Læsetid: 4 min.

Hårdt arbejde

16. oktober 1997

"Regeringen er meget utilfreds med folket. Den har besluttet at afskedige folket og vælge et andet"
Generalsekretæren for de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, Donald J. Johnston - ingen ringere - forsøgte med et Bertolt Brecht-citat at vække OECD's arbejdsministre til dåd på et møde i Paris tirsdag og onsdag. Brecht søgte med den sarkastiske bemærkning at finde ord for sin vrede over DDR-regimets undertrykkelse af arbejderrevolten i Østberlin i 1953. Johnston, der ikke selv ønsker at leve i et så kynisk politisk system (som DDR), mener, at den fortsat høje ungdomsarbejdsløshed udgør "en fare for den politiske sundhed og stabiliteten i vore demokratiske samfund."
Alt for mange unge kan ikke klare sig i skolen og vokser op i destruktive familier og i sociale miljøer, hvor de er (for-)dømt til lavtbetalte arbejdspladser - i bedste fald - og for mange er arbejdsløshed og marginalisering blevet en norm, påpeger Johnston.
En ny OECD-rapport viser, at der trods økonomisk vækst fortsat vil være op til 9 procent arbejdsløse i EU-lande i år 2000 - under den forudsætning at medlemslandene ikke får en omgang OECD-medicin: gør arbejdsmarkedet mere flexibelt, gør passive forsørgelsespenge aktive med investeringer i efteruddannelse og sætter skatten ned for de lavestlønnede.
Sagen er bare, at der ikke findes enkle løsninger i en tid, hvor globaliseringen af økonomien måske står bag 20-30 procent af de lavtuddannedes arbejdsløshed og rationaliseringer med ny teknologi kan forklarer halvdelen af denne gruppes udstødning fra arbejdsmarkedet.

I Frankrig vil Lionel Jospins socialistiske regering skære den ugentlige arbejdstid ned til 35 timer fra år 2000, og i Italien vil Romano Prodis centrum-venstre regering gøre kunststykket efter i år 2001 - blandt andet for at redde sig ud af regeringskrisen. Trods tidens moderne snak om virksomhedernes sociale ansvar, så får den 35-timers arbejdsuge arbejdsgiverne i Frankrig og Italien til at se rødt. De raser, træder tilbage og truer, selv om flere store europæiske industrikoncerner allerede har indført en 30 eller 32 timers arbejdsuge, da den ny teknologi muliggør rationaliseringer, produktivitetsstigninger og fire-holdsskift til døgnets rytmer.
Det lyder besnærende - tænk nu hvis der var en enkel medicin mod denne for vore velstandssamfund så truende udstødningskultur? Ud fra menneskelige, familiære og solidariske hensyn er nedsat arbejdstid et smukt krav. Men det løser ikke arbejdsløshedsproblemet, advarer OECD med en vis ret. Faktisk er den reelle franske arbejdsløshed vokset siden den socialistiske Mitterand-regering skar arbejdstiden ned i 1981, og det samme kan ske igen, hvis arbejdsugen gradvist reduceres med en time fra år til år. Den slags kan der på de fleste arbejdspladser kompenseres for. Ikke i form af flere ansatte, men øget produktivitet og moderne managementmetoder. Ny teknologi byder sig til og den globale økonomiske konkurrence skærper presset på virksomhederne og de ansatte.

Folket er svært at skifte ud, og så er det bekvemt for de officielle arbejdsløshedstal og regeringen, at de dårligt uddannede, de funktionelle analfabeter og de sociale tabere kan føres over på førtidspension - og hokus pokus, så kan lande som Danmark prale med en officiel Euro-statistikeret rate på kun 6,4 procent. De 900.000 danskere på overførselsindkomst tales der ikke så højt om på de bonede internationale gulve, hvor Danmark skal sælges som erhvervsvenligt og fremsynet foregangsland.
I EU kæmper det luxemborgske formandsskab og Kommissionen ihærdigt for at gøre næste måneds beskæftigelsestopmøde til en målelig succes. Den europæiske arbejdsløshed på 11 procent, eller knap 18 millioner mennesker, skal i løbet af fem år nedbringes til 7 procent, og medlemsstaterne skal i en form for et socialt konvergensprogram forpligte sig til at leve op til målet. Nogle af de mere end 1500 milliarder danske kroner, der bruges på passiv forsørgelse af arbejdsløse i medlemslandene, skal gøres aktive. Hver fjerde arbejdsløs skal efteruddannes og der skal skabes op imod 12 millioner nye arbejdspladser i fællesskabet i den periode. Det er ambitiøse politiske mål, som i følge kommissionsformand Jacques Santer skal fungere som "psykologisk og moralsk pression".

Talegaverne og de pæne hensigter kan dog ikke erstattes af effektive sanktioner imod medlemsstater, der giver fanden i den slags mål. Tyskland afviser, anført af finansminister Theo Waigel, kategorisk at underordne sig EU-anbefalinger af den art, og sandt for dyden har tyskerne med 4,5 millioner arbejdsløse nok at se til. Og det i en sådan grad, at kansler Kohls højre hånd, Wolfgang Schäuble på den netop overståede partikongres i det kristelig demokratiske parti åbent erkendte, at "det ikke er alle, der i fremtiden vil kunne regne med en arbejdsplads på fuld tid. Det barske budskab til de mange er, at de må påtage sig et større ansvar for egen skæbne, gå på deltid, søge lavtlønsarbejde eller tage til takke med beskæftigelse på almennyttig basis. Hvilket lederskab?
Måske er det på tide, at befolkningerne tager et større politisk ansvar og afskediger de inkompente
regeringer i EU-landene, som i en årrække ikke har gjort en seriøs indsats for at bekæmpe arbejdsløsheden. Der er ikke alene brug for en omfattende mentalitetsændring, men også håndgribelige reformer med lavere skatter for de lavestlønnede og høje afgiftsløft for energi- og materialeforbrug. Lad os så komme i gang! bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu