Læsetid: 4 min.

De hårde valg

23. november 1998

Nobelpristager og nordirsk førsteminister David Trimble styrter ind ad døren med glade øjne og håret i uorden. Han griner hele tiden og kan nærmest slet ikke holde op med at komme med vittigheder. Helst om Gerry, som han kalder ærkefjenden Gerry Adams, der er præsident for Sinn Fein - den irske undergrundshær IRA's politiske arm. Ham er Trimble mildt sagt ellers ikke på fornavn med.
"Vi plejede at kalde ham 'det skæggede vidunder', hahahahah", kommer det fra Trimble.
De udenlandske journalister, som førsteministeren skal mødes med, kigger på hinanden. En grinende Trimble? Det var da sært. Sådan plejer han ikke at være. Og da slet ikke lige nu. For der burde være krise i den nordirske fredsproces. Sådan en vældig slem én, hvor de tunge miner rigtig får lov til at dominere. For IRA vil ikke af med sine våben. Og David Trimble fra det protestantisk dominerede unionistparti insisterer på, at så kan Sinn Fein, ikke sidde i den kommende lokaladministration. For de andre partier vil ikke sådan forhandle med skydevåben og Semtex under bordet.
Sinn Fein vifter med fredsaftalen og siger, at der ikke står noget om, at det er en forudsætning for at sidde i lokalregering, at våbenafleveringen er begyndt.
Og det har de ret i.
Trimble og hans pro-britiske venner, siger, at det er i strid med fredsaftalens ånd at blive ved med at sige nej til at aflevere våben. Det har de såmænd også ret i. Resultat: fastlåsning. Men der er ingen ydre tegn på katastrofer lige om hjørnet. Canadiske John de Chastelain, lederen af den komité, der på et eller andet tidspunkt skal overvåge våbenafleveringen, er lige taget på ferie. Krise? Det bliver i hvert tilfælde uden ham. Og så Trimble, der åbenbart har forlagt sit ellers så seriøse image. Krise? Næppe.

EN SMILENDE Trimble plejer at være dårligt nyt for Sinn Fein. Og den trimbleske lystighed kan da også udlægges som tilfredshed med det pres, der efterhånden stiger mere og mere på partiet - eller rettere på IRA - for at få afleveret de mange våben, der ligger og roder rundt omkring på den irske ø.
Den ene premierminister efter den anden har plaget de pro-irske nationalister i partiet og bevægelsen, men hidtil uden resultat.
For IRA er det ensbetydende med 'overgivelse' at skille sig af med våbnene, og den kamel er våbenbrødrene ikke klar til at sluge. De ved godt, at selv den mindste lille revolver, som de lægger fra sig, øjeblikkeligt vil blive udlagt af de pro-britiske protestanter som en sejr. Nej tak. Ifølge fredsaftalen skal våbnene være afleveret inden for to år, men IRA insisterer på selv at bestemme, hvornår de vil starte.
På det seneste har yderligtgående pro-britiske bander desuden dræbt adskillige katolikker i Nordirland og har gjort det endnu sværere for IRA-baglandet at give slip på våbnene.

DET SENESTE pres på IRA i våbenspørgsmålet kan komme snart og fra fjendeland. Den ekstremt anti-katolske protestantiske gruppe LVF (Loyalist Volunteer Force) har bebudet en start på at aflevere våben. Det skulle være sket i sidste uge men blev udsat - det ventes nu, at der vil komme en 'gestus', som de kalder det, inden Jul.
Sker det, vil det i givet fald være første gang, nogen af de nordirske terrorgrupper slipper deres våben.
Til gengæld vil LVF kvalificere sig til at få nogle af bevægelsens tilfangetagne medlemmer sat på fri fod i utide - hvilket fredsaftalen giver mulighed for.
Trimble plejede at være stærkt imod sådan at slippe dømte terrorister - både de katolske og de protestantiske - tidligt ud. Men på det seneste har han skiftet mening og har lagt sin vægt bag LVF-aktionen. For det lægger yderligere pres på IRA for at modsvare
LVF's våbenaflevering.
"Jeg tror ikke, det vil virke hos IRA - de accepterer ikke at blive presset," siger Gerry Kelly, som er Sinn Fein-medlem af den nordirske lokalforsamling. Det ligger i kortene, at IRA må have en eller anden sejr for at sluge det nederlag, det ville være at begynde at aflevere våben.
Den slags er slet ikke umuligt. Alle benægter det, men Nordirland summer af spekulationer om, at våbenspørgsmålet på en eller anden facon kædes sammen med reform af politiet.
Den komité, der skal stå i spidsen for politireformen ledes af briternes sidste guvernør i Hong Kong, Chris Patten, som må siges at være vant til diplomatisk æggedans. Han har lagt stærkt ud og er allerede blevet beskyldt fra protestantisk hold for stort set at ville opløse den nuværende politistyrke og så simpelt hen lave en ny - hvilket er et stort Sinn Fein ønske.

MEN LYKKES det ikke at handle mellem våben og politi, er det muligt, at hårdknuden må løses på salomonisk vis - i givet fald af den britiske premierminister Tony Blair. Skal lokaladministrationen have overført sine nye opgaver - hvilket er planlagt til februar - kan Blair blive nødt til groft sagt at vælge mellem Sinn Fein og David Trimble.
Siger Blair, at Sinn Fein godt kan sidde med ved bordet uden at have afleveret våben, er det et slag i ansigtet på Trimble. Siger han det modsatte, fornærmer han Sinn Fein og IRA.
Det valg kan blive et af de allervigtigste i fredsprocessen, for det vil give et fingerpeg om, hvem der fører i det nordirske langdistanceløb. De pro-britiske protestanter eller de pro-irske katolikker?
Blair siger altid, at han ikke er bange for "hårde valg". Dette her er et af dem. Og han kan undskyldes for at ønske sig, at de to stridende befolkningsgrupper i Nordirland for en gangs skyld kan finde ud af at nå en forhandlingsløsning selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her