Læsetid: 3 min.

Ud af hængekøjen

17. august 2002

»Vi har ikke nogen berøringsangst over for dem. Vi bryder os ikke om dem, men vi er ikke håndsky, og kan vi lave noget sammen, så gør vi det«

Partiformand Holger K. Nielsen om SF’s forhold til den borgerlige VK-regering og Dansk Folkeparti

DET ER ikke nogen nyhed, at Socialistisk Folkeparti ikke bryder sig om Anders Fogh Rasmussens regering. Derimod er det måske en anelse overraskende, når Holger K. Nielsen gør en dyd ud af at understrege, at han hverken er »berøringsangst« eller »håndsky« over for de borgerlige.
Siden det ydmygende nederlag i november sidste år, hvor SF på trods af Socialdemokratiets dramatiske mandattab også tabte vælgere og et enkelt mandat, har partiet ellers mest af alt virket aldeles håndsky. Nøjes man med at lytte til den ofte alt for unuancerede og skingre kritik af regeringen, som den især leveres af Villy Søvndal, mindes man den fuldstændig frugtesløse oppositionsretorik i 1980’erne. Dengang var SF også parlamentarisk uden for indflydelse, men opnåede solid fremgang. Ude blandt vennerne på venstrefløjen høstede Gert Petersens folkesocialister masser af stemmer fra den berygtede hængekøje – alt imens de afgørende midtervælgerne flygtede over på højre fløj, så den borgerlige regering uhindret kunne regere videre. Det vælgermæssige højdepunkt kom i 1987, da partiet havde 70 procent flere danskere bag sig end i dag.

RISIKOEN FOR, at SF igen vælger den forkerte kurs – og bruger stort set al sin tid på at skælde ud og skælde ud og skælde ud – har været åbenbar. Holger K. Nielsens ønske om, at centrum-venstre i dansk politik – nemlig Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten – skulle udforme en fælles alliance til den nuværende højreblok, viser, at fristelsen til at melde sig ud af virkeligheden, lever. Lysten til at svinge sig op i hængekøjen og høste stemmer og popularitet på en markant afstandtagen til alle ’de onde’ i VK-regeringen dominerer hos mange SF’ere.
Men der er også mange i partiet, der virkelig prøver at tænke nyt – ud over de mange, der allerede har givet op:
Steen Gade, i dag statslig miljødirektør; Christine Antorini, i dag statslig forbrugerchef; Jes Lunde, i dag amtslig miljødirektør; og senest formanden for Socialistisk Folkepartis Ungdom, Lars Rasmussen, der simpelthen har opgivet tanken om et SF ledet af en »flok akademikere, der ikke har nogen som helst kontakt med almindelige mennesker.«

DE SENESTE dages sommergruppemøde i SF’s blot 12 mand store folketingsgruppe på Oure Idrætsefterskole viste dog, at der er vilje til at forstå, at valgnederlaget er alvorligt. Med tilbagegang til alle venstrefløjens partier på en og samme tid er der noget fundamentalt i vejen. SF’s rolle i det politiske billede er ganske enkelt alt for uklar – partiets væsentligste berettigelse ganske enkelt ikke tydelig nok.
Den opgivenhed, der prægede partiets valgkamp, og den uopfindsomhed, som har domineret tiden efter nederlaget, har kun gjort situationen desto mere
alvorlig.
Den pæne fremgang, som SF oplever i mange meningsmålinger, bør endelig ikke opmuntre til at fortsætte den golde kurs, idet den alt for meget ligner den værdiløse fremgang fra 1980’erne. De forslag, som partiledelsen i form af Holger K. Nielsen og Aage Frandsen lagde frem ved sommergruppemødets afslutning, tyder på, at SF i hvert fald på det principielle plan er enig.
Partiet agter at bruge sin såkaldte »fritime« – altså den virkelighed, at SF næppe bliver inddraget i nogen form for afgørende forlig – til at tænke sig godt om. Den profil, der i særlig grad skal plejes, skal handle om miljø, konsekvenserne af globaliseringen, de arbejdsløses forhold, en styrkelse af uddannelserne og en særlig hjælp til de svageste i samfundet. Ønsket om at skabe politisk fornyelse og sammenhæng på disse områder bør være naturlig – og det bliver interessant at følge, hvad der konkret kommer ud af de rigtige stikord.

PARTIFORMAND Holger K. Nielsen understreger også, at politisk fornyelse i SF handler om indhold – og ikke med en slet skjult hentydning til Socialdemokratiet om personer og organisation. Det er principielt rigtigt, men det er også nødvendigt at fastholde fokus på, om de personer, der i dag tegner SF – nemlig Holger K. Nielsen, Aage Frandsen og Villy Søvndal – bidrager tilstrækkeligt med nye og spændende udspil om samfundets fremtid. Den temmeligt defensive og alt for sjældent udfordrende stil, som partiet hidtil har valgt, er næppe nok til at tiltrække nye
vælgere. Et nyt politisk projekt skal være båret af
begejstring og indlevelse – ellers vinder det ingen
nye tilhængere.

-dt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her