Jeg har i tidens løb skrevet adskillige udkast til såkaldte brugsbøger, altså små Lær at... eller Kunsten at... - bøger, der kan være til nytte for mennesker i en bestemt situation. En af de tidligste var en vejledning i, hvorledes man forfører en kvinde.
Her bør indskydes, at når en mand skriver en sådan brugsbog, er det sjældent, fordi han er ekspert på området - men snarere drømmer om at blive det.
En anden af mine håndbøger skulle handle om, hvorledes man får ild i en brændeovn - inspireret af et ensomt og ugelangt ophold i et iskoldt sommerhus. Ovne er forskellige, nogle kræver en langsom optænding med glidende overgang mellem sammenkrøllet avis, kviste og smågrene, inden man kan smide en ordentlig kævle ind, andre buldrer op med det samme. Og enkelte lader sig simpelthen ikke tænde. Som man måske kan fornemme, genbrugte jeg en del af teknikken fra min første bog.
En tredje, som jeg har tumlet med i mange år, skulle dreje sig om kunsten at tjene penge, hurtigt og uden alt for meget besvær.
Men den idé droppede jeg for nogle år siden, da det gik op for mig, at i vore tider er det sgu ingen kunst at tjene penge. Man skal bare sidde på sin flade og se sin græsplæne stige i værdi. Og en gang om ugen rejse sig og slå den!
Nu er jeg nået til det punkt i livet, hvor jeg planlægger en fiks lille håndbog i kunsten at være bedstefar. Eller rettere sagt: ikke at være det.
Lige når man skulle nyde
Levealderen er som bekendt stigende, og det samme gælder også snart pensionsalderen. På samme måde har bevidstheden om ens alder ændret sig. De fleste af os i 50 års alderen køber stadig tøj, som om vi var 25, vi svinger tennisketsjeren og golfkøllen (ikke noget med stavgang, om jeg må bede) samtidig med at vi er erhvervsaktive, som det hedder.
Børnene er ude af huset; endelig har man lidt fred og ro til at nyde hinanden. Man kan rejse uden at skulle flyde ved overfyldte strande med larmende diskoteker, man kan spise civilisere måltider på gode restauranter, man kan sove fredeligt om natten uden at spekulere på, hvornår børnene kommer hjem - og med hvem.
Men knap er man begyndt at nyde det gode liv, førend ens børn går i gang med at formere sig. Man bliver bedsteforældre.
Nu vil jeg vove den påstand, at vi mænd for størstedelens vedkommende tager meddelelsen om familieforøgelsen helt afslappet - so what! - mens de vordende bedstemødre har et rasende sentimentalt forhold til deres kommende børnebørn. De føler, at de nærmest bliver mødre på ny, bedre og rigtigere mødre, end de var engang. De drømmer om at køre tur med barnevognen og give børnebørnene alle de oplevelser, som de ikke havde tid til at give deres egne børn.
Nu er det, håndbogen i en overlevelsesstrategi for bedsteforældre kommer ind i billedet. Sagen er jo, at vi lever i en epoke, hvor der overhovedet ikke er tid til børnene. Forældrene har ikke tid, pædagogerne har ikke tid - og bedsteforældrene har heller ikke tid. Vi har travlt med vores job og vores gode liv. Så tidens store øvelse består i at skubbe disse tidsslugende og opmærksomhedskrævende unger rundt mellem forskellige placeringer på brættet. Og her bliver bedsteforældrene ofte Sorteper. De er kædens svageste led - og det ved både børn og børnebørn.
Gode undskyldninger
Det er tanken, at gør-det-selv-bogen skal falde i to afdelinger. Den første skal hedde: "Hvad gør man for at undgå børnebørnene?"
Forældrene har konstant en sværm af gode grunde til, at man skal passe deres børn: Ungerne er - igen, igen - syge eller de skal selv arbejde over, de skal til møde, på kursus, til træning (?) eller til fest.
Eller den værste: De trænger til en friaften, hvor de bare er dem selv og kan nyde hinanden!
Her er det meget uklogt og ørkesløst at argumentere imod forældrenes forklaringer. Man bør i stedet være velforberedt, når telefonen ringer. (Nogle bedsteforældre har det ligefrem sådan, at de ikke tager telefonen torsdag aften, som erfaringsmæssigt er det tidspunkt på ugen, hvor forældrene oftest bliver grebet af trangen til at afsætte børnene. Men det holder jo ikke i længden.)
Man bør have en liste med gode undskyldninger i nærheden af telefonen - og selvfølgelig også nummerviser og telefonsvarer, så man ikke lyder alt for veloplagt. Og listen skal være lang, den samme undskyldning bliver ikke godtaget flere gange i træk.
Man bør endvidere nøje overveje arten af undskyldninger. Runde fødselsdage eller sygdomme, helst smitsomme, er gode, men man skal sørge for at have detaljerne i orden.
Derimod er det ikke så smart at sige, at man skal til møde med sin advokat - nå, hvor længe varer det? En times tid? Jamen, vi klarer den så længe, det er helt i orden. Smart er det heller ikke at sige, at bilen er på værksted, for så bliver man ledsaget af en overbærende latter tvunget ud i de offentlige transportmidler, som er endnu mere utålelige, når man har børn med. Især busser med unger i barne/klapvognsalderen.
Væbner sig med hårdhed
Som bedstefar må man væbne sig med hårdhed og kæmpe for sin selvstændighed. Har du først en gang indladt dig på at hente de små i institutionerne, så hænger du på den. Børnene kræver gentagelse, og inden du ser dig om, er det dig, pædagogerne ringer til. Og lad være med at passe børnene, når de er syge. Det er forældrene, der har omsorgsdage, ikke dig. Og du bliver smittet af deres snotnæser og røde hunde, og disse sygdomme rammer dig langt hårdere, end de rammer de små.
Når fælden klapper
Man skal løbende opgradere sine undskyldninger og hærde sine bløde punkter. Men trods al ihærdighed slipper man jo ikke helt, og hermed er vi ovre i bogens anden halvdel: "Hvad gør man, når fælden er klappet?"
Også her er den omhyggelige forberedelse alfa og omega. Tro ikke at børn er børn til alle tider. De kasser med gammelt legetøj og glansbillederne og Børnene i Nyskoven og Robin Hood, som du har stående på loftet, kan du godt lade blive stående.
Nutidens rollinger stiller krav om en helt anden teknologi. Men det skal du ikke beklage, det gør det på mange måder nemmere for dig, at du ikke skal sidde og læse højt og synge sange.
Forberedelsen består i, at du pakker fladskærmen ned og finder et gammelt tv-apparat frem, der kan klare fedtede fingre og saftevand. Her ser de så Fjernsyn for dig og den slags en tid, indtil du starter dvd' en. Du har i forvejen indkøbt et større udvalg af Rasmus Klump og Lucky Luke, eller hvad du nu har kunnet finde. Meget fiksere end at have dem siddende på skødet og blive hæs. Så mens de roder rundt foran fjerneren, synker du ned i en lænestol og snupper dig en morfar.
Når de ikke gider det mere, går I over til computeren. Her er det endnu vigtigere, at der er tale om en gammel model, som du så har forsynet med diverse spil. Efter ganske få besøg er pc'en helt ubrugelig med permanente fejlmeldinger og ødelagt tastatur - men pyt, så gik den tid.
Problemet er, at nutidens overstimulerede børn hele tiden vil inddrage de voksne i deres aktiviteter. Og gør de det ikke, skal du være ekstra på vagt. Så efter alt for kort tid vil de have dig op af stolen: der skal ske noget nyt. Og her kommer du under dobbelt beskydning: dels fra børnene, dels fra din kone, der nu har forvandlet sig til bedstemor og siger, at det ikke er noget for de små at hænge over en skærm, når de er hér.
Med is ned ad tøjet
Hvis du vil undgå, at dit hjem kommer til at ligne følgerne af en tsunami, gælder det om at foreslå nogle ud-af-huset-aktiviteter, selv om perspektivet i disse på ingen måde er opløftende.
Bedstemor vil nok foretrække en tur i gode, gamle Tivoli, hvor de små kan køre rundt og rundt i veteranbilerne, mens vi står ved rækværket og vinker. Men vid, at dette intet har med virkeligheden at gøre.
Du vil komme til at stå i eviglange køer, ungerne vil plage om is, som derpå driver ned af tøjet på dem - og på dig. De bliver lynhurtigt trætte og umedgørlige, tisser de mærkeligste steder, falder og slår sig eller bliver stukket af en bi. Og hele denne rædsel vil koste dig et beløb, som kunne have finansieret en uge på Samos.
Zoologisk have er intet alternativ. Her har de været et utal af gange i forvejen med forældre og institutioner, og det eneste, der kan lokke dem, er popcornene, som du bagefter kan bruge et par timer på at fjerne resterne af på bagsædet.
Biografbesøg med en sal af snakkende, snotnæsede, slåssende unger på særlige stolforhøjere af plastic er heller ikke fristende, især da filmene på lærredet er en afgrund af kedsomhed.
Skove er for kedelige. Så er der kun den lokale legeplads tilbage, hvor forældre skiftevis skændes med andres og egne børn og taler i mobiltelefon. Her kan man så gynge og vippe og kravle.
Fornøjelsen kort
Vælger du hjemme-modellen, så husk, at de simpleste aktiviteter er de bedste for din mentale tilstand. Indkøb ikke alt muligt fjernstyret, sirenehylende eller talende junk.
Fornøjelsen er kort og lidelsen lang. Læg dig hellere på gulvet og lad som om det morer dig at køre med biler. Byg et tårn, som bliver væltet, inden det er færdigt. Eller spil bold i haven, indtil den punkterer i naboens roser. Lad være med at bage kager eller vande blomster. Det øger kun svineriet
Det gælder her om at væbne sig med en stoisk ro og meditere på, hvor længe der er, til de skal i seng eller bliver hentet. Kast dig udmattet ned i lænestolen og giv ikke efter, når du mærker en lille, blød barnehånd, der vil trække dig op. Lad som om du sover, selv når han kravler op på din mave, stryger din kind og hvisker "Bedstefar".
Nå, nu ringer telefonen. "Ja, hallo -Nej, desværre, det kan vi ikke, jeg sidder lige og skriver på en lille håndbog, den skal være færdig... Nå, vil han tale med mig? - Hej, det er bedstefar-hvad laver du? -Om I må komme over og besøge os? Ja, men så kom da."
Ib Lucas er lektor ved Sankt Annæ Gymnasium og bedstefar til tre drenge
