Læsetid: 5 min.

Habermas og Zizek hylder den nye pave

De to ikke-troende filosoffer vil på hver deres helt forskellige måde instrumentalisere Joseph Ratzingers dogmatiske, kompromisløse tro rent politisk
9. maj 2005

"Man er i øjeblikket vidne til en forbløffende åbenhed mod den nye pave, den tidligere tyske kardinal Joseph Ratzinger, fra to personer, der må siges ikke at have meget andet end netop dette til fælles," skriver den tyske avis Die Tageszeitung.

De to personer er den store tyske filosof Jürgen Habermas og den slovenske ditto, Slavoj Zizek.

Det drejer sig ikke om, at de to er konverteret, skriver den østrigske filosof og skribent Isolde Charim, der er artiklens forfatter. Ej heller om en pludselig eruption af gudstro, men derimod om en særlig art politisk mobilisering af religionen: Et tilbagegreb til religionen fra de ikke-troendes side.

"Her drejer det sig om den paradoksale tro hos de ikke-troende på et løfte i religionen. Ikke i de kirkelige reformbestræbelser, ikke i befrielsesteologien, men netop i dens dogmatiske version. Og samtidig kan deres respektive motiver og mål dårligt være mere modsatrettede," mener Isolde Charim.

Hvad angår Habermas, så skyldes hans interesse, at moderniseringen angiveligt fører til en situation, hvor vi tager afsked med vores eksplicitte, militante ateisme og træder ind i en æra, han betegner som 'postsekulær', forklarer hun.

"Muliggjort bliver sådan et tilbagegreb til religionen, hvis man antager, at kristendommen har lagt sin fundamentalisme bag sig. Nødvendigt bliver det for Habermas, fordi religionen tilbyder den 'vigtige ressource' som vi mangler: Den leverer det manglende sprog til en protest mod markeds- og videnslogikken, en protest, der ellers ikke kan artikuleres."

"Habermas ser i det religiøse indholds videreliv - garanteret af en rigtig sekularisering, det vil sige en rigtig oversættelse - ikke kun dettes, men også vores redning. Det, der må reddes er 'troens sandheder'."

Tro eller sandhed

Isolde Charim kan få øje på visse problemer i disse forestillinger. For er Habermas optaget af troen eller af sandheden? Det er begreber som at mennesket er skabt i Guds billede og hævdelsen af den absolutte forskel på skaber og det skabte, han tager fat på. Det er nemlig forestillinger som disse, der for ham skal levere begrundelserne for protesten, baseret på en erkendelse af menneskets begrænsning "der pludselig får religionen til at se fornuftigere ud end den utøjlede fornuft".

Habermas vender sig altså, ifølge Charim, til religionen, fordi det er den, der også i det 'postsekulære samfund' er i stand til at stå som garant for "moralske pligters ubetingede gyldighed" over for fornuften.

"Intet under, at Ratzinger er absolut enig med ham," bemærker hun. "I så henseende er den nyslåede pave den ideale modtager af henvendelsen."

"Men Habermas vil gerne være uskyldig i sit tilbagegreb mod religionen," konstaterer hun.

Den afgørende sætning for hans postsekulære liberalisme lyder således: "Man behøver ikke at tro for at forstå." Habermas vil forstå og dermed bevare det religiøse indhold. Men er det fordi det er sandt, eller, fordi den er formålstjenlig?

"En frivillig, absolut forpligtende effekt har det religiøse indhold kun, hvis det bliver anset for sandt," påpeger Isolde Charim. "Og sandt er det kun for den, der tror. At anerkende den guddommelige autoritet vil altså sige at tro. Troen er kernen i enhver forpligtelse, i religionen falder holdning og effekt, tro og sandhed sammen. Man kan ikke få det ene uden det andet," argumenterer hun.

"Der findes altså intet uskyldigt, liberalt tilbagegreb til religionen - ikke i systematisk forstand og heller ikke i tider som disse. For religionen gælder det: Man må tro for at forstå," konkluderer hun.

Paven en etisk skikkelse

Men paradoksernes parade fortsætter. For dette burde det egentlig være Zizek, der påpegede, mener hun videre. Her er han teoretikeren. Men også Zizek er begyndt at gribe tilbage til troen.

