Læsetid: 2 min.

Håndbold i hovedet

Jeg bliver matchvinder mod min vilje, innoverer helt vildt på en bro og udsættes for en hændelig crossover i forbindelse med vores søgen efter min familie
22. december 2005

Louise Wongs mand, Allan, inviterede mig med til en julefirmakamp i håndbold.

"Vi står lige og mangler en mand," sagde han.

"Jeg kan ikke spille håndbold," svarede jeg.

"Det kan de andre sgu heller ikke," sagde han.

Sådan gik det til, at jeg fik min debut i en stor hal i Holte, hvor hans it-firma er hjemmehørende. Faktisk skulle vi spille mod nogen fra tv.

Det blev en uhyggeligt spændende kamp.

Det mest spændende for mig var imidlertid, hvordan jeg kunne undgå at komme i direkte berøring med bolden. Det lykkedes mig meget langt hen ved at hoppe rundt og placere mig uhensigtsmæssigt, men i de allersidste minutter måtte vores målmand humpe ud med en skade, og jeg blev sat ind mellem stængerne.

For Sørensen da...

Der stod jeg så, og før jeg nåede at blinke med øjnene, blev jeg ramt i hovedet af den knaldhårde kugle, som en bold er. For Sørensen da, hvor gjorde det ondt. Men netop derved forhindrede jeg de andre i at score, hvorved vi vandt kampen. Jeg blev således matchvinder, men havde gerne været det foruden.

Tidligere på dagen var jeg ude at se den splinternye opera, som ligner en kæmpemæssig rustbunke. Jeg fik at vide, at den er betalt af Danmarks ufatteligt rige mand Mærsk Møller, der ejer så mange containere, at de tilsammen rækker 2.265 kilometer, hvilket er så meget, at jeg slet ikke kan forestille mig det.

Jeg tænkte innovativt, at de så jo egentlig ikke behøvede at blive sejlet rundt til diverse havne. Man kunne bare lægge containerne i forlængelse af hinanden - og hælde olien ind i den ene ende.

Big bang

Mens jeg således gik og filosoferede på vej over Knippelsbro, måtte jeg springe for mit liv, idet noget pludselig eksploderede. Havde terrorisme nået København? Nej, det var blot et nytårskanonslag. Noget meget, meget sjovt, fik jeg at vide. Hvilket jeg så måtte tage for pålydende.

Hvad, der heller ikke var sjovt, var, at den avis, jeg skriver i (den, De sidder med i hånden) ikke havde krediteret mig i gårsdagens avis. I stedet stod en for mig ukendt personnage påført som dagbogsforfatter. Tidligere har man skrevet Tonga i stedet for Honga. Ikke særlig smart.

Og endelig - sømmet på hovedet - viste det sig, at min fætter Arvid fra Svendborg var rejst til Teveto for at møde mig. Han var ledsaget af et tv-hold, som skulle optage det gribende møde mellem ham og mig, udsendelsens klimaks.

Hvordan kunne det gå til? Jo, i det bureaukratiske danske fjernsyn ved den ene hånd ikke, hvad den anden gør. Programmet Sporløs har to researchhold, og den ansvarlige planlægger havde glemt at koordinere indbyrdes, da han skulle deltage i en vigtig firmaturnering i håndbold.

Man trøstede mig med, at netop den dag havde make-up'en også udleveret en limstift til en studievært i stedet for en læbepomade. Så jeg var ikke alene om at blive ramt af fejl. En ringe trøst.

Jeg fryser. Jeg vil hjem.

Fortsættes-

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her