Læsetid: 5 min.

Hård regn i Aalborg

Bob Dylan var i storform i Aalborg lørdag aften, hvor han foran 8.500 høveder viste, hvor skabet skulle stå. Det skadede ikke sagen, at hans nuværende backing band hører til blandt hans bedste nogensinde
24. oktober 2005

Og det skete i de dage, at vi på den gamle mesters bud følte os foranledigede til at drage nordpå, nærmere betegnet Aalborg - gode gamle dobbelt-A - for endnu en gang at bevidne, hvorledes den særegne dylanske ged skal studses, kneppes og barberes. Og da vi efter endt seance forlod gerningsstedet, lykkelige og øre, kunne vi kun kigge hinanden dybt i øjnene og konstatere, at mesteren endnu en gang havde både overrasket, bevæget og glædet som ingen anden og at det i dette særtilfælde giver mening at traske i hans fodspor fra Gedser til Skagen, ja til verdens ende, for den sags skyld. Af den simple grund, at han med jævne mellemrum - i perioder ligefrem dagligt - fyrer 16 sange af på en samlet varighed af cirka to timer. Såmænd. Men det er så også to timer af en karakter, der med al ønskelig tydelighed demonstrerer, hvorfor undertegnede efter alle disse år til stadighed henter sådan noget som den dobbelte næring ud af en Dylan-koncert end snart sagt hvad som helst, De lige kan komme i tanke om at nævne. Det er noget at gøre med det unikke ved en kunstner, der nægter at stå stille.

Der er mange grunde til konstant at holde et vågent øje med denne Dylan, men den væsentligste er den enkle, at han som tommelfingerregel altid overrasker - og som på denne guddommelige lørdag, overmåde positivt. De konstant fluktuerende sætlister, de overraskende arrangementer og så selvfølgelig det faktum, at Dylan aldrig synger en sang på helt samme måde to gange er dele af den magiske formel, der gør hans koncerter til medrivende oplevelser, som i sidste ende sætter det meste andet - nyt som gammelt - i skyggen. Og ind i mellem tager Dylan sig nogle så enorme friheder med melodilinjer, fraserin-ger, betoninger, at man skal et godt stykke ind i et ellers bekendt nummer, for at det kan identificeres ved titel, hvilket er en del af charmen ved disse shows, det som bekendt ikke skorter på, thi han lever sit liv som spillemand ud i en grad, der efterlader tvivl om, hvorvidt han overhovedet foretager sig andet. Som Picasso, der efter sigende hele sit liv tegnede tyre, fordi "det tager lang tid at lære at tegne en tyr"! Det tager i samme ånd og med lige så stor selvfølgelighed så også et helt liv, at vride samtlige betydninger og nuancer ud af en sang som f.eks. "Stuck Inside of Mobile with the Memphis Blues Again". Hvad Dylan helt sikkert gør et heroisk forsøg på -

Effektivt meddigtende

Selve spillestedet kunne ellers godt give én bange anelser, en enorm og fuldstændig anonym sportssilo, passende døbt Gigantium og som, anbragt et pænt stykke uden for byen, besidder nogenlunde lige så meget sjæl som en toldembedsmand og fremstår mindst lige så venligt imødekommende. Men sluk lyset, bliv ét med den opstemte masse - 8.500 sjæle i alle aldre og af alle køn var naturligt nok mødt op - smæk Bob Dylan og hans effektivt meddigtende band op på betonhallens scene og De skal bare se løjer. For løjer, det fik vi, ja og fækumdik og faldera, tilmed, thi denne Dylan rider tilsyneladende på en bølge af fornyet energi og inspiration, der måske udspringer af det faktum, at han for et par år siden udskiftede sin trofaste guitar med et elektrisk klaver, som han i bedste Little Richard-stil spiller stående. Han er stadig den inkarnerede Mr. Cool og det er ikke menneskeligt muligt at aflæse, hvorvidt han egentlig trives eller ej (og det er såmænd også sagen befriende uvedkommende), men ved lyden af hans unikke sangstemme - og lyden i betonkonstruktionen var oh la la god i en grad, at det fra Deres udsendtes position i rummet var muligt at høre hver en nuance i mesterens sangforedrag lige så vel som hvert ord uden besvær kunne forstås - blev det lynhurtigt muligt, at slå fast, at "daddy's in rare form tonight".

Tæmmet vildskab

Der lagdes ud med en kæberaslende "Maggies Farm" og det stod øjeblikkeligt lysende klart, at Dylans nuværende band hører til blandt cremen af de mange fine besætninger, han har turet med siden 1989; mellem rytmeguitarist Stu Kimball, lead-guitarist Denny Freeman og multiinstrumentalist (lap og pedal steel, mandolin, banjo og violin) Donny Herron eksisterer en nærmest telepatisk kontakt, der giver vide muligheder for indenfor de tighte arrangementer at foretage ekskurser ud i det ukendte. Rytmegruppen med den evige Tony Garnier på bas og den hårdtslående George Receli var med på enhver spøg og udflugt, men holdt til stadighed helheden stramt samlet. De fem gentlemen udgør noget nær Dylans bedste backingband i nyere tid, hvilket siger så ikke helt lidt, thi hvad det angår, har den game mester været rigeligt forkælet ned gennem årene.

Indflydelsen fra Dylans klaverspil kom sig tydeligst til udtryk i radikalt omarrangerede ofringer som en endog meget anderledes "Positively 4th Street" og en næsten skizofren "Most Likely You Go You Way And I'll Go Mine", der vekslede mellem originalindspilningens hårde bluesriff og noget af det tætteste, en Dylan vel kommer jazz. Der sker noget med en sang, når den flyttes fra guitar til klaver og det har givet mange gamle kendinge såvel nyt liv som en ofte illuminerende form, der for gud ved hvilken gang bevi-ser sangenes næsten sindssvage slidstyrke og ufatte-ligt mange dimensioner. Det er sgu da lige til at tude over -

Selvom der på intet tidspunkt var ansats til hverken inerti eller stilstand, bestod aftenens uforglemmelig øjeblikke af blændende skønhed og tæmmet vildskab for Deres udsendte af en hysterisk swingende, gennemelektrificeret og fuldstændig nedbarberet "Cold Irons Bound", den rygradsrislende naturkatastrofebeskrivende "High Water" (For Charley Patton) - som efter katastrofen i New Orleans i år har fået såvel ny relevans som betydning - den altid skæbnesvangre "The Ballad of Hollis Brown", som, i lyset af det nuværende regimes bestræbelser på helt bevidst at skabe et nyt udstødt pjalteproletariat, klinger endog særdeles ildevarslende, en forrykt veloplagt "Down Along The Cove" samt ikke mindst den af et særligt gammeltestamentligt tonefald gennemsyrede blues-hinsides-blues-udladning "Highway 61 Revisited", der udviklede sig til en tæt sammenfiltret storm af elektricitet, som satte et fornemt punktum for sættet, før det blev tid til de obligatoriske ekstranumre. Blandt aftenens behagelige overraskelser var afdæmpede versioner af to Nashville Skyline-skæringer, "Tonight I'll Be Staying Here With You" og ikke mindst den aldrig mindre end indtagende "Lay, Lady Lay".

Summa summarum endnu et eksempel blandt mange på hvorfor denne gigant her sent i sin lange karriere fremstår som den ubestridt bedste og mest inspirerende fortolker af Bob Dylan-sange i vor tid. De faldt i sandhed en Hård Regn i Aalborg lørdag aften. Stort er kun et fattigt ord -

Bob Dylan med band, Gigantium, Aalborg, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu