Læsetid: 3 min.

Hårdtslående humor

Maja Lee Langvads sprælske debut leger med, hvor svært det er at blive "dansk"
15. juni 2006

Om debutanten Maja Lee Langvad (f. 1980) oplyser hendes forlag, at hun har gået på Forfatterskolen, er medredaktør på Banana Split og har deltaget i samarbejde på tværs af kunstarterne. Også hendes debut fremtræder som et blandingsprodukt: dokumenter mixes effektivt med digte, 'readymades' veksler med rablende remser, spørgeskemaer afløses af små sprælske historier.

Bogens ærinde er at tematisere identitet og etnicitet, stille påtrængende spørgsmål om adoption og integration. Til dette formål bruges collage såvel som montage. Langvad optrykker indledningsvis papirer omkring sin egen adoption og omplantning fra Korea til Farum, og så går det ellers løs, med tyve spørgsmål til hendes biologiske mor, tyve spørgsmål til Adoptiv-mor og tyve spørgsmål til digteren selv. Som det her, nr. 16: "Mener du, at din biologiske mor har svigtet dig, eller mener du, at hun netop ikke har svigtet dig, ved at bortadoptere dig?"

Ord med forklaring

I bogens andet afsnit gengives Adoptionscentrets beskrivelser af børn fra forskellige lande, hvor det blandt andet understreges, at koreanerbørn ikke er "specielt små" i forhold til "danske" børn, og derefter gengives, hvad det danske sprog har at sige om kineser og neger.

"Kineserpik med det røde" er en lille knækpølse med ketchup.

Og "negersved" kan dække en del: kaffe, porter, cola og overtrækschokolade.

Den slags racistisk slang kan man næppe komme til livs, men man kan i det mindste omkonstruere den:

perkersvin

perkerulv

perkerfår

perkerhøne

og efter samme enkle opskrift lave nye leveregler for den, der gerne vil leve "dansk":

find din indre svinehund

find din indre ulvehund

find din indre fårehund

find din indre hønsehund

Det er ikke nogen dårlig egenskab ved en bog, at den uden nogen form for indledende manøvrer lader sig anvende i skolen. Til instruktion i racisme, åbenlys eller skjult, må Maja Lee Langvads bog vist på forhånd egne sig fortrinligt.

Danskerloven 1-10

Tredje afsnit leger med påstanden om, at udlændinge har invaderet Danmark og lader dem komme "vraltende, vandrende, væltende, traskende, trippende, trissende, tromlende, trampende, travende, trallende, trillende, steppende, stæsende, stavrende, spænende, springende, sprintende, slentrende, sjokkende, sjoskende" osv. - netop for at vise mangfoldigheden, forskelligheden. Den rigdom af nuancer, man glemmer, hvis og når man følger Danskerloven. Den siger i § 1: "Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du er født i Danmark. Og den slutter i § 10: "Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du føler dig dansk". Det at være dansk skal nemlig helst gøres så indviklet som muligt!

Fjerde afsnit handler om at finde Holger Danske, Holger Nydanske, Holger Udanske og Holger Nudanske. Her ommanipulerer Maja Lee Langvad Dansk Folkepartis pjece "Danmarks fremtid - dit land, dit valg" og viser, hvordan partiet overtog en retorik fra sine modstandere i racismedebatten ved at udnævne, ikke udlændinge, men danskerne til den arme "diskriminerede" part. Så følger en tekst om, hvordan madkasseordningen for asyl-ansøgere i 2004 afløstes af kostpengeordningen, og til allersidst tørner Holger Danske og Holger Nydanske sammen i et gevaldigt skænderi fra den ene Mercedes til den anden - en veritabel knaldperle, for hvilken Maja Lee Langvad også høstede stort bifald, da hun i sin tid læste den op ved Victor B. Andersens Maskinfabriks reception på Ideal Bar.

Cool og klar

Man kan imod hendes bog indvende, at hun i sin insisterende tematisering af identitet blander adoption og indvandring sammen. Dette har hun imidlertid to gode grunde til.

For det første er det lige nøjagtig den blanding, hun selv i kraft af sin hele baggrund er vant til. Og for det andet skærper de to hver for sig vanskelige problemkomplekser jo hinanden, når det at være opvokset i Danmark og tale flydende dansk og føle sig som dansk åbenbart stadig ikke helt er nok til at blive accepteret som dansk.

Find Holger Danske er noget i vore dage desværre så sjældent som et fint gennemført poetisk-politisk koncept. På én gang cool og dybt engageret, basal og velgørende klar i spyttet.

Aktuel aktionskunst, bedårende barsk. Chokerende charme, drillende dansk. Etniske eksistenser, fabelagtigt formidlet. Gennemført gakket, hårdtslående humor. Innovativ intelligens, jokkende jordnær. Konkretistisk kulturkritik. Nu er vi så nået til L - L for Lee Langvad.

Maja Lee Langvad: Find Holger Danske. Digtbog. 62 s. Kr. 150,00. Borgen. ISBN: 87-21-02825-7

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu