Læsetid: 5 min.

Hadets skoler lever endnu

Madrassaen Haqqania mellem Islamabad og Peshawar og er den næststørste i Pakistan. Her regerer Sami ul-Haq, der nægter at indføre de reformer, som alle madrassaer er blevet pålagt af regeringen. Her fortsætter indoktrinering af religiøst had i stedet for timer i matematik, naturvidenskab, sprog og erhvervsrettet uddannelse
3. juni 2005

AKORA KHATTAK - Velkomsten er høflig, men reserveret. Som altid under besøg i pakistanske skoler er der mange nysgerrige blikke. Det er dog langt mere generende med alle de stemmer, der breder sig i skolegården som ringe i vandet.

"Kafiren er kommet-"

Udtrykket har været brugt siden korstogenes tid. Det forekommer i arabisk litteratur og bliver ofte oversat til 'vantro hund'. Det er en lidt tilspidset tolkning, men selv det mildere udtryk 'ikke-troende' oser på disse kanter af nedsættende intolerance.

Det var også ordet 'kafir', der rungede i mine ører efter mit første besøg på Haqqania et halvt år før terrorangrebet mod World Trade Center. Interviewet med senator Sami ul-Haq sluttede med en fælles frokost i selskab med over 20 'jihadis', heriblandt saudiarabere, tjetjenere, usbekere og egyptere. Nogle af dem virkede generede af min tilstedeværelse, mens andre ignorerede mig fuldstændig. De talte om mig i tredje person - "ham der kafiren" - eller gjorde grin med "kafiren."

"For dem vil du aldrig være andet end en kafir," forklarede Sami ul-Haq bagefter.

Madrassah Haqqania ligger tæt på den store vej mellem Islamabad og Peshawar og er med sine 3.000 studerende næststørst i Pakistan efter Binori-skolen i Karachi. Skolen er en enklave for sig (omgivet af 14 tønder land) med strenge regler og en spartansk livsførelse. Der er forbud mod latter og højlydte udbrud og adgang forbudt for kvinder og forældre.

Angreb på islam

Den eneste forskel fra mit sidste besøg er fraværet af udenlandske ansigter. Der er ingen wahhabiter på skolen, og man får heller ikke øje på talebanernes sorte turbaner. Det er ikke længere tilladt for udenlandske studerende at komme hertil.

Ellers er alt som før. Sami ul-Haq forsikrer mig, at han ikke har givet efter for myndighedernes krav om et bredere pensum, som han kalder et "militært angreb på islam". Koranen og profetversene er stadig de eneste lærebøger.

"Hvis regimet insisterer på ændringerne, mobiliserer vi folket og styrter regeringen," siger han. Islam står over alt andet.

Det er tre år siden, præsident Pervez Musharraf efter massivt amerikansk pres besluttede at 'reformere' de omkring 10.000 madrassaer i Pakistan, der blev beskyldt for at være 'rugemaskiner' for hellige krigere. Indoktrineringen af religiøst had skulle opvejes med timer i matematik, naturvidenskab, sprog og erhvervsrettet uddannelse. Præsident Bush afsatte 100 millioner dollar til formålet.

Hvis man spørger det pakistanske undervisningsministerium om reformen, får man at vide, at der er sket store fremskridt. Omkring 80 procent af koranskolerne siges at opfylde de krav, der stilles, for at skolerne kan modtage statslig støtte, selv om det er frivilligt, om de vil bøje sig for kravene.

Det, ministeriet ikke fortæller, er, at 95 procent af alle jihadis kom fra netop den femtedel af skolerne, som nu stædigt nægter at gennemføre nogen former for forandringer.

"Vi gør en stor social indsats ved at tage hånd om de fattiges børn, give dem en uddannelse, husly og mad," siger Sami ul-Haq.

Han afviser kritikken af, at seks-årige tvinges til at repetere koranvers uafbrudt i dagevis.

"Der er ikke noget forkert i, at de på et tidligt tidspunkt lærer at gøre det rigtige," siger han.

Til en anden journalist har han sagt, at "børn i den alder ikke skal tænke. Vi tager dem ind, når de er meget unge, og når de er gamle nok til at tænke selv, ved de allerede, hvad de skal tænke."

Eleverne på Haqqania er i alderen seks til 21 år og kommer fra underklassen.

Dem og os

Forskellen på de radikale og de traditionelle madrassaer er først og fremmest prioriteringen af de hadithvers, der handler om jihad - hellig krig.

Det er 'os' og 'dem' - 'vi' er de troende, og 'de' er 'kafirerne'. Det er dette wahhabitiske verdensbillede af had og intolerance, som har bredt sig i Pakistan og hele Centralasien. Et sort-hvidt billede, opdelt i troende og ikke-troende. Jøder, hinduer, kristne og ateister beskrives som onde tyranner. Mullaherne understreger behovet for islamiske krigere til befrielse af regioner domineret af ikke-troende og 'renselse' af islamiske lande, hvor der skal indføres islamiske kalifater. En religiøs identitet forbindes med forpligtelser, og belønningen for martyriet glorificeres. En uafbrudt hellig krig mod kafirer og urene muslimske sekter siges at være den eneste vej til den anden verden og de 72 ventende jomfruer, honning og druer.

Da talebanerne havde brug for fodfolk i krigen mod Den Nordlige Alliance i Afghanistan, gav Haqqania og andre radikale koranskoler eleverne 'ferie', så de kunne udøve deres tro, det vil sige kæmpe ved fronten. De gange jeg passerede Akora Khattak i de år, lå skolegården øde hen.

Forbindelser til hæren

I dag rejser de unge ikke til Afghanistan, og grænsen til den indisk-administrerede del af Kashmir er lukket, men i en ny rapport advarer International Crisis Group (ICG) i Islamabad om, at det pakistanske styres manglende politiske vilje udklækker nye generationer af jihadis.

Samina Ahmed fra ICG fortæller mig, at Pervez Musharraf hverken tør eller vil bekæmpe mullaherne, og at undervisningsministeren Zubaida Jalal og religionsministeren Ejaz Zia selv er islamiske fundamentalister.

"Hæren har tætte forbindelser til de religiøse grupper, og styret ved udmærket, at disse grupper ikke bare er et gadens parlament, men også kan sætte områderne i den vestlige del af landet i brand og destabilisere hele området," siger hun.

Der er ingen, der modsiger hende. Mindst to forhenværende øverstkommanderende i den pakistanske hær, Hamid Gul og Aslam Beg, og en stor gruppe generaler hører til koranskolernes mest indædte forkæmpere. Jihad-grupperne har siden 1989 været spydspidsen i Pakistans militære strategi mod Indien, og høgene modsætter sig 'afvæbningen'.

Religionsminister Ejaz Zia, der er søn af diktatoren Zia ul-Haq, er modstander af reformeringen af madrassaerne. Han mener, at skolebøger uden koranversene om jihad er forfalskede, og at vestlig "videnskab" er uislamisk.

De få unge på Haqqania, jeg får mulighed for at tale med under besøget, mener, at USA har erklæret krig mod islam, og at Bush er "den egentlige terrorist."

Ikke særlig overraskende udsagn i betragtning af, at Sami ul-Haq, der stadig er leder af det såkaldte Afghanske Forsvarsråd, betragter Osama bin Laden og talebanlederen Mullah Omar som sine brødre.

"Jihad er alle muslimers ret og pligt," siger ul-Haq, da jeg igen forlader Haqqania.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her