Læsetid: 7 min.

Håndsrækningen er vores

Patricia Mukariujonza så sin datter blive hugget næsten i to stykker under Rwandas folkemord i 1994. Nu dyrker hun kaffe og sælger bønnerne via Fairtrade-principperne til Vesten. Det er kvinder som hende, der vil mærke den gældslettelse, mere udviklingshjælp og retfærdige handelsvilkår, som er dagsordenen for G8-topmødet
7. juli 2005

MARABA, RWANDA- "Det var en søndag morgen, myrderierne kom til Maraba," fortæller Patricia Mukariujonza.

"Vi gik udenfor huset og spurgte folk, der kom løbende forbi, 'Hvad sker der?' 'Bare vent, så skal I få at se. Det vil også ske for jer'."

Den 47-årige kvinde holder en lang pause, før hun fortæller videre med blikket mod jorden og fingrene knyttet om en snip af det farverige stof i hendes kanga (typisk klædedragt, hvor stoffet er draperet om hofterne).

"Vi gemte os indenfor hele dagen. Men mandag morgen kom en flok naboer og satte ild til vores hus. De begyndte at høste vores grønsager på marken, slagtede og spiste vores køer og stjal alt, hvad de kunne få fingrene i. Vi flygtede hen til kirken."

"Da de kom, var der både mænd og kvinder. De var klædt i bananpalmefibre og bar på markredskaber; hakker, macheter - og køller. De dræbte folk udenfor kirken med de redskaber. De låste døren til kirken, hældte benzin ved døre og vinduer og satte ild til."

Patricia Mukariujonzas stemme knækker, men hun insisterer på at fortælle sin historie:

"Senere kom borgmesteren og politiet, og vi troede, at de kunne hjælpe os. Men borgmesteren skældte bare interahamwe'erne (hutu-styrets ekstremistiske militsgrupper, red.) ud for ikke at gøre "jobbet" ordentligt. Politiet kastede granater ind ad vinduerne."

Tusinder af tutsier blev dræbt i og omkring Isimbi-kirken i løbet af det døgn.

"Den nat regnede det kraftigt," fortsætter Patricia Mukariujonza: "og dét blev vores redning. Vi stak af og gemte os i sorghum-markerne."

Under flugten fra kirken blev Patricia Mukariujonzas mand og fem-årige søn dræbt af machetehug.

Hvor hjerteskærende grum hendes historie end er, så slap Patricia Mukariujonza relativt heldigt: Hun overlevede, hun blev ikke voldtaget af soldaterne, og hun har stadig tre børn - omend hendes voksne datter er handikappet af et machetehug, der borede sig dybt ned i hendes baghoved og ryg - eller på det nærmeste "flækkede hende i to", som hendes mor forklarer.

Kaffen er deres redning

Maraba i det sydlige Rwanda er i dag sononymt med Fairtrade kaffe på supermarkedshylder i USA og Storbritannien.

Abahuzamugambi kooperativet 18 kilometer udenfor Rwandas universitetsby Butare, ejes i fællesskab af knap 100 småbønder. Sammen driver de en vaskecentral, hvor bønnerne vaskes og tørres og et lille forsknings- og uddannelsescenter, hvor kvaliteten undersøges og medejerne kan få efteruddannelse.

Alt er betalt af udenlandske donorer, men drives via Fairtrade-mærkets højere kilopris for kaffen. I dag er der ren idyl i den frodige dal, omgivet af grønne bakker og gennemskåret af røde jordveje. I 1994 var Isimbi-kirken i den samme lille by rammen om én af de blodigste massakrer i Rwandas bestialske folkemord.

Patricia Mukariujonza dyrkede også kaffe, før folkemordet vendte op og ned på hendes tilværelse.

Dengang havde hun et lille stykke jord, som hun dyrkede sammen med sin mand. Bønnerne solgte de til højstbydende, hvilket ikke siger meget. Så familien levede fra hånden til munden af, hvad de dyrkede på marken. I dag, 11 år efter folkemordet, der dræbte op imod en million tutsier og politisk moderate hutuer, har Patricia Mukariujonza langsomt, men sikkert genopbygget en solid levevej. Fordi hun er så heldig at kunne sælge sin kaffe efter Fairtrade-reglerne, der garanterer producenten en fast minimumspris uanset, at verdensmarkedsprisen for kaffe er den laveste i årtier, kan hun forsørge sine overlevende børn og sende dem i skole.

14 pårørende dræbt

De fleste af de andre kvinder i cooperativet er også overlevende fra folkemordet.

36-årige Léoncie Mukanyandawi mistede hele sin store familie i de første dage af folkemordet: mand og tre børn, foruden sine forældre, seks søskende og deres i alt 14 børn. I et samfund, hvor familien betyder alt, har Léoncie dermed mistet alt.

Hun flygtede ud imellem bananpalmerne fra Isimbi-kirken, hvor hendes børn lå dræbt, og senere lykkedes det hende at bilde folk ind, at hun var Hutu. Derfor overlevede hun.

Ligesom de andre enker og barnløse mødre har Léoncie Mukanyandawis fået nyt mod på livet på kaffe-kooperativet:

"Når jeg er her, kan jeg snakke og endda le. De er min nye familie, og vi hjælper hinanden igennem de svære stunder. Men når jeg kommer hjem til et tomt hus om aftenen, så er det ikke muligt for mig ikke at tænke på, hvad der skete," siger hun.

Rwanda er et fattigt land - uden råstoffer, strategisk værdi eller synderlig verdenspolitisk indflydelse. Desuden er landet overbefolket og befolkningen underuddannet.

Men den lille frodige og smukke plet på Afrika-kortet lige syd for Ækvator er alligevel et af de afrikanske lande, der har en reel chance for at kunne stå på egne ben efter den internationale gældslettelse, som G8-landenes finansministre aftalte i sidste måned - betinget af vilkår, som Rwanda allerede lever op til.

Rwanda på ret spor

Læg dertil den udviklingsbistand, der allerede strømmer ind til især sundheds- og undervisningsområdet bl.a. offentlige sektorer - og som ventes at blive udbygget på G8-ledernes møde i skotske Gleneagles i dag.

Med yderligere international hjælp i form af en mere retfærdig samhandel tegner Rwanda sig, kun godt 10 år efter et af verdenshistoriens blodigste opgør, som et forsigtigt billede af en succeshistorie.

Internationale organisationer, både FN og NGO'er, indrømmer, at Rwandas regering gør et godt stykke arbejde, og selv om der også er fokus på præsident Paul Kagames hårdhændede behandling af kritikere og manglende respekt for menneskerettigheder, så lyder den næste sætning som regel noget i retning af: "Men sammenlignet med de fleste andre afrikanske lande, så går det i den rigtige retning i Rwanda."

Rwandas investerings- og eksportorganisation RIEPA, understreger, at Fairtrade vil give Rwanda en større luns af verdensmarkedet for bananer, kaffe og te - og måske afskårede blomster.

Som det er nu, er én af landets væsentligste indtægter i fremmed valuta gorillaerne i regnskoven, som turister betaler 375 dollar (2.200 kr.) for at se - og så udviklingsbistanden fra alle de vestlige regeringer, der ignorerede forpligtelsen til at gribe ind og stoppe folkemordet i tide og nu bøder for forsømmelsen med penge til sundhedsklinikker og hiv/aids-medicin, undervisning i opretholdelse af lov og orden og genopbygningen af et fungerende retssystem.

Landet er lille, med godt otte millioner indbyggere på et område på størrelse med Jylland, infrastrukturen er nogenlunde genopbygget, bank- og postvæsenet fungerer og økonomien er stabil med en vækst på næsten 10 pct. pr år de senere år og en beskeden inflation. Dermed rækker hjælpeprogrammerne langt.

Men som så mange andre afrikanske lande er Rwanda langt fra at nå FN's 2015-mål for udvikling, men landet er blevet rost for opbygningen af et velfungerende sundhedssystem og for at tøjle hiv/aids spredningen. Regeringens officielle statistikker taler om 5,2 pct. smittede, og tallene bekræftes af FN's aids-program, UNAIDS.

Gemima Mukashyaka er en af de kvinder, der har haft glæde af Vestens bistands-budgetter.

Hendes historie ligner til forveksling Patricias og Léoncies - bortset fra, at Gemima bare var 17 år, da hun så sine forældre blive dræbt - og fik ansvaret for sin 14-årige søster og en jævnaldrende forældreløs pige.

Under folkemordet gemte Gemima sig hos sin gudmor - der var Hutu - indtil lokale mænd fik nys om hendes tilstedeværelse og slæbte hende ud på gaden, hvor fire unge drenge voldtog hende én efter én.

"Det var modbydeligt. De var så unge, at de dårligt vidste, hvordan de skulle gøre. De sagde, at når de var færdige, ville de dræbe mig."

Inden de nåede så langt trådte en ældre mand frem og sagde, at de ikke skulle dræbe Gemima, for han ville tage hende som sin "kone" - en praksis, der var almindeligt brugt under folkemordet og et begreb, der reelt dækkede over et sexslave-forhold.

Som i utallige andre tilfælde under folkemordet, beskyttede manden Gemima imod hans interahamwe-kammerater, men prisen for hans barmhjertighed var ubegrænset sex.

Efter folkemordet fødte Gemima derfor en søn, hvis far stadig er i fængsel. Drengene, der voldtog hende på gaden foran benzinstationen og horder af tilskuere, er derimod tilbage:

"De indrømmede, at de havde gjort noget galt, og regeringen løslod dem. Rwanda er for alle. Vi har alle en ret til at være her. Men jeg har ikke ord for dem."

At Gemima møder sine voldtægtsmænd på gaden skyldes, at hun vendte tilbage til forældrenes jord og genopbyggede sit liv efter folkemordet. Synet, der mødte hende, var kaffebuske rykket op med rode og et totalt raseret hus.

"Interahamwe'erne dræbte ikke kun alt og alle. De ødelagde også alt. Jeg var nødt til at genopbygge fra grunden."

I dag har Gemima overladt huset og kaffebuskene til sin søster og er flyttet ind i et murstenshus ved siden af kaffe-kooperativets hovedkvarter, hvor hun arbejder som sekretær.

Gemima er blevet hiv-testet af udenlandske læger og med udenlandsk test-kit. Havde testen vist positiv, ville hun også få gratis ARV-medicin takket være internationale hjælpeprogrammer.

Murstenene til hendes hus er delvist betalt af hjælpeorganisationen World Vision, og pengene til kaffebuskene lånte hun til rimelige renter og ifølge Fairtrade-ordningens betingelser i kooperativet.

Men viljen til at overleve og skabe en fremtid for sine to drenge er Gemimas egen. Og med en ekstra håndsrækning fra de rige lande i Vesten vil mange andre afrikanske kvinder kunne følge hendes eksempel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu