot, hvor forarmede undersåtter lever mere eller mindre kummerlige liv, mens tilværelsen for slottets herskere er dikteret af meningsløse ritualer, som ingen, heller ikke den 76. jarl af Gormenghast selv, tillader sig at stille spørgsmål ved.

Ind på scenen træder to unge fyre, den ene den 77. jarl, hvis fødsel ved romanens start giver genlyd over hele slottet og truer med at forstyrre de daglige rutiner, fordi folk ikke aner, hvordan de skal forholde sig til en ny arving.

Den anden er teenageren Steerpike, der egentlig er køkkenmedhjælper, men så utilfreds med forholdende i det job, at han flygter og takket være sine ambitioner og en pæn portion kynisme avlet af stedets herskende trøstesløshed begynder at arbejde sig op gennem det ellers så klassedelte samfund, der hersker på Gormenghast.

I kulisserne, der veksler mellem det gotiske og det eventyrlige, rumsterer et broget galleri af farverige personer, der hvad sælsomme navne og opførsel angår nærmer sig det groteske og for så vidt lever op til genrens konventioner.

Sindbillede på briterne

Titus Groan er dog langtfra nogen almindelig fantasy-roman, hvis man overhovedet kan tale om en sådan. Peake gør hverken brug af elver, monstre eller feer, og dramaet udspiller sig heller ikke som en kamp mellem det gode og det onde.

Værket har derimod rødder i virkelighedens verden, og det er svært ikke at læse Titus Groan som en afspejling af et Storbritannien stivnet i forældede værdier, ja, lad os bare indrømme det: Det er svært at læse bogen i det hele taget.

Ikke fordi plottet trods alskens afstikkere til køkkenet, barneværelset, landsbyen omkring slottet og så videre driller, nærmest tværtimod.

Alt bliver skåret ud i pap i det meget, meget maleriske sprog, der i øvrigt røber, at Peake også ernærede sig som billedkunster og illustrator - som i denne vending, der understreger, at oversætter Arne Keller ikke har noget at skamme sig over:

Intet overladt til fantasi

"Oven over Pentecoast begyndte cedertræerne pludselig ligesom store trækulstegninger at afsløre deres struktur med store flader af løv, der tårnede sig op lag på lag med kanterne stribede af solopgangen."

Intet overlades til fantasien, hvilket paradoksalt nok synes at gælde for alle fantasy-romaner, men specielt de første små halvanden hundrede sider af Titus Groan, hvor alt og alle skal præsenteres, var en drøj omgang at komme igennem for denne læser, der gerne indrømmer, at han savnede lidt af Tolkiens energi og Lewis' magi.

Da først Steerpike træder i karakter, og den elementære spænding mellem de involverede tilspidser sig, folder Titus Groan sig imidlertid ud som en stemningsmættet og underholdende episk fortælling, der er svær at lægge fra sig.

Vil man føres godt ind i bogen kan Poul Vads begejstrede essay fra 1978, "Hvor ligger Gormenghast?", der optræder som efterskrift, i øvrigt snildt læses som et forord.

* Mervyn Pike: Titus Groan (Gormenghast 1). Oversat af Arne Keller. Ries. 543 sider. 499 kr. ISBN 87-91318-30-0

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her