Læsetid: 4 min.

Hæslighed ophøjet til storhed

Berlins kobberstik-samling udstiller tegne-geniet Albrecht Dürers 'Mutter' i et tema om skønhed, alder og død i renæssancebilledet. I centrum står Dürers mor, tegnet to måneder før hun døde
22. maj 2006

Det er snart 500 år siden, Albrecht Dürer, en af Tysklands største renæssancemalere, narrede døden og med en kultegning gav sin skrantende mor en aktie i evigheden. Når man står på udstillingen i Berlins kobberstiksamling foran hans tegning, der er udstillingens centrale værk, forbløffes man over, at et menneske har kunnet tegne sådan med et stykke kul. Albrecht Dürer er måske verdens bedste tegner.

Mutter Dürer blev født i Nürnberg i 1451 som datter af guldsmeden Hieronymus Holper. Da Barbara var 15 år, blev hun gift med den 24 år ældre guldsmed Albrecht Dürer, og fra hun var 16, til hun blev 40 år, fødte hun syv døtre og 11 sønner. Kun tre af dem levede, til de blev voksne, heriblandt Albrecht, der var hendes tredje barn. Ingen af de tre overlevende sønner fik selv børn.

Dürer lavede kultegningen af sin mor, knap to måneder før hun døde i 1514. Barbara Dürer var da 63 år. Hun havde overlevet pesten i Nürnberg i 1494 og lagt 15 af sine børn i graven. Hendes mand døde i 1502. Det tog så hårdt på hende, at hun to år senere flyttede hjem til sønnen Albrecht og hans kone Agnes, hvor hun levede de sidste ti år af sit liv.

Dürers tegning af sin mor er enestående i kunsthistorien. Det er ikke noget repræsentationsportræt af et gammelt menneske, fremstillet i sit livs efterår, hvor visdom og erfaring danner en glorie af mildhed og afrundethed. Her er en tegning, som af Dürer-eksperten Heinrich Wölfflin beskrives som "hæsligheden ophøjet til storhed". Her er en gammel kone uden tænder med smalle læber, udstående øjne, der kigger i hver sin retning, markerede kindben og fremtrædende kraveben.

Sammenstillingen af motiv og kunstner er usædvanlig: En udtæret, afkræftet og formentlig af mavekræft syg kvinde tegnet af sin egen søn. Ikke bare mens hun var dødsmærket, men fordi hun var dødsmærket. Albrecht Dürer ønskede at forevige sin mor, der i løbet af et hårdt liv med 18 børnefødsler og næsten lige så mange begravelser formentlig aldrig før havde haft tid til at sidde model for ham. Og det gjorde han på et tidspunkt, hvor hvert øjeblik kunne blive hendes sidste.

Kunsten at dø

På udstillingen kan man også se et fragment af Albrecht Dürers mindebog (Gedenkbuch). Dürer var ikke blot en fremragende maler, han nedskrev også mange ting fra sit private liv, som er bevaret for eftertiden, og som giver et enestående blik i en nordisk renæssanceborgers liv og tanker.

I mindebogen beskriver han i 1524 begge sine forældres død. Her kan man i detaljer læse, at Barbara Dürer var en from og sørgende enke, som sønnen satte højt, og som led en smertefuld død. Først senere i dette århundrede bliver sådanne nærmere skildringer af slægtninges død mere almindelige.

Men det er ikke kun Barbara Dürers forestående død, der er præsent på udstillingen. "Den gode død", som stod i modsætning til den, Dürers mor oplevede, var noget, renæssancemennesket og især senmiddelaldermennesket stræbte efter.

Et eksempel på en sådan død er Martin Schongauers kobberstik fra omkring 1475 af Marias død, hvor samtlige ritualer i den kunst at dø - ars moriendi - bliver opfyldt. Alt er vel forberedt. Denne Maria er en teenager, fremstillet i den skarpeste kontrast til Dürers gamle og afkræftede mor. Det unge menneske ligger i en himmelseng, omgivet af kærlige sørgende og dybt bevægede apostle med alle nødvendigheder som salmebog, vievandsspand, kors og lys inden for rækkevidde.

Udstillingen viser også Albrecht Dürers spændvidde. Hans nok berømteste og komplekse kobberstik Melencolia I med en smuk og vred grublende engel er skabt samme år som portrættet af moderen. Hvor forskellige de end er, viser begge værker en kunstner på toppen af sin formåen.

Enestående maleri

Også det to år yngre maleri (udstillingens eneste) af Dürers lærer Michael Wolgemut på grøn bund er enestående. De skarpe linjer i det stramt snoede sorte hårnet, som den over 80-årige mand har om hovedet, og den stejle høgenæse står i kontrast til rynkerne på hans hals og den bløde kappe, han bærer om skuldrene. Det er også et gammelt menneske, der har betydet meget for Albrecht Dürer, men ham har livet tilsyneladende behandlet anderledes venligt end moderen.

Man spildte ikke tiden dengang i 14-1500-tallet. Dürers store produktion og tidlige fænomenale kunnen røber, at man vidste, at dagene var talte. Det bliver de helt bogstaveligt i Balthasar Jenichens morsomme raderinger fra 1569: De viser mænd og kvinders ti livsaldre, og her bliver der ikke lagt skjul på, at det hurtigt går ned ad bakke efter de 40.

Dürer skildrer også med kobberstikket Det umage par fra 1495 med humor, hvordan samme livsaldre kan kollidere i kombinationen af en ældre mand, bjørneagtig med stort fuldskæg og skaldepande, og en ung kvinde, helt fersk og saftig. Det kendte han hjemmefra: Der var en hel generation mellem hans forældre.

Dürers Mutter - Schönheit Alter und Tod im Bild der Renaissance, Kupferstichkabinett, Kulturforum Potsdamer Platz, Berlin-Tiergarten. 5. maj - 16. juli 2006, ti-on-fr 10-18, to 10-22, lør-søn 11-18. Se www.smb.museum/kk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu