Læsetid: 4 min.

Haarders røde kort

4. september 2002

Vi vil selv bestemme, hvem der må sige noget om vores land. Lørdag gav integrations- og Europaminister Bertel Haarder den tyske forfatter Günter Grass det røde kort: »Så længe det er folk, der overhovedet ikke ved noget om danske forhold, der udtaler sig, så har vi let ved at sidde det overhørig. Og det beviser hans udtalelser, at han ikke gør. Jeg synes, hans udtalelser diskvalificerer ham til at udtale sig om Danmark.«
Grass havde torsdag tilkendegivet sin skuffelse. Han var vant til at betragte Danmark som et tolerant land. Men: »Det danske valg var et chok for mig. Et liberalt land som Danmark bliver pludselig konservativt. Danmark har langt færre flygtninge end Tyskland, men alligevel reagerer danskerne hysterisk og stemmer på et højreradikalt, racistisk parti.«
Et lille land kendt for almindeligt frisind ledes nu af en regering, som ifølge Grass fører »en udlændingefjendsk politik«. Grass anførte ydermere, at der skulle sidde racister i den danske regering.
Det kan ikke overraske mange, at Bertel Haarder nægtede at forholde sig til Grass. For Haarder har som integrations- og Europaminister udfoldet den retoriske strategi at anfægte kritikerens ret til at kritisere i stedet for at forholde sig til kritikken. Da en amerikansk tv-journalist således spurgte Haarder, om Danmark førte en anti-muslimsk politik, bøjede Haarder sig ned mod hende og skældte ud: »Du skulle skamme dig.« Sagde han og vendte hende ryggen.
Da den svenske integrationsminister Mona Sahlin i forsommeren kritiserede den danske regerings asyl- og indvandrerpolitik, reagerede Bertel Haarder med at kritisere Mona Sahlin. Hun havde ikke tjek på sine informationer: »Jeg beklager meget den svenske kritik, for den sker på et forkert grundlag. Socialdemokraterne vil blot dæmonisere en borgerlig regering, og Mona Sahlin taler og taler. Det ved vi jo.«
Europæiske journalister i Bruxelles rapporterer om en udvidet version af den haarderske strategi. Spørgsmål bliver nægtet svar, fordi Haarder betragter dem som fornærmende. Hvis en journalist fra et givet europæisk land præsenterer Haarder for et kritisk spørgsmål vedrørende den danske udlændingepolitik, fejer Haarder spørgsmålet af banen under henvisning til kritisable forhold i journalistens hjemland. Dvs. en journalist fra et land med en restriktiv flygtningepolitik har ikke ret til at forholde sig kritisk til andre landes restriktive flygtningepolitik.

Det er ikke nogen hemmelighed, at den internationale presse har fokuseret på den danske udlændingepolitik efter valget sidste år. Reduktion af kontanthjælp og begrænsning af flygtninge og indvandreres ret til ægteskab har påkaldt sig kritisk opmærksomhed i franske, tyske og engelske medier. Den mest opsigtsvækkende manifestation af ubehag over dansk udlændingepolitik kom i BBC’s interviewprogram HARDTalk. Den usædvanligt pågående studievært Tim Sebastian konfronterede en usædvanligt passiv udenrigsminister Per Stig Møller med udtalelser fra Birthe Rønn Hornbech og Pia Kjærsgaard og Venstres valgplakat, som viser seks voldtægtstiltalte udlændinge forlade Århus Byret.
Men det var karakteristisk for Sebastian, at han udlagde den kritisable udlændingepolitik som et nyt fænomen. Som noget der var kommet med den borgerlige regering. Han nævnte ikke øde øer. Grass henviser også til valget i november som det chok, der førte til en revision af forestillingen om Danmark. Og det er forståeligt, fordi valgresultatet afslørede et nyt politisk billede og bragte Dansk Folkeparti ind i det billede som regeringens væsentligste støtteparti. Men valget var snarere en manifestation af en allerede eksisterende tendens, som ikke kan isoleres til den borgerlige fløj. Allerede inden valget pralede Poul Nyrup Rasmussen med, at Danmark havde verdens strengeste flygtningelovgivning. Allerede i maj 2001 blev Danmark i ECRI-rapporten kåret som Europas mest fremmedfjendske land. Som daværende indenrigsminister afslørede Thorkild Simonsen i 1999 den samme evne til at sidde kritik overhørig, da UNCHR betvivlede den danske behandling af irakiske kurdere: »Det er så groft. Så groft. Min respekt for Amnesty International kan ligge på et meget lille sted.«
En ordveksling mellem Nyrup Rasmussen og Fogh Rasmussen under valgkampen var sigende: Nyrup erklærede sig, hvad udlændingepolitikken angik, fuldstændigt enig med Peter Brixtofte. Fogh replicerede, at han var helt på linje med Karen Jespersen.

MeN DET gælder stramninger af udlændingepolitikken, og det gælder diskvalificeringen af kritikere: Den socialdemokratiske regering gjorde det også, men det er linjer, som er trukket hårdere op under den nye regering. Politikere, der mener at repræsentere et folk, som ingen skal fortælle, hvad der er rigtigt eller forkert. Der er ikke nogen, der skal komme her. Enten ved man for lidt, og så skal man tie stille. Eller også ved man som ekspert for meget, og så skal man også tie stille. Bertel Haarders retorik afslører en fundamental afvisning af dialog: Enten er det et politiserende ekspertudsagn. Og det er diskvalificeret. Eller også er det som i tilfældet Sverige en mening og dertil må man sige: Det er jo bare din mening. Det er en retorik, som lukker det lille land om sin egen mindste fællesnævner. Der er i Bertel Haarders retorik ikke andre autoriteter tilbage end autoriteten til at diskvalificere de andre. Der er i den retorik ikke anden politik tilbage end afvisningen af den politiske dialog. Haarder fastholder, at det ikke er hans ansvar at forholde sig til, hvordan fornuftige mennesker i andre lande opfatter Danmark. Det er ikke hans ansvar at gå i dialog med andre meninger. For vi ved bedst selv.

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu