Læsetid: 3 min.

Håndbold og Dyremose

2. februar 2002

MENS HÅNDBOLDENS herrer tromler frem på de svenske baner, tromler Henning Dyremose frem på den bredbåndede landevej, hvor vejtræerne har sære navne som Sonofon, Telenor, Orange, Tiscali, Telia, Telecom og Talkline. Tilsyneladende har han styr på det hele, men forud for skæbnekampen mellem Danmark og Sverige gik det galt. Et kabelbrud – det hed det sig i det mindste - bevirkede, at hundredetusindvis af kabeltv-kunder i det indre København ikke kunne se fjernsyn i mange timer.
Mens uret nådesløst tikkede frem mod landskampens kick-off kl. 20, kunne frustrerede, mere og mere nervøse tv-seere fra Fredericiagade, Kronprinsessegade og Dr. Tværgade telefonere til TDC’s kundeservice, hvor de blev oplyst om, at man »krydsede fingre« for, at forbindelsen nåede at blive genoprettet.
Det skete ikke. De mange kunder måtte ty til gode, gamle radio-days, men der var grænser for den nostalgiske charme, eftersom transmissionen på P3 ustandseligt blev afbrudt af en eller anden plade, der skulle spilles. Og selvfølgelig var det en af de mest dramatiske kampe i umindelige tider.
Bestemt ikke nogen stor aften for Henning Dyremose. Han kom ikke på scoringslisten.

HENNING DYREMOSE er en af de tungere drenge i dansk erhvervsliv. Han havde en stor karriere på Novo Nordisk, da han af Poul Schlüter blev håndplukket til posten som finansminister. De senere år har han færdedes hjemmevant i telebranchen, hvor han vist nok går for at være knagende dygtig og en stor jonglør (eller aktør, som det hedder i de kredse).
Snart køber han firmaer op i Schweiz, snart vil han sluttes sammen med nogen i Norge. Så har han røde tal på bundlinjen, og dagen efter har han tjent tre mia. kr. Så genererer han positivt cashflow, så realiserer han tab og lidt efter erobrer han markedsandele. Hvad pokker er det egentlig, han laver? Uanset hvad: Det sker med højhastighed.

MEN DER findes også en anden sandhed om Henning Dyremoses TDC (tidligere TeleDanmark), der anklages af kunder for at være tung og sløv, når det gælder service, og for at sende indviklede regninger eller endog regninger på noget, man slet ikke har fået, endsige bestilt.
Desuden anklages virksomheden for at sætte sig tungt på kobberkablerne - den rå kobber, som indforståede kalder den - i forhold til konkurrenterne, der må underordne sig den TDC´ske langsommelighed, fordi TDC ejer kablerne. Men det værste er, forstår man, at det ta´r seks uger, at få en ADSL-forbindelse etableret. Det burde gøres på en halv time.
TDC anklages også for at lukrere på sit gamle monopolimage, der gør, at kunderne tror, det er billigere, osv. I det hele taget anklages TDC for at udkonkurrere konkurrenterne.

DET KUNNE så altsammen være, hvad det var, men når kablerne ikke fungerer, når det virkelig gælder, så er den rivegal. Bevares, der er jævnt hen kabelbrud. Det har der været i Herlev, i Skovlunde, i Vejle, i Brande, ja, endog hos kongefamilien i Fredensborg.
Det var dog ikke TDCs ansvar, men NESAs, men alligevel. Det har jo ikke været morsomt for regentparret. Der blev i hast stillet væbnede gardere op som terrorberedskab, men dem kan man jo ikke se fjernsyn på.
Åh, himmel!...kongefamilien må også være blevet ramt under svenskerkampen? Den bor jo til daglig i Fredericiagade.
I øvrigt er det ofte entreprenørernes gravemaskiner, der river kablerne over, fordi man helt åbenbart ikke kan huske, hvor man har lagt dem.

SELVFØLGELIG skal Henning Dyremose ikke stå med styrthjelm i et hul i jorden og grave med en skovl eller skrue med en skruetrækker, den aften hele nationen skal se håndbold. Og det kan slet ikke nytte, at de ansatte i kundeservice sidder og krydser fingre. Der må tages mere moderne metoder i brug, Dyremose.
Hvis kablet virkelig var knækket, burde TDC have en nødplan klar. F.eks. kunne man i en fart binde de to ender af kobbertråden sammen med et råbåndsknob eller i værste fald en kællingeknude og så foretage den grundigere reparation på et senere tidspunkt.
Vi krydser fingre(!) for, at det ikke går galt forud for kampen mod Tyskland i dag. Thi kabelkunder sidder dèr og kan ikke andet. Ellers bør Dyremose gå af.

Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu