Læsetid: 4 min.

Håb ved Iraks valg

Stor valgdeltagelse, ringe vold og skarpe modsætninger prægede Iraks første valg til en regulær nationalforsamling
16. december 2005

Bilerne holdt stille, oprørerne havde taget fri, og vælgerne stod i køer så lange, at den irakiske valgkommission måtte forlænge afstemningen med en time for at give alle en chance.

En stor andel af Iraks ca. 15 millioner vælgere spadserede i går til de godt 6.000 afstemningssteder for at stemme ved det første valg til en regulær, fireårig nationalforsamling.

"Dette er, hvad irakerne ønsker. Demokrati, storhed og fred, om Gud vil," sagde den 71-årige bilmekaniker Sale Hadi i Bagdad og satte dermed ord på det håb, som mange hårdt prøvede irakere knytter til valget.

"Antallet af personer, som tager del, er meget, meget højt, og vi har kun haft få uregelmæssigheder. Foreløbig er det en god dag, god for os, god for Irak," sagde USA's Bagdad-ambassadør Zalmay Khalilzad til AP. I følge foreløbige opgørelser ligger den natioanale stemmeprocent mellem 60 og 80 procent.

Også i de centrale sunnimuslimske provinser var valgdeltagelsen høj, i modsætning til situationen i januar hvor flertallet af sunnier boykottede valget til det første, midlertidige parlament. I den oprørske sunnimuslimske by Fallujah, som blev stormet og delvist ødelagt af amerikanske styrker for et år siden, var indbyggerne ivrige efter at stemme i håbet om at kunne fortrænge den hidtidige shiamuslimske regering og derigennem de amerikanske styrker i Irak. Tre valgsteder i byen måtte lukke før tid, fordi de løb tør for stemmesedler.

Regeringen "er en ekstremist-regering. Vi ønsker, at besættelsen bliver bragt til ophør. Reelt er den eneste ægte løsning at udøve politik. Men der foregår en besættelse, og den eneste måde at bringe den til ophør på er med våben," sagde Ahmed Majid, 31-årig indbygger i Fallujah, til AP. Samme toner kunne høres i den sunnimuslimske by Ramadi.

"Jeg er glad for at kunne stemme for første gang, for dette valg vil lede frem til de amerikanske styrkers afrejse," sagde 21-årige Jamal Mahmoud til Reuters.

Ramadi blev torsdag morgen udsat for et enkelt bombeattentat, et morterangreb ramte tæt på et valgsted i Saddam Husseins hjemby Tikrit, et andet traf byen Samarra, to blev dræbt og tre såret ved angreb i byerne Mosul og Tal Afar i nord, og tre blev såret, da en morter traf Den Grønne Zone i Bagdad. Alt i alt meget mindre vold, end irakerne er vant til og i overensstemmelse med meldinger fra en række af de sunnimuslimske oprørsgrupper om, at de villle indstille angrebene og endda forsøge at beskytte valghandlingen mod terroraktioner fra al-Qaeda..

Iraks shiamuslimer gik til stemmeurnerne med et valg mellem den store religiøse koalition United Iraqi Alliance (UIA) og tidligere ministerpræsident Iyad Allawis sekulære Iraqi National Accord som den oplagte udfordring.

Abbasiya Ahmad, 80 år og indbygger i Bagdad, valgte de religiøse.

"Vi håber, de vil bringe os sikkerhed og tryghed. Og så er de præster, og præster stjæler ikke vore penge. Vi ønsker personer, som beskytter vore penge," sagde hun.

Konflikt mellem shiiter

Også Abdullah Abdulzahra fra byen Najaf stemte på den religiøse UIA-koalition, der sidder på magten i dag, "fordi de vil dræbe alle baath-partifolk."

Jasim Faisal, 34-årig indbygger i den sydirakiske by Samawi, stemte derimod på Allawi.

"Vi vil have frihed... til at drikke alkohol, danse og gå på natklubber," sagde han til Reuters.

Valgkampen mellem den sekulære shiamuslim Allawi og de religiøse partier og disses militser har været konfliktfyldt. Allawi blev tidligt i valgkampen overfaldet i Najaf, og dagen før valget blev hans hovedkvarter i byen Nasiriyah brændt af vrede demonstranter.

"Hovedkvarteret blev angrebet af militsfolk, som brød ind og stak bygningen i brand. Dette er en terrorhandling i strid med demokratiet, og det er derfor, vi kræver militserne opløst. Militsfolkene betragter den politiske protest som en trussel mod dem, og de har til hensigt at stoppe processen," sagde Allawis talsmand Thaer al-Naqib. Allawi beskyldes for sin del for at have gået amerikanernes ærinde som midlertidig ministerpræsident og for at være korrupt og en ny Saddam Hussein.

Interview med vælgere foretaget af Reuters ved en række afstemningssteder i Bagdad viste 48 procent af stemmerne til UIA og 38 procent til Allawis parti.

Valgdagen i Irak var en dag præget af håb om, at det spæde demokrati kan virke. Intet parti og ingen koalition står imidlertid til at få absolut flertal, så derfor forestår nu meget vanskelige forhandlinger mellem parter, der står langt fra hinanden og ofte ligger i direkte væbnede konflikter. Det endelige valgresultat ventes først om et par uger, og derefter kan der gå måneder, før den ny nationalforsamling har udpeget det præsidentråd, der skal udnævne en ny ministerpræsident til at lede forhandlingerne om sammensætningen af Iraks ny regering.

To af de vigtigste opgaver for det ny parlament bliver at færdigforhandle landets ny forfatning - det skal ske inden for fire måneder - og at tage stilling til det eksplosive spørgsmål om de fremmede troppers tilstedeværelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her