Læsetid: 3 min.

Ha, ha! Du er mest ekstremist

Med deres forsøg på rehabilitering af medlemmer, der er smidt ud for højre-ekstremisme, bestænker Jesper Langballe og Søren Krarup Dansk Folkepartis stuerenhed.
30. august 2006

ÆV, BÆV, JEG ER bare meget mindre ekstremist, end du er, og nu ekskluderer jeg dig. Sådan lyder en leg på den yderlige danske højrefløj. Og skam få den, der får påhæftet det grimme ord, der begynder med n. Det er en tysk forkortelse for, at man er national og socialist. Det er der mange, der gerne vil være, men færre vil være det på én gang, og næsten ingen vil være det i ét ord.

Ikke en gang Dansk Front, hvis fremtrædende medlemmer står bag voldelige politiske overfald og opfordring til ildspåsættelse. Alligevel hedder det fromt på hjemmesiden:

"Selv om Dansk Front også er åben for nationale socialister, så udgør de langtfra en klar overvægt, og mange af deres ideer møder skarp opposition fra Dansk Fronts flertal."

MIDT I FORVIRRINGEN om, hvem på højrefløjen der er de virkeligt fæle, kom det som en befrielse, da Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, om en navngiven gruppe fastslog:

"Deres budskaber er jo så tæt, man kan komme på støtte til nazister."

Skaarup sigtede til 19 medlemmer af Dansk Forum, som Dansk Folkeparti i august 1999 kylede ud i en klynge-eksklusion fra partiet. Om de samme udsmidte 19 skrev Pia Kjærsgaard i B.T.:

"Når man kan gå og lege med tanken om gadeaktioner, hvor man som aktivist skal ud og slås med de autonome, og man finder, at 'rigtige mænd har en dom for racisme' - ja, så er man derude, hvor kragerne vender. Og flyver man om kap med kragerne derude, skal det i hvert fald ikke ske med et Dansk Folkeparti-emblem i skjorten."

Ren besked: Her går grænsen. Men, åh nej, forresten. Det gør den ikke alligevel. I går kunne Information citere Dansk Folkepartis folketingsmedlem Jesper Langballe for at sige om Skaarups beskrivelse af de udsmidte 19:

"Sammenligningen med nazister var helt ude i hampen."

Om de ekskluderede tilstår Langballe:

"Jeg ville gerne åbne døren for dem igen."

Og Langballes fætter - i ånden, kødet og folketingsgruppen - Søren Krarup siger til Information om 18 af de 19 ekskluderede:

"De er velbegavede og lødige folk, som der er brug for i Dansk Folkeparti."

Langballe & Krarup mener, at der blandt de 19 kun var én rigtig fæl én: Dansk Forums daværende formand, Martin Kasler. De andre 18 lod sig vildføre af ham, hævder fætrene. Aha! De 18 var da ellers voksne og veluddannede mennesker. Så de må da i hvert fald lide af den brist, at de ligger under for en stærk førerskikkelse. Men det diskvalificerer åbenbart ikke til medlemskab af Dansk Folkeparti. Eller hvad?

NEMT ER DET ikke at hitte rede i, hvad man kan sige og stadig være stueren i Dansk Folkeparti. Derfor holder Information en konkurrence. Nu følger tre udsagn, hvoraf det ene kommer fra de ekskluderede 19, og de to andre kommer fra- nå ja, det vender vi tilbage til. Men altså: Find årsag til eksklusion i én af disse tre ytringer:

- "Vi kæmper for at sikre Danmark som hjemsted for det danske folk og den danske kultur og imod etableringen af det multi-etniske samfund."

- "Muslimerne er ikke indbudt af os. De kommer med tiggerstaven i hånden, og så snart de er inde i varmen, bliver den til en stok, der skal banke os på plads."

- "Guderne skal vide, at man i årenes løb, siden den katastrofale udlændingelov i 1983, har prøvet og prøvet og postet milliarder ind på at tvangsgennemføre integration af de fremmede. Men alene Godhedsindustrien og Indvandrerlobbyen har profiteret. Intet er der kommet ud af det; tværtimod er volden, kriminaliteten og ghettodannelsen og svindelen i forbindelse med de fremmede steget."

AV, AV, IKKE let, vel? Lad os afsløre, at det første udsagn kommer fra Dansk Forum, hvis tilhængere altså led den tort at blive ekskluderet for den yderste ekstremisme.

Det andet udsagn, det med muslimerne og staven til tiggeri og bank, er fra Dansk Folkepartis Europa-Parlamentsmedlem Mogens Camre. Han skrev det i Information samme måned, som de 19 blev hældt ud.

Og det tredje udsagn, det, der træder pedalen i bund? Det er skrevet i Jyllands-Posten kort før, at de 19 blev udrenset. Og skribenten? Hold vejret. Navnet er- Pia Kjærsgaard! Det er da heldigt, at hun er medlem af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse og således nyder en vis immunitet mod, at den ekspederer hende ud.

Heri ligger Dansk Folkepartis problem: Partiets egne ytringer lyder som noget, det skyndsomst ville ekskludere andre for. Med deres forsøg på rehabilitering af de udsmidte har Langballe & Krarup bragt det problem helt ind i folketingsgruppen. Det kan de risikere at blive ekskluderet for.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her