Læsetid: 3 min.

Hård indvandringspolitik giver bagslag for britiske konservative

Udlændingepolitikken har været et af de få spørgsmål, hvor den konservative opposition har haft en vælgerfordel over Tony Blair. Men meningsmålinger viser, at den meget hårde konservative linje skræmmer mange vælgere. Nu går regeringen i offensiven
26. april 2005

"Kynisk udnyttelse af borgernes frygt og løfter hentet fra eventyrland" - det var, hvad den britiske premierminister Tony Blair beskyldte den konservative opposition for at spekulere i, da han i en stor tale sidste uge angreb sine politiske hovedmodstandere på asyl-, indvandrings- og udlændingepolitikken. Det er et af de få politikområder, hvor meningsmålinger flere gange har vist, at vælgerne har mere tiltro til de konservative end til Labour.

Talen fandt sted i Dover, efter at nye målinger har vist, at de konservative - som blandt andet ønsker at trække Storbritannien ud af FN's flygtningekonvention samt at indføre faste kvoter for indvandring - ud over at tiltrække en del vælgere på emnet, også har måttet indkassere en uventet og for partiet negativ effekt: Den hårde linje får mange tøvende vælgere til at vende tilbage til arbejderpartiet og vende sig mod oppositionen.

Faldende interesse

Specifikke målinger i sidste uge viste, at den konservative føring over Labour på udlændingepolitikken er blevet reduceret fra 13 til 10 procent (vælgere, som mener, at oppositionen vil være bedre til at håndtere emnet end regeringen). Samtidig er hele problematikken om flygtninge, asylsøgere og indvandrere gledet ned ad listen, når vælgerne skal prioritere de emner, som er vigtigst for dem. Hvor 12 procent af briterne for 14 dage siden sagde, at dette spørgsmål var det vigtigste for dem i valgkampen, er der nu kun otte procent, som synes det.

I de nyeste meningsmålinger har Labour endvidere slået sin føring over de konservative fast. En måling i avisen Sunday Times i går giver Blair et forspring på fire procentpoint med 37 procent af vælgerne bag arbejderpartiet, mens de konservative ligger på 33 procent, og de Liberale Demokrater på 23 procent.

En anden måling, også fra i går, i Sunday Telegraph giver de tre partier henholdsvis 39, 33 og 21 procent. Begge de to store søndagsaviser peger på, at en genopblussen af balladen om Irak-krigen har potentialet til at rykke styrkeforholdet mellem partierne i den kommende tid. Dette hvis oplysninger, der kom frem i går om at den britiske regerings juridiske chefrådgiver Lord Goldsmith, før krigen advarede regeringen om at krigen muligvis var ulovlig i forhold til international lov, viser sig at være sande. Det er dog temmelig usandsynligt, at krigen pludselig skulle kunne få enorm indenrigspolitisk betydning, idet meningsmålinger har vist, at blot tre procent af vælgerne finder, at Irak-krigen er det vigtigste emne i forhold til deres stemmeafgivning.

Vi lytter og forstår

I sin stærkt følelsesladede tale i Dover understregede Blair, at også Labour-regeringen ønsker en striks udlændingepolitik, men at de konservative med deres forslag ignorerer den enorme fordel Storbritannien også har haft af den indvandring, der er blevet landet til del, og som det britiske folk "gennem sin ordentlighed og generøsitet" gennem årene har sat pris på.

"En million mennesker arbejder i dag i vores sundhedssystem, som er enten anden- eller tredjegenerations indvandrere, og en tredjedel af alle de arbejdstilladelser, regeringen udstedte sidste år, gik til indvandrere, som har taget arbejde i sundhedsvæsenet," påpegede han.

Den gennemsnitlige vælger bekymrer sig rimeligt nok om misbrug af asylsystemet og det britiske sociale system, sagde Blair, "og vi lytter til de bekymringer, vi forstår dem, og vi tager dem alvorligt". Han lovede at nye kontrolmekanismer, inkluderende blandt andet biometriske pas og hurtigere procedurer for sagsbehandling, ville vise sig effektiv, men påpegede også, at det månedlige antal af asylansøgere til Storbritannien i forvejen ligger lige så lavt nu som i 1997.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her