Læsetid: 3 min.

Et håb blev knust

13. september 2003

OSLO kom for alvor på verdenskortet, da Israel og den Palæstinensiske Befrielses Organisaton, PLO, for ti år indgik Oslo-aftalen, der skulle have været begyndelsen til afslutningen på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Aftalen gav i første palæstinenserne et begrænset selvstyre i Gaza-striben samt ørkenbyen Jeriko; men den var først og fremmest en køreplan for, hvordan de to ærkefjender skulle indlede forhandlinger om en permanent fredsaftale.
Nyheden om, at israelere og palæstinenserne for første gang anerkendte hinanden som forhandlingspartnere og som folk med rettigheder var et gennembrud, som året efter blev belønnet med Nobels Fredspris.
Oslo-aftalen blev straks mødt af skarp kritik. Først og fremmest fordi den udskød alle de svære spørgsmål til senere forhandling: skulle palæstinenserne have en stat, hvor skulle grænserne gå, skulle Jerusalem deles, de israelske bosættelser rømmes og hvad med de fire millioner palæstinensere i andre lande, kunne de vende hjem eller få kompensation.
Svarene udeblev. År efter år. Arafat drog i triumftog til Gaza og Jeriko og slog sig ned med bevæbnede PLO-folk. Men Israel tøvede med at udvide selvstyret og acceptere oprettelsen af en palæstinensisk stat.
Netop som den israelske ministerpræsident Yitzhak Rabin tog tilløb til at forhandle en endelig fred, blev han dræbt af en højreekstremist. Sjældent har een mand haft så meget indfydelse på historien som Rabins morder. På få måneder tabte fredsfløjen sit flertal og fredsprocessen gik fuldstændigt i stå, indtil partiets nye leder Ehud Barak fem år senere tog tråden op.

LIGE et kort sekund så det umulige ud til at lykkes, men palæstinenserne syntes, at Barak gav for lidt. Og israelerne syntes, at Arafat ville have for meget. Resultatet blev den onde cirkel, vi kender i dag. Håbet om en bedre aftale fik israelerne til at vælge hardlineren Ariel Sharon og palæstinenserne til at vælge volden.
Siden de skæbnesvangre valg har de to befolkninger betalt en uhyggelig høj pris. Palæstinenserne må leve under fornyet besættelse, og israelerne må leve med frygten for, at den næste bus er en ny selvmordbombe.
De fleste har for længst erklæret ånden fra Oslo for død. Og samme dom er faldet over den dansk-designede Køreplan for Fred, som ellers har fået både USA’s, FN’s, EU’s og Ruslands velsignelse.
Duerne prøver at holde håbet oppe med henvisninger til, at det er gået fremad siden Oslo; et flertal af israelerne går ind for en tostatsløsning, Jerusalems deling er ikke længere et tabu, og parterne er stort set indstillet på, at den fremtidige grænse skal ligge, hvor den lå før krigen i 1967. Problemet er bare, at et stort flertal af israelerne også ønsker at beholde Sharon. Samt at næsten
lige så mange palæstinenserne mener, at der ikke er noget alternativ til voldens vej.
Ser man på de seneste ugers begivenheder er det svært ikke at give dommedagsprofeterne ret. Efter syv ugers ensidig våbenhvile er Hamas igen begyndt at sende selvmordsbombere ind i Israel. Sharon har indledt nye politiske likvideringer og truer med at deportere Arafat, der de sidste to år har været fanget i sit eget hovedkvarter.

OSLO-aftalen tændte et håb, som det er uhyre svært at få øje på i dag, hvor hverken Arafat, Sharon eller Washington har en realistisk strategi for fred. Tværtimod synes præsident Bush at have lagt sine løfter om en palæstinensisk stat i 2005 på hylden.
I takt med USA’s voksende vanskeligheder i Irak og den begyndende valgkamp hjemme synes han at have opgivet alle ambitioner om at involvere sig i flere mellemøstelige heksekedler. Irak-eventyret har bestemt givet de
republikanske valgstrateger nok at slås med.
Bush-administrationen har tilsyneladende erkendt, at den israelsk-palæstinensiske konflikt kræver mere politisk knofedt, end verdens supermagt kan mønstre, når man i forvejen har en guerillakrig på hænderne i Irak og Afghanistan og et præsidentvalg forude. Desuden er det børnelærdom, at ingen når Det Hvide Hus, hvis han lægger sig ud med USA’s jødiske lobby. Og det er helt uundgåeligt, hvis man skal have parterne til at makke ret.
I Oslo nåede parterne selv frem til en aftale. Men det var – ligesom Per Stigs køreplan – en aftale uden indhold. Hvis freden skal vindes, skal slaget om grænserne, hovedstaden, bosættelserne og flygtningenes fremtid kæmpes. Som verden er skruet sammen er det kun USA, der kan gennemtrumfe en løsning. Forhåbentlig sidder der efter præsidentvalget en mand i Washington, som er
villig til netop det.

aa

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her