Læsetid: 3 min.

Hun hader 'Barbara'

Men 'Øst for Paradis' er en betydningsfuld bog for Naja Maria Aidt, der både skriver digte og noveller. Hun har netop fået tildelt Kritikerprisen for novellesamlingen 'Bavian'
10. februar 2007

- Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

"John Steinbecks Øst for Paradis, som var den første rigtige voksenbog, jeg læste, da jeg var 12 år. Den var fantastisk, og det var der, det hele åbnede sig for mig. Man følger to sønner, som bliver forladt af deres mor, der kommer ind på et bordel. Jeg havde mareridt over nogle af tingene i årevis bagefter - specielt var det uhyggeligt med den onde mor, men ellers er det en far-sønner-bog over det bibelske Kain-Abel-motiv."

"Jeg læste noget af den højt for mine egne sønner sidste år, da vi var ude at rejse, og de var ekstremt optaget af den. Filmen over romanen oplevede jeg derimod som mere skuffende. Jeg kan også nævne Grimms eventyr, for jeg vil ikke have Øst for Paradis stående alene. Dem har jeg genlæst som voksen. I eventyr er alt jo skåret ind til benet - de er superdrama, som man kan lære meget af om komposition osv., og så handler det jo meget om de evigtgyldige arketyper."

- Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

"Et ondt spørgsmål, for der er jo en lang liste, så skal vi ikke hellere sige bøger, der har haft stor betydning?"

"Der er en romantrilogi af Agota Kristof, udgivet af Rosinante på dansk. Især første del Det store stilehæfte, som handler om krig og udstødelse, racisme, tolerance og generøsitet - og mangel på samme. Om hvad krig gør ved mennesker, og hvilke konsekvenser, det har, når man udstøder og forskelsbehandler. Altså store temaer - og da det samtidig er litteratur, er det meget nemt at læse. Han har både grusomheden og enkelheden - og så er det fænomenalt godt komponeret."

"Jeg tror jo ikke, at litteratur kan redde verden, men man bliver opmærksom på nogle mekanismer, som man måske også har i sig selv."

"Så er der også den norske forfatter Kjell Askildsens En pludselig frigørende tanke. Han kan f.eks. skrive om gamle mennesker som ingen andre, og han kombinerer enkelheden med en enorm humor. Askildsen er Nordens bedste novellist, som har dannet skole på samme måde som Raymond Carver. Hvis jeg skal nævne en enkelt titel af Inger Christensen også, må det blive Alfabet."

- Hvilken type læser er du, og hvornår læser du?

"Jeg læser i min arbejdstid dvs. om dagen, når børnene er væk, for jeg betragter det at læse andres bøger som en del af mit arbejde. Mest intenst læser jeg i perioder, hvor jeg ikke skriver. Jeg læser langsommere og langsommere med årene. Underligt, for jeg var en dygtig læser i skolen, og da jeg var teenager og i mine tyvere, læste jeg supersuperhurtigt og kunne bare pløje mig gennem den ene bog efter den anden, så det er nok sket efter, at jeg er begyndt selv at skrive. Nu læser jeg meget grundigere, og jeg går tilbage i teksten for at se, hvad det var, der skete tidligere i bogen, om det hænger sammen. Jeg går det efter i sømmene. Tit læser jeg prosa og poesi sideløbende som to spor. Sproget betyder meget, og jeg ville aldrig læse en bog blot for handlingens skyld."

- Hvad er den værste bog, du har læst?

"Barbara af Jørgen-Frantz Jacobsen. Den hader jeg simpelthen. På grund af dens kvindesyn. Jeg hader bøger, der gør kvinden til en stor naturkraft, der ingen bevidsthed har om sig selv. Det er bare irriterende, synes jeg, og hvis man ikke kan se det, så er man dum. Jeg hader også Martin A. Hansens Løgneren af samme grund."

- Hvad læser du lige nu?

"Steinar Opstad, en yngre norsk lyriker, som jeg traf i Oslo for nogle år siden. Hans digte er en blanding af en stor enkelhed og noget meget næsten religiøst-mystisk og natur-mystisk. De virker meget dragende på mig, nok for det, som jeg altid synes er fascinerende, at noget tilsyneladende enkelt og let forståeligt alligevel åbner en afgrund. Jeg har lige læst Ovid - Metamorfoserne i Otto Steen Dues nye gendigtning og Katrine Marie Guldagers nyeste, ligesom jeg har læst Kristian Bang Foss' debutroman, Fiskens Vindue, som jeg er meget glad for."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu