Læsetid: 7 min.

'Alle har had i sig'

Roskilde Festivalen har i år et imponerende udbud af norske vildmænd. Punk, ekvilibristisk blues funk og samfundskritisk hip hop. Bandet Skambankt tror ikke, det er typisk norsk. Nordpå har man bare indset, at det er godt at komme af med sine aggressioner på scenen. Så kan man så se haveprogrammer i fritiden
29. juni 2005

De bedste haveprogrammer sendes på BBC, mener Hans Panzer fra det norske punkband Skambankt. Han siger det med megen autoritet og lægger armene over kors. De imponerende overarme, det smalle skæg og det helt sorte outfit indikerer ikke, at det er hans foretrukne fritidsbeskæftigelse at se haveprogrammer, men det skulle ikke desto mindre forholde sig sådan.

Men med så meget andet i forbindelse med punkbandet skal man tage det med en anelse humor. Det virker som om, det er det, der driver de norske drenge. Don Fist på bas, Hans Panzer på guitar, Tom Skalle på tønder og Ted Winters på guitar og vokal. Som traditionen byder i den ellers så anarkistiske musikart punk, så har bandmedlemmerne kunstnernavne. Ted Winters dækker over Terje Vinderstø, der også spiller guitar og tønder i det succesrige ompa-rockband Kaizers Orchestra. Efter et par år med en udmattende turné i det meste af Norden og Tyskland holder bandet en lille pause.

Had og haveprogrammer

Men Terje Winderstø er ikke træt. Derfor rejser han nu rundt som Ted Winters i Skambankt og har taget den rasende live-energi med sig, som Kaizers er så kendt for, så hele Voxhall i Århus rystede, da Skambankt gav koncert ved den nyligt overståede SPOT-festival.

"Alle har had i sig, og det får vi udløb for på scenen," siger Ted Winters.

Han holder også af haveprogrammer. Det gælder faktisk for alle i bandet, forklarer han. De behøver ikke være vrede i fritiden, selv om udseendet måske giver det indtryk, at det er de. Militærjakker, tunge støvler og rå attitude.

"Faktisk er vi meget stille og rolige, når vi ikke er på scenen," siger han, og det er da også den opfattelse, man får af dem efter at have tilbragt en halv times tid sammen med dem i en flok havestole i et hotels gårdhave i Århus. En have, der forresten har det der rustikke udtryk, der er perfekt til at slappe af i, bemærker Hans Panzer. Ingen hårde kanter, men masser af ukrudt.

Glad had

Bandets musik er til den simple punk-form med ikke alt for mange akkorder, men udtrykket er dog mere melodiøst end forløbere som Sex Pistols og The Clash præsterede.

Teksterne er vrede. Numrene hedder blandt andet "Revolusjonens aggregat!", "Politistat!" og "Alarm!" og læg mærke til udråbstegnet, der følger samtlige titler på pladen Skambankt, der udkom i Danmark i december sidste år.

Det, Ted Winters vokal præsterer på pladen og på scenen, skal følges af et udråbstegn. Den bedste beskrivelse er vel primal skrig, og den holder han kørende gennem samtlige numre. Nogen gudsbenådet sanger er han ikke, men det er vidst heller ikke meningen.

"Det vi laver, kan man vel kalde glad had," siger han selv og fortæller, hvordan de føler sig en smule misforståede i Norge.

"Enten tror folk, at det bare er fjolleri, eller også tror de, vi er aggressive og opfordrer til væbnet revolution."

Det er vigtigt, at man forstår, at det er mere nuanceret end det.

"Selvfølgelig mener vi det, vi siger, men vi er bestemt ikke aggressive. Der er en del selvironi og humor i det også," siger Don Fist.

"Teksterne skal jo være lige så slagkraftige som musikken," siger Hans Panzer.

Men det handler også om at gøre opmærksom på nogle principper, forklarer Don Fist: "Man skal ikke bare acceptere tingenes tilstand, og vi vil gerne opfordre til, at folk vågner op. Der er simpelthen for meget apati, og det gælder ikke kun for Norge. Vi har det for godt."

Han har tilbragt de sidste 10 år i Berlin og forsøgt at slå igennem på den tyske punkscene, men det gik ikke lige, som det skulle, og derfor tog han bussen hjem til Norge, og Skambankt kunne gendannes efter 10 års pause.

"Vi stoppede i sin tid, på grund af nogle uoverenstemmelser internt, men nu er vi blevet ældre, og vi ser på det samfund, vi lever i og har fået nok. Personlige skænderier er jo ligegyldige i det store billede. Nu er det slut med snak."

Det er den indignation, der også skaber den energi, som bandet har på scenen.

