Læsetid: 4 min.

Hån, spot og latterliggørelse

Direkte smagløst og uanstændigt, siger Pia Kjærsgaard. Hinsides dårlig smag, siger Hillary Clinton. Ordene sigter på to nye film, der slår navngivne nulevende statsledere ihjel, men som påråber sig kunstnerisk frihed under dæknavnet 'mockumentary'
14. april 2007

Hånokumentar. Det lyder ikke så godt. Heller ikke "fuskpulation", som er Pia Kjærsgaards bud. Så lad os beholde den engelske genrebetegnelse 'mockumentary'.

Den 19. oktober 2007 dør præsident George W. Bush i filmen Death of a President. Herhjemme kan biografgængerne om en uge se Anders Fogh Rasmussen blive slået ihjel af sin unge mandlige elsker i Morten Hartz Kaplers AFR.

De to film, der nu sætter sindene i kog hos pressefolk og politikere på begge sider af Atlanten, har fået genrebetegnelsen mockumentary.

Pia Kjærsgaard, der slet ikke gider at se filmen om statsministerens kærlighedsliv og død, giver genren et nyt navn: fuskpulation. "Vorherrebevares!" skriver hun i sit ugebrev på partiets hjemmeside.

Professor i Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet Ib Bondebjerg er ikke forarget over filmens dokumentariske greb. Men han vil heller ikke kalde filmen en typisk mockumentary, hvor man, som navnet indikerer, "gør grin og satiriserer". AFR vil noget helt andet, mener han. Det er en politisk utopi om et bedre samfund, "hvor statsministre er menneskelige og ikke sådan nogle manipulerende skiderikker". Og humoristisk? "Jeg grinede ikke en eneste gang, da jeg så den," svarer professoren.

Systematisk vildledning

Ordet går alligevel igen på utallige hjemmesider og artikler om filmen. Og instruktøren Morten Hartz Kaplers siger selv: "AFR er en såkaldt mockumentary, der blander virkelighed og fiktion."

Han fortsætter:

"Men det ER fiktion, og publikum skal på intet tidspunkt være i tvivl om, at der foregår en manipulation med virkeligheden."

Ib Bondebjerg foretrækker betegnelsen dramatiseret dokumentar. Hverken AFR eller Death of a President forsøger at få seerne til at tro, at det, de ser, rent faktisk er sket. Det ville en ægte mockumentary gøre. Blot for derefter at afsløre sig selv som det pureste opspind og dermed 'håne' mediet og dokumentargenren.

Et klassisk eksempel på mockumentary er derimod den amerikanske gyser Blair Witch Project fra 1999. Her gik man systematisk efter at vildlede publikum både i selve filmens grovkornede og håndholdte billedside, men også i den effektive foromtale på internettet.

Ib Bondebjerg nævner også Newzealandske Peter Ringenes Herre Jacksons Forgotten Silver fra 1995, der lignede et veldokumenteret portræt af en ung filminstruktør. Filmen var ren "fis og ballade", fortæller Ib Bondebjerg. Men den var fortalt så effektivt, at selv kendte professorer udtalte sig om filmens indhold, som var det den rene sandhed.

Ib Bondebjerg, der står bag flere bøger og antologier om dansk dokumentarisme, fortæller, at der også i dansk tv har været mange eksempler på mockumentaries: Det røde kapel, Danes for Bush og Poul Nesgaards I sandhedens tjeneste er eksempler fra fjernsynets nyere historie. Og faktisk er drabet på en kendt person også et dramatisk højdepunkt her: I Poul Nesgaards tv-program slås han selv ihjel af sin medvært, Nulle.

Endelig er der klassikeren over dem alle: Orson Welles Klodernes kamp fra 1938, der fik amerikanske radiolyttere til at flygte i rædsel fra den annoncerede - men selvfølgelig fiktive - invasion af fjendtlige rumvæsner.

Fuskeriets grænseland

- Hverken genrediskussionen eller blandingen af fakta og fiktion er ny. Men hvad opnår man ved at blande fiktion og dokumentar, hvad enten vi kalder det mockumentary, dramadok eller dramatiseret dokumentar?

"Den sociologiske effekt af film som AFR og Death of a President er, at man kan tydeliggøre nogle problemer, som man har svært ved at lave slagkraftige normale dokumentarfilm om," svarer Ib Bondebjerg, der netop nu skriver på sin næste bog om dokumentargenren.

"Det gælder især inden for dramadok," fortsætter han. Men både AFR og Death of a President har også nogle mere satiriske effekter, som rummer en kritik af mediernes måde at konstruere virkeligheden på, og en kritik af vores lidt for naive tiltro til mediernes virkelighedsbilleder."

Tilbage til Pia Kjærsgaards ugebrev, hvor hun udover at kalde filmen fuskpulation også kalder den noget "juks". Uden at have set den, indrømmer hun.

"Dokumentarfilm dokumenterer efterhånden ingenting, men manipulerer seerne, og spillefilm roder løgn og sandhed sammen i så stor en pærevælling, at filmskaberne har været nødt til at give makværkerne sit eget navn - Mockumentary. Sandheden bliver helt sikkert det første og største offer i fuskeriets og manipulations grænseland," skriver hun.

Information spørger, om også professoren er bekymret?

"Vi har stadig en relativt skarp grænse mellem den hårde journalistiske faktaformidling i nyheder og nyhedsmagasiner og de dramatiserede og refleksivt-poetiske dokumentarfilm," svarer han.

"Alle ved nu, at AFR er fiktion. Her har filmfolkene på forhånd markeret, at de digter oven på virkeligheden," siger Ib Bondebjerg, der derfor ikke mener, at filmen vil underminere hverken journalisters eller filmfolks troværdighed.

"Udgangspunktet for AFR er jo, at alt er manipuleret," siger han. "Men derfor kan filmen sagtens sige noget interessant om virkeligheden. Ligesom fiktionen også kan."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu