Læsetid: 4 min.

'Jeg håber, min bog vil ligge under Pia Kjærsgaards juletræ'

Forfatter og musiker Henrik Marstal vil gøre op med højrefløjens patent på danskheden. Man kan sagtens elske sit land uden at være nationalist, og det er ikke kun danskere, der kan definere den danske kulturarv
23. november 2005

Hør melodien til Langebro med Gasolin for Deres indre øre.

Hører De et dansk stykke musik? Så vil De måske bliver overrasket over at høre, at Kim Larsen har 'lånt' melodien fra protestsangerinden Joan Baez.

"Men den er blevet dansk, fordi den er lavet af danskere og lyttet ind i en dansk selvforståelse," siger forfatter og musiker Henrik Marstal.

Fredag udkommer Den nye sangskat - 175 sange efter 1965, en sangbog, der blandt andet er et resultat af Henrik Marstals ph.d.-afhandling om den danske sang, hvor han analyserer traditionelle danske tekster og melodier i nyere dansk rock.

Afhandlingen er kulminationen på flere års forskning i danskhed og dansk kulturarv, der har bragt Henrik Marstal tættere på danskheden - men også tættere på det faktum, at han ikke kan definere substansen i det diffuse begreb. For ligesom med Gasolin-sangen er så mange andre stykker dansk kultur opstået i mødet med noget udefra.

"Danskheden er ikke noget, der enten er der eller ikke er der. Danskheden er ikke noget, der er blevet formet, men noget konstant foranderligt, vi møder i det daglige. Vi har et kontinuum, hvor danskheden for nogle mennesker betyder alt, mens den for andre betyder absolut intet. Der skal være plads til begge opfattelser," mener Henrik Marstal.

Selv føler han sig meget dansk, men protesterer mod den nationalistiske tendens, der forsøger at tage patent på danskheden.

"Jeg spørger mig selv, om jeg så skal være flov over at være dansker, fordi jeg ikke kan tilslutte mig den tendens, men sådan skal det ikke være. Jeg er stolt af at være dansker, jeg er stolt af min kulturarv, og jeg vil gerne bruge den kulturarv til at søge forklaringer på hvem jeg, min generation og mine forældres generation er som danskere."

Sidste fredag udgav Henrik Marstal bogen Borger i smilets land om digteren og forfatteren Benny Andersen og danskheden. Og netop Benny Andersen personificerer det foranderlige i den danske kulturarv, mener forfatteren.

Hyggeonklen

"Der er en tendens til at opfatte ham som den ærkedanske hyggeonkel, men jeg tror, at det er farligt at placere ham som en stereotyp," siger Henrik Marstal.

Tværtimod mener han, at Benny Andersens digte om blandt andet flygtninge og indvandrere er et glimrende eksempel på, hvorledes danskheden etableres i et møde med det fremmede, mener han.

"Debatten herhjemme har været domineret af, at danskhed enten er noget, der handler om at afgrænse sig fra resten af omverdenen eller handler om, at danskheden er blevet noget, man kan tage patent på. Benny Andersen korrekser den selvtilstrækkelige, danske selvforståelse, og det er vigtigt at sige, at der også findes en global dansk selvopfattelse, der er mere positiv. Man skal ikke være bange for at blive påvirket udefra."

Julegaven til nationalister

Henrik Marstal siger 'danskhedsfornemmelse' frem for nationalfølelse. Ordet ligger for tæt på nationalistisk, mener han, og det nationalistiske avler problematiske fortolkninger af danskheden.

"Folk som Søren Krarup taler om en særligt dansk kerne eller essens, men man fødes jo ikke som dansker, man præges til at blive det," påpeger Henrik Marstal. Han håber, at både Krarup og Kjærsgaard får et eksemplar af hans bøger i julegave.

"Mine bøger fortæller om vigtigheden af at kende sin kulturarv, men netop ikke på en nationalistisk måde, hvor vi føler, at vores kulturarv er bedre end andres. Vores kulturarv skal ikke bruges til at bekræfte os i, at vi har eneret på at definere, hvad det danske er. Hele højrefløjen har desværre været meget flittige til at sondre mellem, hvad der er dansk, og hvad der ikke er. Men man er nødt til at være opmærksom på, at det danske er noget, der vokser op i mødet mellem to kulturer - nogle gange med flydende grænser."

Kosmopolitterne

Selv om man ikke er nationalist, kan og bør man huske at kigge indad, mener Marstal. Han peger på, at globaliseringen har gjort det nødvendigt at finde ud af, hvem vi er som folk og derfor har givet temaet danskhed sin tredje storhedstid siden besættelsen i 1940 og EF-afstemningen i 1972. Men uvidenhed skaber usikkerhed:

"Vi føler, at den fremmede verden rykker tættere på, og det forvirrer os. Derfor klynger vi os til noget, vi tror er 'særligt dansk', men problemet er, at mange ikke ved, hvad det er. Alle os under 45 har ikke fået historien og kulturarven med os fra skoletiden og er påvirkede af den stærke amerikanisering. Nu står vi så i en situation, hvor vi føler behov for at kende kulturarven, men ikke rigtigt ved, hvad den går ud på."

Henrik Marstal sidder i Kunstrådets musikudvalg og Kulturministeriets kanonudvalg for musik og mener, at disse initiativer sammen med gratis adgang til museerne er en vigtig del af at værne om den foranderlige, danske kulturarv.

"Vi skal have en værdidebat, ikke med nationalistiske perspektiver, men fordi, det er vigtigt, at vi værner om vores kulturarv. Jeg tror, at det er vigtigt for alle at kunne pege på nogle ting, der har været med til at definere det danske folk og præge vores selvforståelse. Man kan føle sig nok så meget som verdensborger, men man skal have et afsæt og et perspektiv at møde verden med."

I fredags udkom Borger i smilets land og fredag udkommer Den nye sangskat, hvor Henrik Marstal sammen med sin mor, professor i musikpædagogik, Inge Marstal og DR-journalist Jens Cornelius har samlet 175 danske sange fra 1965 - 2005

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu