Læsetid: 4 min.

Med hånden i en hvepserede

De Radikale forlod forhandlingerne om integrationsudspillet, da den enkelte indvandrers ansvar og vilje blev fastholdt. Var det ikke på tide, at de så den saglige modsætning i øjnene?
23. juni 2005

Jeg har en dårlig samvittighed i forbindelse med Information. Den hedder Peter Tudvad. Jeg har længe skullet svare ham på hans indsigelser imod et par kronikker, men på grund af et fortravlet liv har jeg ikke fået det gjort. Det generer mig. Det giver mig dårlig samvittighed. Men jeg trøster mig med, at ferien står for døren med tid til at læse og skrive. Derimod vil jeg ikke sige, at jeg har dårlig samvittighed over for dem af Informations læsere, der har luftet deres vrede imod mig på det seneste i anledning af kronikken om "Integrationens forudsætning". Her føler jeg mig ikke sagligt udfordret. Her er der - sagt i al elskværdighed - mest tale om ridt på kæpheste, der ikke interesserer sig for at fatte, hvad jeg har sagt.

Det strækker sig lige fra misforståelsen af, hvad jeg skrev om USA (som om jeg brugte dette land som andet end eksempel på danske indvandreres situation), til påstanden om, at den første slesvigske krig var en borgerkrig (som om Danmarks krig mod Prøjsen og Det tyske Forbund var en borgerkrig, fordi også slesvig-holstenerne deltog).

Men sådan har det såmænd været i 48 år, siden jeg første gang stak hånden i hvepsereden med et indlæg om Harald Nielsen i december 1957. Hele sværmen stiger summende til vejrs og søger lejlighed til at afreagere vreden dér, hvor der er et muligt sted at stikke brodden ind. Og at vreden måske siger mere om dens egne fordomme end om min tekst har jeg lært at leve med. Jeg har jo haft tid til at vænne mig til det. Men frugtbart for en meningsfuld debat synes det mig ikke at være.

Offerideologi

Netop hjemkommet fra en uges forhandling om en ny integrationsaftale, der bygger på netop det princip, jeg understregede i kronikken: "Al integration forudsætter, at den enkelte indvandrer selv tager tager et ansvar og viser vilje til at lade sig integrere", føler jeg mig imidlertid forpligtet til at reagere på de to radikale ungersvende (de bliver meget vrede over dette udtryk, selv om det forholder sig til noget så neutralt som alder) Simon Emil Amnitzbølls og Morten Østergaards replik til mig den 15.juni, hvor de anklager mig for ikke at argumentere, da jeg kaldte deres indsigelse for overfladisk.

De kunne jo finde svaret i den omstændighed, at de forlod forhandlingerne om integrationsaftalen. At et menneskes situation er et spørgsmål om skyld og ansvar og dermed om egen vilje i modsætning til den kulturradikale offer-ideologi, hvor alt skyldes en ond omverden og et 'racistisk' samfund, er ganske rigtigt ikke Det Radikale Venstres opfattelse. Derfor gik de, da den enkelte indvandrers ansvar og vilje blev fastholdt. Var det da ikke på tide, at de så den saglige modsætning i øjnene? Og er det ikke rimeligt at anklage dem for overfladiskhed, når de ikke gør det? Den 15. juni spørger de, hvorfor jeg støtter den danske deltagelse i Irak-krigen, når jeg mistvivler om muslimers evne til at sondre mellem religion og politik? Svar: Fordi Irak-krigen efter min mening er en vestlig forsvarskrig mod islamisk terrorisme. Og fordi Irak efter mit skøn er det land i Mellemøsten, hvor muligheden for trods alt at opbygge et retssamfund efter vestligt mønster er størst. Videre anklager de mig for at sammenblande netop religion og politik, når jeg i Det moderne Sammenbrud understreger, at kun forkyndelsen af Kristus sætter det sekulære samfund. De kan og vil nemlig ikke forstå hele pointen: At kun dér, hvor adskillelsen er sat, er der adskillelse af religion og politik. Deres overfladiskhed kommer af, at de anser denne sondring for mulig uden den instans, der sætter sondringen. De tror på vanlig kulturradikal vis, at når man erklærer, at man holder sig til fornuften alene, så er man sekulær.

En banal overfladiskhed, som 200 års historie dementerer.

Endelig hævder de to radikale, at hvis man sammenligner USA og Danmark, så kan vi lære meget om effektiv integration. Men min pointe var, at man kan ikke sammenligne en gammel nationalstat med et indvandrerland som USA, og hvis man gør det, så øver man vold mod Danmark. Var det ikke på tide, at danske og europæiske politikere begyndte at fatte denne sandhed efter europæernes grundige afvisning af en EU-forfatning, der tager USA til eksempel? Var det ikke på tide, at også politikere lærte af de europæiske befolkninger, der er børn af en ganske anden virkelighed end den amerikanske og føderale? Nu er EU-forfatningen faldet. Nu har Danmark besluttet en integrationsaftale, der tager udgangspunkt i viljen og ansvaret, ikke i en social determinisme. Også på dette punkt vil vi blive et foregangsland i Europa. Der er mange, mange radikale dogmer, der står for fald i disse år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her