Læsetid: 3 min.

Håb eller fortvivlelse

13. juni 1997

DET RIVER og flår i den skrøbelige klode. Det knager og brager i den gamle verdensorden. Kommercielle fremtidsforskere markedsfører forestillinger om et "drømmesamfund", hvor de velkendte arbejdspladser er overtaget af maskinerne, og hvor der kun bliver nye job til dem, der kan sælge historier og appellere til følelserne. Internationale analytikere med baggrund i finans- og medieverdenen taler om "det suveræne individs tidsalder", hvor informationsteknologien åbner uanede muligheder for den kognitive elite, men samtidig underminerer national- og velfærdsstaternes økonomiske fundament og udløser oprør og maskinstorm blandt de udstødte. Internationalt Røde Kors bekymrer sig i sin ny World Disasters Report 1997 om en "verden præget af én fremherskende ideologi", den markedsøkonomiske, hvor "staters evne og lyst til at tage sig af sårbare mennesker er aftagende - både nationalt og internationalt," og hvor i-landene i stigende grad vender ryggen til de u-lande, som de ikke har direkte politiske eller handelsmæssige interesser i.
Drømmesamfund eller undergangsmareridt? Eller begge dele på én gang? Paradis for eliten, helvede for de bageste?

TORSDAG offentliggjorde FN's Udviklingsprogram UNDP sin store årlige statusredegørelse om menneskehedens tilstand, Human Development Report 1997. Her bekræftes af den allerfremmeste sagkundskab, at to udviklinger løber parallelt: Mod større velstand og behovstilfredsstillelse for en del af verdensbefolkningen og mod stigende armod og marginalisering for en anden del. "Globaliseringen skrider fremad med halsbrækkende fart, men uden søkort og kompas," skriver UNDP.
FN-organet noterer, at tre-fire milliarder mennesker ved dette århundredes udgang kan notere en "betydelig forbedring" af deres levestandard. Men "De største fordele af globaliseringen er blevet høstet af nogle få udvalgte," fastslår rapporten og noterer, at mere end hvert femte menneske på Jorden - det er flere end tidligere og et tal der forudses fortsat at stige - må overleve for en daglig indkomst på mindre end én dollar. Om et par år ventes halvdelen af Afrikas befolkning at leve under fattigdomsgrænsen. Også i "nogle industrilande, eksempelvis Storbritannien og USA, er fattigdommen vokset betragteligt," noterer UNDP, der også hævder, at der i Danmark er otte procent fattige.
Denne situation - det globale to trediedelssamfund - er "en skandale - i betragtning af, at værdien af verdens samlede produktion beløber sig til 25 trillioner US$. Forholdet afspejler den skammeligt ulige fordeling - og en utilgivelig fiasko for national og international politik," hedder det i FN-organets konklusion.
Dette er menneskehedens tilstand på det foreløbige højdepunkt af økonomisk vækst og teknologisk udvikling. Og på randen af "drømmesamfundet", hvor forstærket økonomisk globalisering og informationsteknologiens voldsomt accelererede udvikling endnu mere radikalt vil transformere verdenssamfundet og det enkelte menneskes livsvilkår.

SKAL MAN håbe eller fortvivle? Skal man se internationaliseringsbølgen som "en chance eller en trussel, som en frisk brise eller en ødelæggende orkan," spørger UNDP. Og svarer ærligt, at dét - svaret - blæser i vinden.
Foruden fortsat og forstærket global vækst - UNDP-rapporten er renset for overvejelser om vækstens indflydelse på det globale miljø - knytter FN-eksperterne bl.a. deres håb til en åbning af de rige landes markeder for de fattige landes produkter. Hidtil er frihandelens potentielle fordele i det store og hele gået de fattige forbi. U-landenes råvarer indbringer dem i dag ti procent mindre, end da priserne var på det laveste niveau under den store depression i 1930'erne. Bytteforholdet er for de mindst udviklede lande blevet forringet med 50 procent siden begyndelsen af 1970'erne. Og den seneste WTO-aftale om øget frihandel vil koste de i forvejen fattigste lande op til 600 mio. US$ om året.
Hvis værdierne begyndte at strømme den anden vej i kraft af f.eks. åben adgang for de fattige til de rige landes markeder, så ville den globale fattigdom kunne udryddes for en sum så beskeden som én procent af det globale BNP.
Spørgsmålet er, om det kan bringes til at ske? I en verden, hvor 50 ud af de 100 største økonomiske enheder ikke længere er lande, men derimod transnationale, privatkapitalistiske erhvervskonglomerater? Og hvor i-landenes gode vilje i dag udtrykkes ved det hidtil laveste niveau for bistandshjælpen, siden man i FN vedtog målet om 0,7 pct. af BNP?
Svaret er formentlig det, som Poul Engberg-Pedersen, leder af Center for Udviklingsforskning, giver i dagens avis: "Det sker bare ikke, uden at man kommer i konflikt med dem, der er interesseret i at bevare status quo."
Så lad os dog for himlens skyld få den konflikt.

jsn (Jørgen Steen Nielsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her