Læsetid: 3 min.

Håbet spirer i Nepal

Maoister i Nepals regering giver spinkelt håb om fred og demokrati
3. april 2007

Kathmandu - Søndag den 1. april var festdag for Nepals indfødte buddhister, der flokkedes i tusindtal omkring hovedstadens største stupa, eller buddhistiske monument Boudanath. Ikke mange synes optaget af den regerinsgdannelse, som samme dag blev proklameret og mandag i de engelsk-sprogede nepalesiske aviser blev hilst som et "historisk spring fremad".

Efter mere end 10 år præget af en slags borgerkrig, en forholdsvis mild guerillakrig med en fremgangsrig maoistisk oprørsbevægelse, blev fem maoistiske ministre optaget i en midlertidig regering, der skal stå i spidsen for landets ledelse og gennemføre valg til en grundlovgivende forsamling den 20. juni.

Til det sidste blev der kæmpet hårdt om magtdelingen, der er kommet i stand ved, at Nepals gamle regerende parti, NC, sætter sig tungt på premierminister-, forsvars- og finansministerposterne, mens rivalen UML fik udenrigsministerposten og maoisterne den strategisk vigtige informationsministerpost med kontrol over landets statsstyrede medier, der i store dele af landet er eneste tilgængelige nyhedskilde.

Kompromiset om sammensætningen af den midlertidige regering, der tæller repræsentanter for otte partier, blev til, da de tre dominerende partier opgav kampen om den strategisk afgørende indenrigsministerpost og blev enige om at give den til en 'neutral' person uden for partierne.

Blodigt opgør i syd

Så sent som for en uge siden var Nepal hjemsted for et blodigt opgør mellem maoister og en uafhængighedsbevægelse i det sydlige, indisk-prægede Tarai, hvor 28 maoister blev dræbt, efter at maoisterne havde søgt at blokere den lokale oprørsbevægelses møde. Samtidig var Nepals hovedstad lammet af en 'strejke', som var igangsat af industri- og forretningsfolk (!) i protest mod maoisternes blodige chikane mod erhvervsfolk i hovedstaden.

Den politiske ustabilitet, guerilla-kampe og strejker har præget Nepal det sidste årti og hindret at landet fik glæde af den buldrende økonomi i Nepals mægtige naboer mod nord og syd, Kina og Indien.

Hovedstaden er særlig præget af en markant tilbagegang for den turisme, der i 70'erne og 80'erne satte et afgørende præg på Kathmandu og har efterladt et overvældende udbud af turist-cafeer og restauranter, souvenir- og kunsthandlere, der står næsten spøgelsesagtigt tilbage og kun besøges af få 'rygsæksturister', der på vej til trekking i den sydlige del af Himalayas bjerge eller på besøg i de flere hundrede tibetanske buddhistiske templer trodser deres regeringers advarsler om risikoen ved at tage til Nepal.

Optimisterne i den indiske elite tror nu på, at det store vendepunkt er nået, og at fremtiden vil byde på stabilitet, demokrati og blomstrende økonomi og turisme.

Men bekymrede skeptikere advarer.

Mange er utygge ved, at maoisterne kun symbolsk har afleveret en mindre andel af deres våben ved den aftalte afvæbning af militserne i efteråret, og at de - med kontrol over de centrale medier - vil formå at forvride valgresulatet med en kombination af propaganda og trusler om vold.

Spinkelt kompromis

Årets første måneder var præget af en blodig uro i det sydlige Nepal, hvis befolkning, der taler en dialekt af hindi og etnisk og kulturelt er tæt knyttet til den store nabo mod syd, kræver øget selvstændighed i forhold til et nepalesisk styre, der har været domineret af de nordlige 'hill-tribes', der har bemandet Nepals hidtil så stærke kongehus og de sidste årtiers ledende politikere.

Kompromiset mellem de syv 'gamle' partier i Nepals indtil dato spinkle og ofte tilsidesatte demokrati og så maoisterne er ikke i sig selv nogen som helst garanti mod denne eller lignende regionale eller etniske konflikter under den smertelige tilbliven af en ny føderalistisk, demokratisk model for Nepal.

Kongen, der traditionelt er blevet betragtet som en inkarnation (avatar) af den hinduistiske gud Vishnu, har mistet popularitet i store dele af befolkningen, da han i 2001 greb magten og sendte den demokratisk valgte nationalforsamling og den deraf udgåede regering hjem, som en reaktion på det voldelige maoistiske oprør, som begyndte i 1996.

Men kongen formåede ikke at trænge maoisterne tilbage, de opnåede kontrol med store dele af landet uden for de større byer. I 2005 indledte de syv partier fra den 'hjemsendte' nationalforsamling i hemmelighed drøftelser med maoisterne om at tage magten fra kongen. Det førte i efteråret 2006 til en våbenhvile, der dog blev brudt i januar 2007.

I april for et år siden afgav kongen magten uden at træde tilbage. De syv partier dannede en foreløbig regering, der indledte forhandlinger med maoisterne om betingelserne for forberedelsen af en ny forfatning, der kan betyde etableringen af en nepalesisk republik helt uden kongemagt.

Erik Meier Carlsen opholder sig for tiden i Nepal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her