Læsetid: 1 min.

Hårdere kurs mod kvindehandel ønskes

Danmark skal gøre som Finland, mener flere end fire ud af fem. De vil gøre det kriminelt at købe sex hos offer for kvindehandel
4. november 2006

Et kommende radikalt lovforslag om at gøre det strafbart at købe sex hos en udenlandsk kvinde, der har været udsat for kvindehandel, vækker stort gehør hos danskerne.

Det fremgår af en Epinionundersøgelse, som Fagbladet 3F har gennemført blandt 1.148 danskere. 86 procent af de adspurgte er "helt enige" eller "enige" i, at det skal være kriminelt "at købe sex hos udenlandske kvinder, der har været udsat for kvindehandel og arbejder som prostituerede i Danmark".

Kun ni procent er "helt uenige" eller "uenige" i forslaget.

Opbakningen til forslaget er størst hos kvinder: Her ønsker 90 procent købesex hos ofre for kvindehandel gjort strafbart, mens det for mændene "kun" er 82 procent.

Yngre vil have forbud

Epinionundersøgelsen viser også, at ønsket om en kriminalisering er langt stærkere hos yngre end hos ældre. Derimod synes uddannelsesniveau ikke at spille nogen rolle.

Der er cirka lige så mange med videregående uddannelser som med folkeskoleeksamen, der vil gøre det strafbart at købe sex hos ofre for kvindehandel.

Lone Dybkjær (R) glæder sig over opbakningen. I næste uge fremsætter hun på sit partis vegne et lovforslag om kriminaliseringen. Hvis det vedtages, vil Danmark følge efter Finland, hvor sexkøb hos ofre for kvindehandel har været strafbart siden oktober i år.

I Sverige er enhver form for sexkøb strafbart, mens Stortinget i Norge er delt på spørgsmålet. For nylig har politidirektøren i Oslo dog opfordret den norske justitsminister til at indføre et totalt forbud som i Sverige.

Ifølge Rigspolitiet ernærer omkring 2.500 udenlandske prostituerede sig i Danmark, enten på massageklinikker, i escortbranchen eller som gadeprostituerede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her