"Vi skriger det ud. Det er verbal aggression i stedet for fysisk reaktion," siger medietrænede Ted Winters.

Men den intensitet, der er til koncerterne har også haft lidt uheldige konsekvenser.

"Jeg er blevet overfaldet tre gange på scenen," siger Ted Winters og griner lidt af det. "Jeg er ikke kommet til skade, men det er selvfølgelig ikke noget, man skal opfordre til, men på den anden side, så synes jeg, det er godt, at folk kommer af med nogle aggressioner i forbindelse med musik, i stedet for at de går rundt på gaden og slår på folk. Der er alt for meget indestængt aggression i Norge," siger han.

Danmark er et popland

At give sig fuldt ud på scenen er en kanal for den vrede. I hvert fald er det et brændstof for Skambankt, om det også er det for andre norske kolleger, kan de ikke sige, men faktum er, at der er mange norske bands, der er kendt for, at deres koncerter er en ret speciel oplevelse.

"Inden for Black Metal har vi et ret veludviklet miljø i Norge. For os er Danmark et popland, fordi det meste, der kommer herfra, er sødt og blødt. Ikke kun den rene pop, men også poppet rock," siger Ted Winters, og Hans Panzer giver ham ret: "Det kan godt være, at der er et undergrundsmiljø for danske bands, men det er ikke noget, der nogensinde bliver mainstream. Hvis husmorrock fungerer for danskerne er det da helt ok, men det er ikke nok i Norge" siger han.

Don Fist får dog hurtigt indskudt, at han elsker at spille i Danmark: "Her er enormt rart i Danmark, og man kan mærke, at danskerne er vant til at gå til koncerter, så det er lidt mere udfordrende at spille for dem," siger han.

Og Ted Winters mener det samme især efter at have spillet mange koncerter i Danmark med Kaizers Orchestra.

"Jeg elsker Danmark, og nu har det nået nye højder," siger han og holder en pakke Blue Master-smøger op: "Jeg har opdaget, at man kan få verdens bedste cigaretter på danskerfærgen."

Rent musikalsk mener de også, der er håb for Danmark. "Danskerne er sultne efter mere rock'n'roll, og det skal vi nok levere. Vi taler til noget meget primalt i mennesker. Min nevø på fem år elsker vores plade og kalder os verdens styggeste band," siger Ted Winters.

Men for Skambankt handler det mest om at give folk en god oplevelse live, og den indstilling synes at gå igen for en del af de norske bands, der skal optræde på årets Roskilde Festival.

Blandt andet gæster den imponerende blues/funk musiker Bjørn Berge festivalen. Når man bevæger sig ind i et lokale, hvor han spiller, giver lyden indtryk af, at der står et helt orkster på scenen, men som regel er der ikke andre end Bjørn Berge selv. Her er betegnelsen enmandsorkester mere end oplagt. Han spiller 12-strenget guitar, akustisk guitar, elektisk guitar, og den slags guitar som man selv skal være guitarist for at kende. Han er den fødte entertainer, og det har også sikret ham en del priser i hjemlandet. En tatoveret nordmand med ond i sulet-attitude, der virkelig kan spille, så man er blæst væk første gang, man ser ham - lige meget om man så er til den ekvilibristiske blueslyd, han har gjort til sin eller ej.

Han blander hip hop og især funk med de traditionelle roots-rytmer. Musikken er skabt til live-optræden, for på plade lyder det en anelse ensformigt. Det samme kan man sige om punkbandet Turbonegro, der har haft stor succes i udlandet. Infantile tekster og rock som undskyldning for at feste er en dækkende beskrivelse af bandet, men det er stadig en oplevelse at se de vilde nordmænd live.

Her finder man ingen samfundskritiske tekster som hos Skambankt, og er man til den slags, men ikke til punk kan man i stedet se hip hopperne Gatas Parlament.

"Og da snakker vi om folkemord og okkupasjon. De får testa ut no'n bomber, de får droppa kondom. Og media får bilder av en råbra krig. Mens alle ser, at freden renner over av lik." er bare ét eksempel på en tekst skrevet af gadeparlamentarikerne Elling Batman Zedong, Aslak og Don Martin.

De revolutionære norsksprogede rappere har udgivet en plade kaldet Holdning over underholdning, men der er ingen tvivl om, at deres koncert sikkert vil indeholde lige dele af hver.

For ens for alle de norske bands er, at de deler Skambankts opfattelse: 'Man skal ikke tage sig selv alt for seriøst.' Det er den tilgang, der de senere år har skabt en imponerende norsk invasion af gode koncertoplevelser. Og det er ikke gået henover hovedet på Roskilde Festivalens musikansvarlige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu