Den uge i sommeren 1936, hvor Den Spanske Borgerkrig brød ud, prydede John Dos Passos forsiden af magasinet Time. Den amerikanske forfatter havde med The Big Money netop afsluttet sin ambitiøse romantrilogi om, hvordan kapitalismen i løbet af de første tre årtier af det 20. århundrede havde splittet USA ad, og han var for en stund nationens dominerende litterære sværvægter.
Det huede absolut ikke hans ven Ernest Hemingway. Var der noget Papa ikke brød sig om, var det konkurrencer, han ikke selv stod for at vinde, og de ord, han havde skrevet til Dos Passos, da denne havde udgivet første del af U.S.A.-trilogien, 1919 - "You can write so damned well it spooks me" - var for længst blevet afløst af en jalousi, der ikke blev mindre af frustrationerne over, at han ikke kunne få sit manus til To Have and Have Not til at hænge sammen.
I sin netop udkomne bog The Breaking Point: Hemingway, Dos Passos, and the Murder of José Robles fortæller Stephen Koch om dette turbulente venskab. Et venskab, der startede under Første Verdenskrig, hvor de vordende forfattere begge gjorde tjeneste som ambulanceførere ved fronten i Europa, og fik en dramatisk slutning under borgerkrigen i Spanien, hvor Dos Passos til Hemingways irritation stædigt forsøgte at finde ud af, hvorfor hans gode ven, kommunisten José Robles, var blevet hentet i sit hjem i Valencia af en flok politifolk for aldrig siden at dukke op.
Politisk uenige
Hemingway (1898-1961) og Dos Passos (1896-1970) var langtfra i øjenhøjde, hvad det politiske angik. De kunne som så mange andre amerikanske kunstnere og intellektuelle de år blive enige om, at de depressionsplagede 1930'ere opfordrede til sammenhold, og det var da og-så denne erkendelse, der havde været medvirkende til, at Hemingway var gået i gang med To Have and Have Not; en roman, som han håbede ville få de amerikanske kri-tikere, deriblandt de domi-nerende socialistiske af slagsen, til atter at anerkende ham som landets førende litterære stemme. Hemingway var dog først og fremmest individualist; "he didn't trust causes," som Koch skriver.
I modsætning hertil var Dos Passos politisk engageret helt ind til benet. Udtryksmæssigt tilhørte han 1920'ernes avancerede modernister, altså 'gruppen', der var anført af James Joyce og Virginia Woolf; indholdsmæssigt var hans værker nærmere beslægtet med tidens grovkornede proletarromaner, som man kendte dem fra Upton Sinclair og senere så dem fra John Steinbeck.
Det gælder ikke mindst U.S.A., til hvilken Dos Passos havde fundet sin socialt indignerede næring den nat i 1921, hvor de to socialistiske indvandrere Sacco og Vanzetti var blevet henrettet for mord efter en bemærkelsesværdig mangelfuld rettergang, der vist mest fungerede som borgerskabets undskyldning for at komme af med et par radikale elementer.
En sovjetisk helt
Hemingway og Dos Passos lod sig overtale af blandt andre den hollandske instruktør Joris Ivens til at medvirke ved produktionen af en film, der skulle skildre, hvad der foregik i Spanien de år. Eller rettere, Dos Passos havde ladet sig overtale, og han overtalte derefter den spaniens-elskende Hemingway, der alligevel skulle til Madrid for at dække krigen for magasinet Collier's, til også at medvirke i projektet.
Hvad ingen af dem vidste var, at The Spanish Earth, som filmen kom til at hedde, i virkeligheden var sat i gang af Komintern med det formål at portrættere den stalinistisk støttede Folkefront i et positivt skær. Ja, i virkeligheden var en stor del af filmen faktisk allerede færdig, da Hemingway første gang mødte Komintern-agenten Ivens på Deux Magot Café i Paris i februar 1937.
Mødt med kulde
I modsætning til den naive Hemingway, der først under pr-fremstødene for The Spanish Earth i New York begyndte at tvivle på Ivens' motiver, blev Dos Passos' skep-tiske sanser vakt allerede første gang, han præsenterede sig for sine værter i Spanien.
I Kominterns øjne havde han groft sagt udfyldt sin rolle ved at overtale Hemingway til at medvirke i filmprojektet, og selv om Dos Passos i Vesten måske nok blev anset for at være en radikal forfatter, var det ikke længere tilfældet i Sovjetunionen. Han var tværtimod en af de kunstnere - en anden var James Joyce - der var faldet i unåde efter forfatterkongressen i Moskva i 1934, hvor den finurlige modernisme uden mellemregninger var blevet forkastet til fordel for den mere tilgængelige socialrealisme.
I modsætning til Hemingway, der blev opvartet døgnet rundt, var der derfor ingen fra Folkefronten, der gad tage sig af Dos Passos, da han dukkede op med gode ideer til The Spanush Earth - endnu værre blev det, da han begyndte at spørge til sin forsvundne ven José Robles.
Skudt som forræder
Robles og Dos Passos havde mødt hinanden, da Dos Passos studerede kunst i Madrid i 1916. Robles, der var vokset op i en spansk overklassefamilie, var siden flyttet til USA, hvor han underviste på Johns Hopkins University i Baltimore. Under en ferie i sit hjemland i 1936 havde han besluttet sig for at blive i Spanien og hjælpe til i Republikkens kamp mod Francos fascister.
Som Dos Passos skriver i sine memoirer Century's Ebb, så blev han på skift mødt af enten tavshed eller kulørte historier, da han spurgte til sagen hos embedsmænd og politifolk. Ingen af forklaringerne købte Dos Passos.
Det gjorde Hemingway imidlertid, og ikke nok med det, han begyndte også at rase over, at Dos Passos blev ved med at spørge til Robles. I hans øjne stod der meget større ting på spil. "This is war, people disappear every day," som han kæphøjt udbrød, da en slukøret Dos Passos en aften dukkede op i hans suite på Madrids Hotel Florida - hvor Hemingway takket være sit venskab med blandt andre den usentimentale og maskuline general Koltsov, der i virkeligheden var hovedansvarlig for Stalins propaganda i Madrid, som en af de få i byen hverken manglede vådt eller tørt!
Venskabet blev spændt til det bristepunkt, som titlen The Breaking Point referer til, da Hemingway af Koltsov fik til opgave at fortælle Dos Passos, at jo, den var god nok: Robles var blevet skudt som fascistisk spion af anarkisterne i Barcelona.
Ifølge Koch gik han til opgaven med stor glæde: "John Dos Passos - the most famous leftist writer in America - humiliated in front of Everybody ... He was beaming," som Koch skriver om Hemingway, der for at håne sin ven valgte at fortælle det ved en tale under en middag ved et arrangement for Den Internationale Brigade.
Kort efter dette optrin forlod Dos Passos Madrid. Han tog turen over Barcelona, hvor de blodige stridigheder på venstrefløjenen i Kochs underholdende dramadokumentariske anslag udspiller sig som en veritabel thriller med gæsteoptrædener af både George Orwell, hemmelige agenter på flugt og en sovjetisk snigskytte, der i øvrigt dukker op med toget fra København.
'Civil liberties, shit'
Til slut kommer både Hemingway og Dos Passos helskindet til New York, hvor det litterære etablissement de følgende år har travlt med at vælge side mellem de to litterære giganter. Den eneste, der ikke blander sig markant i skænderierne, er Dos Passos. Til gengæld skriver han aldrig siden noget af stor kunstnerisk kaliber: "Somehow the great modernism of Manhattan Transfer and U.S.A. had died in Valencia. The bullet that murdered José Robles had also shot down the soul of his art," som Koch skriver.
Hemingway, der aldrig indrømmede, at Robles nok var blevet dræbt af stalinisterne, og offentligt kaldte Dos Passos en kujon, fandt derimod atter sin litterære stemme efter Den Spanske Borgerkrig. Resultatet var blandt andet den mesterlige novelle "Under The Ridge" samt romanen Hvem ringer klokkerne for, der begge stiller skarpt på spørgsmålet om forræderi og krigens moralske rygrad - og derved lader antyde, at hændelserne i Spanien trods alt har givet stof til eftertanke.
Inden disse værker blev skrevet, fandt det endelige brud mellem de to gamle venner sted på en banegård i Paris, hvor Hemingway indhentede Dos Passos for at få en forklaring på, hvorfor han ikke tog med tilbage til Spanien for at færdiggøre filmen og kampen mod Franco.
Dos Passos svar er blandt meget andet med til at gøre The Breaking Point uhyggelig aktuel: "The question I keep putting myself is what's the use of fighting a war for civil liberties, if you destroy civil liberties in the process?" - "Civil liberties, shit," udbryder Hemingway. "You are either with us or against us."
Stephen Koch: The Breaking Point; Hemingway, Dos Passos, and the Murder of José Robles. Counterpoint, New York. 308 sider. ISBN 1-58243-280-5
