Svaret falder hurtigere, end tolken kan nå at gøre spørgsmålet færdigt: "De hvide!".
Ugumba Feza himler med øjnene, da hun bliver bedt at om at forklare, hvad der er brug for i hendes land.
"Congo har brug for de hvide. De har penge, de kan lave stabile investeringer. Et valg og en ny regering hjælper ingenting, hvis ikke der er hvide."
Den 30. juli skal Ugumba Feza for første gang i sit 50 år lange liv stemme ved et demokratisk valg i DR Congo. Hun blev registreret som vælger sidste år, da en mand fra valgkommissionen opsøgte hendes familie i deres landsby dybt inde i bushen i det østlige Congo. Valgkommissionen var rejst 2000 km for at finde folk som Ugumba Feza og gøre dem opmærksom på, at der var valg.
I dag sidder hun i havnebyen Kalémie ved bredden af Tanganyika-søen i et venteværelse hos en lokal læge.
Hun retter på sit farvestrålende hovedtørklæde, hendes stemme tager til i styrke.
"Og den medicin, de hvide leverer, er ikke for gammel."
Ugumba Feza har aids - som mellem seks og 20 pct. af hendes landsmænd - og det er slet ikke sikkert, hun kommer til at opleve de forbedringer, et valg kan give.
Gruer for fremtiden
Den enlige mor kan vælge mellem ikke færre end 33 kandidater til posten som Congos præsident. Som hun sidder i sit fineste tøj, blåt, rødt og gult, og skiftevis begraver hovedet i hænderne og ranker ryggen i en kraftanstrengelse, inkarnerer hun congoleseren, der med værdighed bærer sin skæbne.
Når pengene til medicin slipper op, gruer Ugumba Feza for, hvad der vil ske med hendes fem børn i alderen syv til 16 år. Det efterladte kuld kommer til at slås for livet i takt med deres land, der med valget står over for den største udfordring siden selvstændigheden fra Belgien i 1960. Flere iagttagere er enige om, at det i første omgang kræver tre ting at få indført et succesfuldt demokrati i Congo.
For det første skal selve valget forløbe uden mistanke om snyd - men valgkommissionen havde allerede i maj modtaget 300.000 indberetninger om valgsvindel.
For det andet er det en praktisk opgave af hidtil usete dimensioner at få 30 millioner stemmeberettigede congolesere til at urnerne - når størstedelen af befolkningen bor i fjerne landsbyer med under 300 indbyggere, og når der kun er 500 kilometer asfalteret vej i landet, der er på størrelse med Vesteuropa - eller en fjerdedel af Brasilien.
For det tredje skal folket have opbygget en tillid til magthaverne. Brudte løfter og svigt har længe været en del af den tropiske hverdag - både under diktatoren Mobuto og oprørslederen Laurent Kabila, der afsatte Mobuto, men viste sig at være næsten lige så slem.
I Kinshasa er de fleste enige om, at vejen ud af den lidelseshistorie går via vestlige investeringer og værdier. Hvor Ugumba Feza efterlyser penge til den medicin, der kan forlænge hendes liv, drømmer andre om bedre veje eller et godt skolesystem.
"Jeg vil stemme på én, som kan give mig mulighed for at læse biologi, og som kan sikre mig og min familie, hvis vi bliver syge," forklarer 18-årige Patricia, der går i skole i en forstad til Kinshasa.
På randen af sammenbrud
Her er skolelæreren Julie Zenga fra valgkommissionen på besøg for at oplyse en håndfuld af Congos unge om, hvad et demokratisk valg betyder.
"De er nysgerrige og har masser af ideer til deres lands regering. Men de er også ekstremt lette at manipulere. De er meget modtagelige over for reklamer i tv, gratis t-shirts med kandidaterne og tomme valgløfter. Mange af dem ved ikke, at man stemmer hemmeligt, eller at kandidaterne har et valgprogram," forklarer Julie.
Fra tavlen viser hun ved hjælp af en tegneserie, hvordan man stemmer. At man skal vælge kandidater fra en liste. At man skal sætte sig ind i deres mærkesager. Og at ens stemme er hemmelig.
Den unge lærer er fortrøstningsfuld. "Vi skal nok få dem lært det."
Julie Zenga begiver sig hjem efter en arbejdsdag for demokrati. Hun sætter sig ind i et af de udslidte folkevognsrugbrød, der kæmper sig gennem de hullede og støvede veje, lastet til randen med congolesere, mange af dem uden job.
Officielt er en million af hovedstadens seks millioner indbyggere arbejdsløse. Blikskure med handlende udi alt fra telefonkort til dagens ret med ged og ris vidner om, at congoleserne om ikke andet har lært at overleve.
Situationen er den samme i provinsen. Da veje og jernbaner stort set ikke eksisterer ligger byerne som isolerede oaser af skrot, mudder og sved midt i den enorme og ufremkommelige jungle. Landets infrastruktur, der blomstrede som et af Afrikas bedste under belgisk styre i 1950'erne, er brudt fuldstændigt sammen. I dag er alle lokale flyselskaber på EU-s sorte liste på grund af for mange styrt.
"Congo er vel det eneste sted i verden, hvor man transporterer cement og tomme øldåser med fly. Derfor er det næsten umuligt at drive business i her i landet," mener forretningsmanden Manu.
Han ønsker sig en jernbane, så han ikke behøver betaler for at flyve sine fisk rundt i landet.
Guld og løgne
Regeringen er pinligt opmærksom på befolkningens lidelser. Alt vil blive bedre efter valget, lover præsidentkandidaterne i kor. Men det er ikke mange, der tror på dem, og en af landets førende eksperter i økonomi, professor Théodore Fumunzanza fra Kinshasa Universitet, advarer mod at tro, at Congo kan klare sig alene:
"Vi har håbet og viljen. Men uden international hjælp og investeringer bryder vores erhvervsliv sammen. Vilkårene er for ustabile for at drive forretning, og den kendsgerning på politikerne se i øjnene," mener han. På gaden finder man den samme holdning. Manglen på troværdige kandidater får mange til at hælde til den siddende præsident, Joseph Kabila, fordi han trods alt har sikret fred og udskrevet valg. Flere steder i byen giver det congolesiske ræsonnement genlyd i gaderne: "Han har givet os mulighed for at stemme. Så selvfølgelig skal vi stemme på ham."
EU har netop sendt 2.000 soldater til landet som et led i at bevare roen omkring valget. Det vil tage flere måneder at tælle stemmerne op.
