Læsetid: 4 min.

Hårdtslående dame med ben i næsen

På sit seneste album forener Dicte de modstridende tendenser, der har præget hendes fem foregående album. Resultatet er gennemslagskraftigt og overbevisende
18. februar 2006

I løbet af en solokarriere, der tog sin begyndelse i 1994 med det stadig væk fascinerende album Between Any Four Walls, har sangerinden og sangskriveren Dicte bevæget sig fra et modernistisk og europæisk klingende univers mod et stedse mere swingende, ortodokst og af amerikansk roots-rock inspireret udtryk. En udvikling, der kulminerede med det girl group-inspirerede This Is Cool fra 2000 og det mere ortodokst rockede Gone To Texas fra 2003; sidstnævnte var så også det tætteste Dicte er kommet på at tangere det kedsommeligt forudsigelige. Hendes karriere kan som helhed ikke betegnes som andet end ujævn, men til gengæld har hun formået at gøre den tilsyneladende retningsløshed til en styrke, thi det er med nævnte undtagelse sjældent decideret åndsfortærende at følge hende, hvor end sporene og inspirationen har ført hende hen.

På hendes seneste udspil, Dicte & the Sugerbones - sidstnævnte er navnet på hendes faste og helt igennem forrygende tourband - lyder det, som om Dicte seriøst er ved finde både fodfæste og stemme. Endelig. Fodfæste i den forstand, at hun her for første gang undgår enhver ansats til såvel det prætentiøse som det søgende til fordel for noget både selvsikkert og retningsbestemt - og stemme, ja, efter alle disse år (Dicte bliver 40 i år og fortjener nu betegnelsen: veteran) transcenderer hun trangen til pasticher i frit fald (måske fraset en røvsparkende, men også meget trofast tolkning af Brian Eno's "Baby's On Fire") til fordel for noget autonomt. Som godt nok stadig bygger videre på alskens inspirationskilder, der heldigvis har udkrystalliseret sig i noget myndigt og potent, som besidder både gennemslagskraft og troværdighed. Hun har her langt om længe fusioneret sine aner i europæisk artpop med sin fascination af et uramerikansk groove og se, det var jo godt. Noget af det jeg altid har holdt af hos Dicte er, at hun generelt formår at styre udenom de gængse kvindeklicheer, der har det med at præge store dele af den kvindelige ende af populærmusikken; dvs. kvalmende dagbogspoesi, overdrevet (og ofte fuldstændigt utroværdigt) føleri (hvorfor fanden skriver de så få sange om PMS, blærebetændelse og skodjob, når det jo fylder så rigeligt?), udmattende sarthed og en så artig opførsel hvad angår produktion og arrangementer, at det virker udmattende. Dicte som performer er og bliver en hårdtslående dame med ben i næsen, som formår at blande østrogenet med så tilpas store mængder testosteron og jetbenzin, at man aldrig har fornemmelsen af uden tilladelse at trænge ind i et lyserødt pigeværelse, hvor alt der måtte minde om den møgbeskidte virkelighed holdes på totalafstand.

Hvad Dicte derimod kunne lære af sine mere mimoseagtige medsøstre, er så større omhu med det melodiske, for alle dets andre kvaliteter ufortalte, vælter det ikke med uforglemmelige melodier på Dicte & The Sugerbones; her udgør den underskønne duet med Kasper Eistrup, "Cool Winds" den famøse undtagelse, om end også det dovent swingende "She Waltzes The Blade" ejer ansatser til noget melodisk holdbart, der rækker udover skitsepræget. Og for kunstnerindens egen skyld burde hun måske en dag sætte sig ned og oversætte sine preciøse engelske tekster til modersmålet og se, hvordan hun så synes de ser ud. Bare som forsøg. Herfra fremstår de sgu en smule vitaminfattige, når de ikke ligefrem tilter over i det søgte og de virker sjældent som mere end en fonetisk undskyldning for at bryde ud i sang.

Skær af erfaring

Til gengæld har Dictes i forvejen stærke stemme fået et sejt skær af erfaring, der i sidste ende betyder mere, end hvad hun fyrer af på tekstsiden. The singer, not the song-filosofien. Hun tilfører som tommelfingerregel sangene mere end de egentlig lægger op til eller indeholder og løfter dem ni ud af 10 gange ud over skitseplanet og får dem til at fremstå som fuldmodne statements. Også en kunst. Én af de mest personlige stemmer på DK-scenen har Dicte aldrig lydt bedre end her og trods ovenstående kritik af hendes sangskrivningstalent, kan hun noget andet end skrive sange i klassisk forstand. Hun kan lave numre! Som det er norm inden for rockmusikken, bygger hun mange af sine kompositioner op omkring guitarriffs, som hun og hendes voldsomt swingende og stærkt meddigtende musikere formår at få det maksimale ud af. På papiret ser et nummer som "Place Your Hands Where They Belong" ikke ud af meget, men når musikken spiller og Dicte synger, fungerer det ikke desto mindre hundrede. Sært, men sandt.

Det fører os tilbage til Dictes medsammensvorne på projektet her, for de må tage deres halvdel af ansvaret for, at lortet trods forbehold fungerer så godt som det gør. De fortjener alle at nævnes: Den evige Kæv Gliemann, der som sædvanlig både er kreativt sprudlende medproducer og raffineret tangentbetvinger, fyrtårnet Lennart Ginman, en suverænt fordomsfri bassist, hvis rødder i jazzen ikke forhindrer ham i at levere eksemplarisk rocket elbas til foretagendet her og endelig den lynende guitarist Mika Vandborg, hvis spil ofte tangerer international klasse. Læg dertil gæsten Laust Sonne, hvis indsats atter cementerer hans position som et af landets førende eksponenter inden for den ædle kunst at slå på tromme. Sammen udgør dette crew en fasttømret og svineswingende enhed, der virkelig kan sætte liv i kludene og gøre selv de mindste af Dictes kompositioner ære. Og lur os om det ikke bliver ude på scenerne, den fødte performer Dicte og dette inspirerede hold for alvor sætter ild i håret på materialet fra såvel denne plade som det bedste fra hendes efterhånden anseelige bagkatalog. Vi kan næsten ikke vente.

Dicte & The Sugerbones (Velvet Recordings/Bonnier-Amigo)

Dicte & hendes crew er på turné i marts. Check www.dicte.dk for tid og sted

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her