Læsetid: 6 min.

Håbet om forandring

Big Business er en ny form for totalitarisme, siger græskfødte Costa-Gavras, den politiske thrillers grand old man, der er aktuel med den sort-humoristiske 'Papirmanden'
2. september 2005

Constantin Costa-Gavras må efterhånden rangere blandt filmhistoriens mest vedholdende politiske skikkelser. Den græskfødte filmmager har da også fra barnsben haft konflikt tæt inde på livet. Efter Anden Verdenskrig røg hans far, en tidligere modstandsmand, jævnligt i fængsel under mistanke for kommunistisk virksomhed, hvorfor Costa-Gavras blev nægtet adgang til en universitetsuddannelse.

Som 18-årig tog han derfor til Paris, hvor han studerede litteraturvidenskab og derefter lærte sig det filmiske håndværk, blandt andet som instruktørassistent for René Clair og Jacques Demy. Gennembruddet kom passende nok i det politiske brydningsår 1968 med Z, en lige venstre til hjemlandets militærjunta. Da Costa-Gavras siden tog til Hollywood blev hans første amerikanske produktion, Missing, som udspiller sig i Chile efter Pinochets CIA-støttede kup, genstand for stor opmærksomhed.

I instruktørens nye film, Papirmanden, som foregår i Frankrig, er der temaer som outsourcing og hæmningsløs konkurrencementalitet på tapetet.

Umiddelbart er det svært at forbinde den 72-årige filminstruktørs personlige fremtoning med den ofte indignerede og konfrontatoriske tone i hans film. Costa-Gavras virker som indbegrebet af et roligt gemyt. Ansigtsudtrykket er mildt og eftertænksomt og accenten, selv efter 50 år som fransk statsborger, ganske græsk.

Modværge

- Kender du den sang af Leonard Cohen, som hedder "A Singer Must Die"?

"Ja! Jeg holder meget af den og Cohen generelt."

- Den deler jo i høj grad tematik med dine film; undertrykkelse, justitsmord og censur. Sangens fortæller er en kunstner, hvis psyke og selvbillede er blevet forkrøblet af et totalitært tankesæt. Der hører ligheden op, for du lader til at have din kampgejst i behold. Din seneste film, 'Papirmanden', er en trodsig og kulsort komedie. Er sort humor den mest oplagte optik at anlægge på tilværelsen her i den senkapitalistiske æra?

"Afgjort. Man bliver nødt til at grine af det. I enhver tragedie befinder sig et komisk element og i det komiske element befinder sig håbet om forandring."

- I såvel 'Papirmanden' som 'Mad' City (1997) er hovedpersonen en underhund, som griber til våben, da hans professionelle identitet trues. Men du skildrer samtidig hele samfundet, og ikke mindst de øvre lag, som aggressivt.

"Det er helt afgørende, at mennesker sætter sig til modværge, selv når de føler sig svage. Ellers bliver vi slaver. Men lad mig understrege, at der er tale om en metafor! Hovedpersonen i Papirmanden vælger ikke den rette form for modstand. Men når cheferne for de store koncerner fyrer 1.000 eller 2.000 medarbejdere for at gøre aktionærerne rigere, er der tale om en form for mord. Hvis de har moralske kvababbelser, skjuler de dem godt. Hovedpersonen fører sin egen krig, for at redde sin familie."

Amoral a la France

"Papirmanden er en amoralsk fortælling i den franske tradition fra det 18. århundrede, hvor det amoralske skal belyse etiske problemstillinger. Jeg er jo uddannet i Frankrig, både hvad film og så meget andet angår. Jeg forlod Grækenland i en meget mørk periode i landets historie, hvor magthaverne foretrak en befolkning, som lystrede og ikke fik for mange ideer."

- I forlængelse af 'Papirmandens' morbide tema og tone fristes jeg til at spørge, om jobbet som filminstruktør er værd at slå ihjel for?

"Filmen er i krise rent kreativt. Man kan lære noget om rumfart og bloddryppende special effects af nyere amerikanske film, men ikke meget andet. Løsningen på krisen findes i den nytænkning, man ser i europæisk film, men også i for eksempel japansk og afrikansk film. Og for 10 år siden kom nybruddet jo fra Danmark med Dogme-bølgen."

- Du har lavet film i både Europa og USA. Hvilket arbejdsklima var bedst? Din amerikanske karriere begyndte jo samtidig med Reagans præsidentperiode...

"Ha ha, ja, men USA er jo ikke et monolitisk sted. Jeg greb det an på samme måde, brugte samme filmhold og henlagde postproduktionen til Paris. Det var mine betingelser. Men det var en stor oplevelse, for jeg har lært meget af visse dele af den amerikanske filmhistorie. Det er en drøm for mange europæiske filmmagere at komme til Hollywood. En drøm, som dog kan blive til et mareridt."

- Gjorde den det i dit tilfælde?

"Nej, jeg tog hjem i tide."

Nye tider, nye trusler

- Du instruerede din første film for 40 år siden. Er verden blevet et bedre eller værre sted siden?

"Bedre, men ikke så godt, som jeg havde håbet. Da de kommunistiske regimer i øst kollapsede, så det jo virkelig ud til, at der ville blive mere demokrati og værdighed til alle. Men der er stadig lang vej igen."

- Når man sammenligner dine tidlige film med dine senere, får man det indtryk, at truslen mod folks frihed i dag snarere kommer fra Big Business end totalitarisme?

"Big Business er en ny form for totalitarisme. Det er temaet i min nye film; penge får forrang for mennesket. Undervejs i min research fandt jeg ud af, at omkring 500 mennesker styrer 60 procent af verdens økonomi. Deres beslutninger berører milliarder af mennesker. Selvfølgelig har de folk mere magt end de politikere, befolkningen måtte vælge. Og det er jo lidt skræmmende."

- Hvorfor er fiktionsfilmen, i dit tilfælde ofte thriller-genren, et godt udgangspunkt for social kritik?

"Fordi den ligesom livet er fuld af suspense. Før du trådte ind i lokalet, tænkte jeg; hvem er han, hvordan er han, hvordan ser han ud? Det gamle græske teater opfandt suspense for at trække folk til, og det virker stadig i dag. Men mine film er ret forskellige i stil og tempo; hver fortælling har sin egen beskaffenhed, som man må afstemme det filmiske udtryk efter."

- Hvad synes du om en mand som Michael Moore, som ganske vist laver dokumentarfilm, men jo tydeligt trækker på fiktionsfilmens virkemidler?

"Han har mange interessante pointer. Der er en meget amerikansk effektbevidsthed i hans film, en stærk sans for rytme. Moore manipulerer os, og af og til kan jeg godt lide at blive manipuleret."

- Men du kan også lide at manipulere. I 'Papirmanden' skildres på ret rørende vis, hvorledes en kernefamilie genfinder glæden og sammenholdet. Men de aktiviteter, de finder sammen om, tåler ikke dagens lys.

"Det er igen det amoralske: Jeg håber, at publikum til sidst siger om hovedpersonen: 'Jeg kan lide den fyr. Men hvorfor egentlig? Han er jo morder. Måske det er mig, der er problemet?' For mig er familien som institution i øvrigt stadig essentiel. Den har fået megen kritik i nyere tid, men det er der, alting begynder for os mennesker - på godt og ondt."

Pengeproblemer

- Hvad håber du, at dine film har opnået?

"Et svært spørgsmål. At sige 'ingenting' ville være forkert. At sige 'omvæltning' ville være dumt. Jeg håber, at de er nået ud over lærredet, at de har resulteret i nogle diskussioner. Så længe folk ikke føler, at jeg har spildt to timer af deres tid."

- Er der for lidt mod blandt nutidens filmmagere?

"Det vil jeg ikke gøre mig til dommer over, men det er helt sikkert nemmest at få finansieret sådan noget som sentimentale komedier. Det kan godt dræne én for mod, når finansieringen trækker i langdrag."

- Hvad holder dig i gang? Er der ingen fristende pensionsplaner i horisonten?

"Hvad skulle jeg lave som pensionist, pleje mit rosenbed? Nej, jeg lever med unge mennesker omkring mig, og deres drive og tørst på tilværelsen giver mig mod. Når jeg ikke selv instruerer, prøver jeg at hjælpe andre med at få deres film realiseret, rejse finansiering og den slags."

- Hvad arbejder du på for tiden?

"Jeg har lige hjulpet en ung instruktørdebutant med at skrive et manuskript om Algier-krigen. Jeg tror, at det bliver en rigtig god film."

- Algier-krigen? Du er tro mod de kontroversielle emnevalg.

"I Frankrig er det ret kontroversielt, ja. Men der er lavet alt for få film om den konflikt i de forgangne 40 år. Desuden bygger filmen bro mellem den periode og vores tid."

Costa-Gavras besvarer mit sidste spørgsmål - om han forventer furore i forbindelse med Papirmandens premiere - ved at smile skælmsk og banke på hotelsuitens træbord.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu