Læsetid: 2 min.

Hård kritik af Poldanor-frifindelse

Den danskejede svineproducent i Polen, Poldanor, frikendes for stort set al miljøkritik i ny rapport, bestilt af IØ-fonden. Frikendelsen mødes med kritik
11. maj 2005

En rapport fra det rådgivende ingeniørfirma Carl Bro renser de danskejede Poldanor-svinefarme for alle beskyldninger om brud på polsk og dansk miljølovgivning.

Rapporten viser, at Poldanors opbevaring og håndtering af gylle er i overensstemmelse med de polske regler - og at virksomheden er tæt på også at overholde de endnu strengere danske regler.

De fleste Poldanor-farme ligger i god afstand fra naboerne - kun en enkelt ligger nærmere end 300 meter fra bymæssig bebyggelse, noterer Carl Bro, men heller ikke her er der kommet klager fra naboerne.

Det er IØ-fonden, der har bestilt rapporten. Fonden støtter økonomisk udvikling i Østeuropa og lånte i midten af 1990'erne 36 millioner til den kreds af danske landmænd, der ejer Poldanor.

Rapporten mødes med hovedrysten fra bl.a. Marek Kryda, leder af det polske dyrevelfærdsinstitut:

"Det er det rene vrøvl, at der ikke er kommet klager fra naboerne. Allerede i år 2000 var der rapporter om seks kronisk syge børn. Der er flere byer med en overrepræsentation af kræfttilfælde og astma," siger han.

Protesterne er blevet refereret i flere medier og vist i dansk tv. Det skete, da Dags Dato (TV 2) i februar bragte en reportage fra et protestmøde i byen Czarnowesy.

I byen Naclaw er det også kommet til protester. Her har de kommunale myndigheder krævet flere Poldanor-stalde revet ned, fortæller Marek Kryda.

Poldanor tilfreds

Hos Poldanor er man tilfredse med Carl Bros rapport:

"Mine medarbejdere og jeg er rigtig glade for, at det nu er bekræftet, at vi har 100 procent orden i sagerne," skriver Poldanors direktør Tom Axelgaard i en pressemeddelelse.

"Også sammenlignet med danske forhold driver Poldanor et mønsterlandbrug i det nordlige Polen, og vores over 500 polske medarbejdere er meget stolte over at arbejde i en virksomhed, som har bragt vækst og udvikling til lokalområdet."

Tom Axelgaard mener, at hans virksomhed gennem de seneste fem måneder har været udsat for "systematiske angreb" fra fagforbundet 3F, derfor glæder det ham, at "samtlige 3F's anklagepunkter" er tilbagevist.

Hos 3F's fagblad imødegår man Carl Bros konklusioner. I en artikel, der offentliggøres på forbundets hjemmeside i dag, hedder det bl.a.:

"Efter i 10 år at have blæst på reglerne, og efter at IØ-fonden i 1996 reviderede miljøreglerne, skete der først noget, da fagbladet 3F dokumenterede, at der var adskillige åbne gyllelaguner og gylletanke. I al hast - og på bare 12 dage - lykkedes det for Poldanor at gøre det, de skulle have gjort i årevis: Nemlig holde gyllen forsvarligt og miljømæssigt korrekt opbevaret."

IØ-fond sovset ind

Det danske medlem af Europaparlamentet Margrethe Auken (SF), der besøgte Poldanor denne vinter, siger om rapporten:

"Det lugter mest af alt af, at Carl Bro er bestilt til at rense IØ-fonden, som selv er sovset ind i Poldanor-sagen. Efter 3F's afsløringer har IØ-fonden haft travlt med at rense sig selv, fordi pengene (lånet på 36 millioner kr., red.) blev givet med klausul om at overholde danske miljøstandarder - og dermed kommer Carl Bro-rapporten meget belejligt for IØ-fonden."

Rapporten fra Carl Bro blev offentliggjort i TV2-Nyhederne mandag aften. Kristen Touborg, landbrugspolitisk ordfører for SF, mener, at der var tale om en "plantet historie", der skal sikre Poldanor bedst mulig omtale forud for et samråd om virksomheden i Folketingets miljøudvalg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her