Læsetid: 4 min.

Er Haditah toppen af isbjerget

Problemet er i virkeligheden, at vi aldrig har brudt os om irakerne - det er derfor, vi nægter at tælle deres døde, men kun opregner vores egne tab
8. juni 2006

Kan Haditha være blot det øverste lag i en massegrav?

De lig, vi har set glimt af, de kornede billeder af kroppene og de døde børn, kan de være få blandt mange? Går arbejdet stadig videre for de forhærdede frivillige fra storbyslummen, der udgør rygraden i den amerikanske hær?

Jeg husker tydeligt, da jeg første gang fik mistanke om, at frygtelige mord blev begået i vores navn i Irak. Jeg befandt mig i et lighus i Bagdad, hvor jeg talte lig, da en af byens ledende medicinere - en gammel ven - fortalte mig om sin frygt. "Alle kommer med deres lig her. Men når amerikanerne kommer med døde, får vi at vide, at vi under ingen omstændigheder må foretage en obduktion. Vi fik fortalt, at den allerede var foretaget. Somme tider fik vi også et stykke papir som det her, sammen med liget."

Og så gav manden mig et amerikansk militærdokument med en håndlavet tegning af en mands krop og ordene 'traumesår'.

Hvilken slags traume? Ja, hvilket traume oplever man i dag i Bagdad? Hvem er det helt nøjagtigt, der foretager disse massedrab? Hvem kaster så mange lig på affaldsbunkerne? Efter Haditha må vi omadressere vores mistanker.

Et par brådne kar

Det nytter ikke at sige 'bare et par brådne kar'. Alle besættelseshære er korrupte. Men begår de alle sammen krigsforbrydelser?

I Algeriet afdækker man stadig massegrave fra franskmændenes tid, hvor hele byers befolkning blev likvideret. Vi kender voldtægtsmorderne fra den russiske hær i Tjetjenien. Vi har alle hørt om Bloody Sunday. Israelerne sad og så på, mens deres stedfortrædende libanesiske milits slagtede og skar sig vej gennem 1.700 palæstinensere. Og nu nævner man naturligvis ordene 'My Lai' igen. Javist, nazisterne var meget værre. Og japanerne. Og ustashi-kroaterne. Men det her er Os. Dette er Vores hær. Disse unge soldater er vores repræsentanter i Irak. Og de har uskyldiges blod på deres hænder.

Jeg har en mistanke om, at problemet i virkeligheden er, at vi aldrig har brudt os om irakerne - det er derfor vi nægter at tælle deres døde, men kun opregner vores egne tab. Og når irakerne én gang har vendt sig mod besættelseshæren med deres vejsidebomber og selvmordskøretøjer, forvandles de til det arabiske svar på de 'gule djævle', disse kujonagtige, morderiske, hæslige undermennesker, som amerikanerne engang mødte i Vietnam.

Få en præsident til at fortælle os, at vi bekæmper det onde, og vi vil vågne en dag og opdage, at et barn har horn, et spædbarn klovfødder. Mind dig selv om, at disse mennesker er muslimer, og de kan alle blive til små Mohamed Atta'er.

At dræbe en flok civilister er blot endnu et skridt ad vejen, der fører til alle disse promiskuøse luftangreb, som vi får at vide dræber 'terrorister', men som kun alt for ofte viser sig at være gæster ved en bryllupsfest eller - som i Afghanistan - en blanding af 'terrorister' og børn eller, som vi uden tvivl snart vil få at høre, 'terroristbørn'.

Oprørerens kniv

På en måde er vi journalister også skyldige. Ude af stand til at rejse uden for Bagdad - eller for den sags skyld i Bagdad selv - er det umådelige Irak gemt under en tyk, alt opslugende skygge.

Nogle gange ser vi lysglimt i natten - et Haditha eller to i ørkenen - men vi bliver tilbage, ydmygt optællende antallet af 'terrorister' som efter sigende er blevet fanget i fjerntliggende egne af Mesopotamien. Af frygt for oprørerens kniv kan vi ikke længere være opsøgende. Og sådan kan amerikanerne lide det.

Hvem ved, hvilke rædsler der er blevet begået langt borte i sandet?

Jeg tror, disse ting bliver en 'vane'. Allerede nu trækker vi på skuldrene af Abu Ghraib. Nå ja, det! Det var mishandling - ikke tortur. Og så dukker der en ung officer op i USA, anklaget for at have dræbt en irakisk officer ved at putte ham i en sovepose med hovedet forrest, og sidde på hans bryst. Den historie får et par overskrifter. Hvem bekymrer sig om at endnu en iraker bider i græsset? Slår de ikke vores drenge ihjel, de drenge derude, der bekæmper terror.

Når en ung amerikaner søger politisk asyl i Canada, møder en kollega op for at tale hans sag: 'Terrorister' havde sat spædbørn ud på vejen til Fallujah for at standse amerikanske køretøjer - og så sprængt dem i luften. Derefter, fortalte han, fik soldaterne ordrer om ikke at standse for spædbørn.

Korstogsriddere

For hvem, kan stilles til regnskab, når vi betragter os selv som de klogeste, de mest ædle af alle skabninger, der kæmper endeløse kampe med morderne fra den 11. september eller den 7. juli, fordi vi elsker vort land og vort folk - men ikke andre folk - så meget. Så vi klæder os ud som Galahad, ja, som korstogsriddere, og vi fortæller alle disse lande, vi invaderer, at vi kommer for at give dem demokrati.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvor mange af de slagtede uskyldige i Haditha, der benyttede sig af muligheden for at stemme ved de irakiske valg - før deres 'befriere' myrdede dem.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu