Læsetid: 3 min.

Haarder: Byg flere moskéer

Der gælder de samme regler for moskébyggeri som for en carport. Og der findes allerede 120 moskéer i Danmark. Kirkeminister Bertel Haarder opfordrer muslimerne til at komme i gang, hvis der er ønske om flere moskeer
17. februar 2006

I Danmark findes der 120 moskéer. Tre af dem er bygget op fra grunden.

Ønsker muslimerne flere moskéer, så handler det blot om at købe en grund, overholde byggereglementerne og lokalplaner.

Så klart udlægger departementschef i Kirkeministeriet Jakob Heinesen reglerne for moskébyggeri i Danmark.

Kirkeminister Bertel Haarder er helt enig.

"Lad mig lige slå en ting fast. Staten har ikke bygget folkekirker i 30 år, og når der bliver bygget kirker i Danmark, så er det folkekirkens medlemmer, der betaler. Jeg er selv vokset op i en frimenighed på Rønshoved Højskole. Vi havde ikke nogen kirke, men det var ikke statens skyld. Hvis vi havde samlet ind til en kirke, så kunne vi bare bygge en. Det gælder for alle - også muslimer," siger Bertel Haarder.

Han udtaler sig efter Informations USA-korrespondent Martin Burcharth i en kronik - bragt i New York Times den 12. februar - skrev, at muslimer i de seneste 20 år er blevet nægtet tilladelse til at bygge en moske i København.

"Muslimer har nøjagtigt samme byggeregler som alle mulige andre i Danmark. Selvfølgelig skal man have tilladelse til at bygge en moske, men den tilladelse er akkurat lige så let at få for en muslim som en hvilken som helst anden," siger Bertel Haarder.

Han vil ikke selv tage initiativ til at bygge en moské på kirkeministeriets vegne, men opfordrer til velvilje, hvis der er ønsker fra muslimer.

"Jeg vil da selvfølgelig opfordre muslimerne til at gå ud og købe noget jord og bygge en moské. Kirkeministeriet kan dog ikke være behjælpelig med finansieringen, fordi vi bidrager heller ikke til at bygge andre kirker. Ved hjælp af skattefradraget kan de jo få god hjælp til at samle ind til kirkebyggeri. Og så må vi være behjælpelig med at finde passende grunde. Det har vi alle sammen et ansvar for. Jeg siger ikke, at danskerne er engle, men vi er ikke så slemme, som vi bliver gjort til," siger Haarder.

Burcharth beklager

Kronikkens forfatter, Information korrespondent Martin Burcharth er siden kronikkens offentliggørelse blevet opmærksom på fejlen, som han beklager:

"Danske myndigheder har ikke afvist det muslimske samfunds ønske om en stormoske."

Martin Burcharth understeger, at han i kronikken taler om moskéer med minareter og kupler.

"Alle ved godt, at der findes bederum i Danmark. Det er slet ikke det, som er diskusionen," siger han.

Og her står den danske professor Jytte Klausen, der blandt andet er tilknyttet det prestigefulde Harvard Universitet, klar med opbakning.

"Der har været flere høringer angående moské-byggeri, som alle har rejst mange indvendinger. Byggesagen med en moské i København er aldrig kommet så vidt som til et egentlig endeligt afslag, men det skyldes i store dele, at danske muslimer ikke har været henrykte over at få en stormoské bygget af Saudi-Arabien," siger Jytte Klausen, der netop har udgivet bogen The Islamic Challenge. Politics and Religion in Western Europe.

Hun understeger desuden, at Danmark er et af de eneste lande i Vesteuropa, der ikke har en moske bygget til formålet.

"Når man taler om en moské bygget til formålet, er det altså ikke nok med en ombygget lejlighed eller butikslokale. Her taler man om en moské med mineré, bederum og den rigtige placering i forhold til Mekka," siger Jytte Clausen.

Martin Burcharth fortryder da heller ikke, at han har skrevet kronikken.

"Pointen er, at over 200.000 muslimer i Danmark hverken har en stormoské eller en muslimsk kirkegård. Det er fakta," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu