Læsetid: 4 min.

Håbet

20. april 2005

Hvis man ikke har børn sammen, kan det måske gå en tid. Måske lægger man ligefrem ikke mærke til, hvor meget ens kæreste egentlig drikker.

Når man så får børn sammen med en kæreste, der drikker noget mere, end godt er, kommer man i tvivl om forholdet, men man tilgiver - jeg elsker ham jo, han er jo mine børns far - og måske tænker man også, at dét at have et overdrevet forbrug af alkohol er en del af mange menneskers liv. Kender vi ikke alle sammen nogen, der bruger alkohol forkert? 500.000 voksne danskere drikker over Sundhedsstyrelsens anbefalede genstandsgrænser. Og det skønnes, at 200.000 danskere er afhængige af alkohol.

Anderledes er det med heroin. 200.000 danskere er ikke afhængige af heroin eller sprøjter sig i armen ved festlige lejligheder.

Isabel er 25 år, og det er nu officielt: Manden i hendes liv er narkoman.

Hvad gør det hende til? Hvad gør det børnene til? Hvad tænker folk om dem? At de sidder og fixer derhjemme?

Hun er netop ved at færdiggøre sin uddannelse som pædagog, og skal til at søge job.

Hvad siger man i en jobsamtale? Jeg bor alene med mine børn, fordi deres far er stiknarkoman?

Og i øvrigt: Stiknarkomaner deler sprøjter. Stiknarkomaner deler sprøjter og bliver smittet med hiv.

Nej, siger Lars, da hun spørger ham, jeg bruger altid mine egne sprøjter.

Han er indlagt på Kongens Ø på Lolland, der afvænner narkomaner. Tjele kunne ikke håndtere et så bastant blandingsmisbrug: Piller, alkohol, hash og heroin, så Lars blev overflyttet til Kongens Ø.

Det private behandlingssted arbejder med Lars efter et særligt 12-trinsprogram og ud fra den grundtanke, at stofmisbrug er en sygdom, og at det er lidelsen "stofafhængighed" i sig selv, der er hovedproblemet, da afhængigheden skader det enkelte menneske både fysisk, psykisk og socialt.

På Kongens Ø bliver Lars også introduceret til selvhjælpsgruppen Anonyme Narkomaner (NA), og da han i maj kommer tilbage til Fredericia fra et par måneders døgnbehandling, er han fri af stoffer og indstillet på at give sit liv en ny chance.

Isabel giver ham den.

Lars er helt forandret. Det fårede udtryk i blikket og de brudte aftaler er byttet ud med en næsten inderlig erkendelse af, at han er syg, og at han med alle midler vil bekæmpe sin sygdom.

NA-møderne holder ham fast i sin beslutning. Her taler man med ligesindede om sin lidelse, og om hvordan man lærer at leve med den uden at falde i igen. Lars går til møder hver anden eller hver tredje dag, og efterhånden tror Isabel også på, at det denne gang vil lykkes ham at leve et liv uden stimulanser.

Da Jonas og Ida får en lillesøster i 1997 er familien igen blevet forenet i en stærk følelse af, at alting er vendt. De har købt hus, der ligger på samme gade som Lisbeth og Bennos, og Freja kommer til verden med både Lars og Lisbeth som fødselshjælpere.

De tre børn er vidt forskellige. Jonas, der nu er seks år, har fuld fart på og har fået sit første trommesæt på sit værelse, som han spiller på hele tiden - og lyder som en, der har spillet siden han kunne gå. Ida, fire år, er mere stille, hun elsker at lege med dukker og ligner Lars: To store, mørke øjne. Et gådefuldt blik og et meget følsomt sind. Faktisk ligner far og datter hinanden så meget, at Lars nogle gange kan blive helt bekymret. Freja er sin egen helt fra start, brusende og busende vokser hun til - en drengepige ligesom Isabel var, da hun var barn.

Lars begynder at arbejde i et byggesjak. Isabel bliver færdig på seminariet og får job i en børnehave i Fredericia. Lisbeth og Benno er der som altid med middage, børnepasning og snak.

Lars fortid og misbrug er ikke samtaleemne mellem dem. Men af og til falder der en bemærkning.

"Dengang jeg faldt af toget i Viborg-det var virkelig tæt på, der var jeg tæt på at stå af."

For vennerne betyder Lars' fortid ikke noget. De er bare startet dér, hvor de slap hinanden sidst. Lars er charmerende og indlevende, som han plejer at være. En helt anden mand end den, han var, da han sumpede. Dengang kunne han pludselig blive hidsig i en diskussion eller udtrykke politiske holdninger om eksempelvis indvandrere, der slet ikke var Lars. Nu er han tilbage.

For Isabel er Lars også tilbage, han er igen blevet den mand, hun forelskede sig i som 17-årig.

Han har noget. Ømhed og omsorg. En trang til at bestemme over sit eget liv uden hensynstagen til, hvad andre mennesker mener - og et mod til at leve denne trang ud. Hvor andre måske tager på charterferie om sommeren, tager Lars, Isabel og børnene rygsække på, og kører i tog ned gennem Europa - eller tager en måned til Israel.

Han har noget. Samme tilgang til verden omkring sig som hun. Børnene skal ikke gå i en kedelig, almindelig folkeskole, men skal vokse op i en fri og kreativ atmosfære, så både Jonas og Ida går på byens friskole. Her giver Isabel og Lars altid en hånd med, når noget skal laves på skolen eller der skal arrangeres noget. Det samme gælder Frejas børnehave, hvor Lars og Benno i fritiden hjælper med at male eller sætte rækværk op. Børnene skal også have lov til at dyrke deres interesser. Jonas får både trommer, klaver og guitar på sit værelse. Ida får plads på en rideskole, og familien køber violiner til både Ida og Freja, da pigerne gerne vil lære at spille violin.

Men Lars mangler også noget.

Han spørger ikke længere til hende. Hvordan hendes dag er gået, eller hvordan hun har det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her