Læsetid: 3 min.

Håb endnu

17. januar 2001

ALT synes efterhÅnden at være ved det gamle i Teheran. Politiet bruger sin tid på at håndhæve spiritusforbud, korrekt islamisk påklædning, beslaglægge forbudte CD’er med farlig vestlig popmusik og lukke dansesteder med usømmelig adgang for begge køn.
Parlamentets plan om at tillade enlige kvinder at studere i udlandet bliver standset af Vogternes Råd. En liberal presselov ligeså. Alle kritiske aviser bliver lukket, og snesevis af systemkritikere kastes i fængsel.
Altsammen et udtryk for den nådesløse politiske magtkamp mellem fornyere og konservative, som er ved at rive landet midt over.
Det seneste skud på tilbageskridtets stamme er weekendens dom over syv af landets ledende dissidenter, afsagt af Teherans Revolutionsdomstol nummer Tre: Fra fire til 10 års fængsel for at have deltaget i en konference med titlen Iran efter Valget – Reformdynamik i den Islamiske Republik, som partiet De Grønne havde arrangeret i Berlin sidste forår.

LIGE midt i stormen står Vestens helt nummer Ét: præsident Muhammed Khatami, der i 1997 blev blæst ind i embedet med 70 procent af befolkningen bag sig. En iransk Gorbatjov med drømmen om en demokratisk islamisk republik i lommen.
Efter tre et halvt års forsøg på at bløde Irans stivnede islamiske revolution op må Khatami imidlertid se sig sat grundigt til vægs af de konservative kræfter omkring Irans åndelige vejleder Ayatollah Ali Khamenei, der ser ethvert demokratiseringsforsøg som en trussel mod den islamiske revolutions idealer.
Og således også en gruppe fremtrædende systemkritikeres deltagelse i en international konference om Irans politiske fremtid.

LÆSER man dommene lidt nærmere er især ti års fængsel til den kontroversielle journalist Akbar Ganji interessant.
Han har fået fire år for deltagelse i Berlin-konferencen, fire år for at være i besiddelse af et fortroligt regeringsnotat, halvandet år for at fornærme den islamiske revolutions leder Ayatollah Khomeini og et halvt år for propaganda imod Irans islamiske system. Og så for alle tilfældes skyld fem års forvisning til den afsides liggende by Bashagard, når fængselsdommen engang er afsonet. Exit Ganji.
Årsagen til den ekstremt hårde dom er uden tvivl Ganjis forsøg på at afsløre de ansvarlige for en række mord på fremtrædende intellektuelle i 1998.
Ifølge Ganji blev beslutningen om at likvidere dem taget på allerhøjeste niveau, men sikkerhedspolitiet har gentagne gange truet ham med fængsel, hvis han blev ved med at grave i sagen. Takket været hans indsats er 18 efterretningsfolk anklaget for mordene, men retssagen imod dem er endnu ikke begyndt.

AT Revolutionsdomstol nummer Tre har afsagt en politisk dom over Ganji og hans seks medarrestanter er der ingen tvivl om. Og at præsident Khatami ikke kan gøre en pind for at hjælpe dem er lige så klart. Retssystemet er ligesom alle andre ikke-folkevalgte organer i hænderne på de konservative kræfter, der med alle midler forsøger at bevare præsteskabets magt.
Alligevel er det vigtigt at bevare optimismen. For trods lukningen af alle reformvenlige aviser og gentagne politiske nederlag har reformfløjen aldrig været mere populær i befolkningen.
Hvis Khatami beslutter sig for at stille op ved det kommende præsidentvalg den 8. juni, vil han formentlig inkassere mindst lige så mange stemmer som sidste gang. Han fremstår stadig som det bedste bud på en reformator, og foreløbig tyder intet på, at han er en færdig mand i iransk politik.

HÅB har man vel også lov at have, når præsidentens bror, Muhammed Reza Khatami, offentligt kan slå fast, at deltagerne i Berlin-konferencen »ikke har begået nogen forbrydelse. Der er tale om dom, som udelukkende tjener politiske formål«
Selv har Khatami reageret på sit seneste nederlag ved at appellere til befolkningen om at tage Irans fremtid i deres egne hænder.
»I skal ikke vente på en helt«, sagde han til mere end 10.000 tilhørere i provinsbyen Shiraz for et par dage siden. »I må forsvare jeres frihed og jeres ret til demokrati«, lød budskabet til en folkemængde, der brølede tilbage: »Ingen ytringsfrihed uden Khatami«.
Iranerne ved udmærket godt, hvilke kræfter, Khatami er oppe imod. Og det samme ved udlandet, der bl.a. i skikkelse af EU må yde Khatami og reformfløjen sin uforbeholdne støtte, men samtidig kræve, at Iran overholder de basale menneskerettigheder. Herunder selvfølgelig forsamlings- og ytringsfrihed.

aa

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her