Læsetid: 4 min.

Håb om fred

13. april 1999

MAN SKAL VÆRE en temmelig ukuelig optimist for at anlægge en positiv vinkel på situationen i Kosovo, hvor krigen i morgen går ind i sin tredje uge - hvis man altså regner fra det tidspunkt, da NATO's første luftangreb mod Jugoslavien satte ind.
Jo længere krigen varer, jo større bliver den hob af ubesvarede spørgsmål, der gør det svært at se lyset i mørket over Kosovo. Lad os blot stille et enkelt, som synes helt afgørende: Hvordan kan der nogen sinde indgås en aftale mellem NATO og præsident Slobodan Milosevic, der har brugt de seneste uger på at sammenligne modparten med stort set enhver krigsforbryder i dette århundrede?
Efterhånden som rapporterne om massedrab i Kosovo bliver flere og flere, daler troen på, at NATO vil være i stand til at opnå det erklærede endemål - en aftale om fredelig sameksistens mellem serbere og albanere i Kosovo.
NATO's grundlæggende fejlvurdering synes at være den, at Milosevic under presset fra NATO's stadig voldsommere flyangreb ville bukke under. Foreløbig er der sket det modsatte - for hvert fly, NATO har sendt ind over Jugoslavien, for hver bombe, NATO har kastet, er kampviljen i Jugoslavien vokset.
På den baggrund er det næsten umuligt at forestille sig, at Milosevic pludselig skulle bøje af og trække alle styrker ud af Kosovo. Ikke mindst i en situation, hvor den kosovo-albanske oprørshær, UCK, i det nordlige Albanien mobiliserer tusinder af soldater, som er parat til at udnytte enhver chance for at vinde fodfæste i Kosovo.

Meget kan ændre sig i løbet af kort tid, men det er svært at se, på hvilket grundlag, udenrigsminister Niels Helveg Petersen i går i Bruxelles kunne kalde NATO's luftangreb for "en succes".
I samme åndedrag udpenslede ministeren NATO's bekymring for de hundredetusinder af fordrevne kosovo-albanere, der befinder sig i Kosovo. Og udenrigsministeren beskrev, hvordan NATO får stadig flere meldinger om massegrave i Kosovo.
En succes? Nej, Helveg. NATO's aktion har ikke været nogen succes. Vi noterer det uden som meget som antydningen af bagklogskabens skadefro. For vel var det svært at se andre udveje end den militære for tre uger siden, den 24. marts, da Milosevic lagde an til at køre hen over Kosovo i et umenneskeligt og uhørt kynisk etnisk udrensningstogt.
Men at kalde krigen, der i hvert fald i begyndelsen blev betegnet som "en militær aktion med et humanitært sigte" for en succes, forekommer - efterhånden som den humanitære katastrofe bliver mere og mere alvorlig - at være så åbenlyst forkert, at udenrigsministeren og hans NATO-kolleger burde holde sig for gode til at gøre det - og dermed løbe om kap med Milosevic's ulækre propaganda.

Men lad os alligevel i dag spille rollen som ukuelige optimister og pege på et lys, der - måske - øjnes for enden af krigstunnelen.
De ganske vist alt andet end entydige signaler fra NATO's politiske ledere i går, tyder på, at én erkendelse har bredt sig så meget, at den ikke længere er til diskussion: Konflikten kan ikke løses af NATO-landtropper i en opslidende krig med jugoslaviske styrker i Kosovos uvejsomme terræn. Det er muligt, men langt fra givet, at NATO kunne føre en sådan krig til succes rent militært og drive Milosevic's styrker ud af Kosovo. Men den vil aldrig nogen sinde kunne danne grundlag for en langsigtet fredsløsning på Balkan. Alene derfor vil omkostningen ved sådan en aktion være langt større end den kortsigtede gevinst ved at sikre de fordrevne kosovo-albanere et stykke land at vende hjem til.
Derfor var det opmuntrende, at flere NATO-politikere, blandt dem Frankrigs præsident Jacques Chirac, i går på ny begyndte at tale om FN's Sikkerhedsråd - og det inkluderer naturligvis Rusland - som en vigtig aktør i udformningen af en fredsplan for Kosovo.
Det er uendelig svært at se sådan en fredsaftale for sig i den nuværende situation, fordi aftalen i sagens natur skal have en karakter, der gør det muligt for begge parter at præsentere den som i hvert fald en halv sejr. Det betyder muligvis, at Kosovo, hvor uretfærdigt det end kan synes, må deles mellem Jugoslavien og albanske seperatister. Det betyder måske oven i købet, at Milosevic ikke vil blive stillet for den krigsforbryderdomstol, han så fuldt ud har fortjent.
Men kan den til gengæld skabe fred og hindre en langt mere omfattende krig end den nuværende, kan det resultat vise sig at være billigt sluppet. Og kan sådan en aftale oven i købet betyde, at verdenssamfundet, her tænker vi særligt på NATO, når til en erkendelse af, at fremtidig kriseløsning skal foregå i FN-regi frem for i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles, vil noget måske oven i købet være vundet.jbn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her