"Mens Habermas beklager udelukkelsen af religionen fra den offentlige diskurs, beklager Zizek formen, nemlig at den eneste form, religionen i Vesten er blevet tolereret i, er som en lidenskabsløs religion 'light' - som et kulturfænomen blandt andre, noget vi praktiserer uden at tro på det og tage det alvorligt."

Den liberale katolicisme forsøger, ifølge Zizek, at tilpasse sine lovbud til realiteterne - for eksempel i spørgsmålet om prævention. Den er endda klar til at omskrive de ti bud: "Du må ikke lade dig skille - undtagen hvis dit ægteskab virkelig er gået i stykker," altså der hvor forbuddet mod skilsmisse for alvor skulle stå sin prøve.

Zizek sammenligner Dalai Lama og paven. Den første passer meget bedre til den postmoderne tidsalder. Han formidler ifølge Zizek en "vag, tiltalende spiritualisme uden specifikke forpligtelser: Enhver, selv den mest dekadente Hollywoodstjerne, kan tilslutte sig den og samtidig fortsætte sin udsvævende, promiskuøse livsstil. Paven derimod, som kompromisløst holder fast ved netop disse forpligtelser er 'en etisk skikkelse'," skrev Zizek i 2000.

Troens lidenskab

Det er netop på grund af religionens rigide etik, at liberalismen tager fejl, forklarer Isolde Charim. "Religionen er pr. definition ikke tolerant, den gør altid krav på absoluthed. Forestillingen om en fornuftig religion, endda en, der er fornuftigere end den rene, utøjlede fornuft, ville Zizek tilbagevise på det heftigste. Han ville betragte den som en liberal, falsk forståelse af religionen, der nivellerer forskellen mellem liberalisme og religion til ukendelighed."

Den rigtige forståelse af religion indeholder derimod også for Zizek den rigtige måde at forholde sig på. Og det er at sige ja til lidenskaber.

"For netop det og ikke andet betyder den sande etiske akt, en insisteren på pligten på tværs af al fornuft. Og så kan også den smallæbede Joseph Ratzinger i sin dogmatisme, i sin kamp mod relativisme legemliggøre denne religiøse lidenskab."

Demokratisk projekt

Ifølge Zizek bør man 'begribe lidenskaben som en chance'. Isolde Charim erindrer om, at Zizek er ude i et polemisk ærinde, han rehabilitere den lidenskab, den politiske korrekthed har miskrediteret. "Alligevel er det svært at se, hvordan slig religiøs iver kan bruges i 'et socialistisk eller demokratisk projekt' sådan som Zizek håber," bemærker hun.

"For at overtage de lidenskaber fra religionen, som vi mangler, vil sige at forstå lidenskaber som ren drivkraft - uafhængigt af, hvad der tænder dem, uafhængigt af deres indhold, deres mål. Det er det samme som per se at betragte lidenskaber som et gode. Zizek betragter lidenskab som en ren energikilde. Hans venstreorientering er en slags vampyrisme, der suger sin livskraft der, hvor han kan finde den. Uanset hvor. Uanset hvilken."

"Og desuden," spørger Isolde Charim, "er det virkelig den adækvate livskraft, den adækvate basis? Er dette vores sidste, venstreorienterede forhåbning - subjektet som kontrafaktisk troende, som evigt begærende, som umætteligt lidenskabeligt?"

Pavens bedrift

Til sidst gøres regnskabet op. Habermas vil gribe tilbage til religionen for at få fat på en inddæmning af fornuften, der kan bruges til at stabilisere en liberal livsanskuelse. Zizek vil nøjagtigt det modsatte: Han vender sig mod religionen for der at få fat i de etiske lidenskaber, som liberalismen bekæmper.

"Altså har vi enten religionen som den eneste model for lidenskaber og lidenskab som politikkens eneste ressource - eller religionen som den sidste ressource for den fornuft, der endnu kan garantere en politisk sådan."

"Til begge formål, hvor modsatte den end måtte synes, tilbyder Joseph Ratziger som Benedikt XVI den ideelle overføring. En ikke ringe bedrift at den nye pave! Propperne må være sprunget i Starnberg og Ljubljana, da han blev valgt," slutter Isolde Charim. Ikke uden en vis malice.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu