Haider og Fogh

29. juni 2000

"Jeg mener ikke, at statsministeren kunne sige nej til at være med i de andre EU-landes erklæringer. Det ville blive udlagt som støtte til Haider."
Anders Fogh Rasmussen, den 1.februar
"Danmark bør gå enegang og ophæve sanktionerne mod Østrig."
Anders Fogh Rasmussen, den 28.juni

DER KAN være øjeblikke, hvor det er nærliggende at drømme om en dansk statsminister, der ikke med jævne mellemrum roder sig ud i forvirrede forløb, hvor det reelle politiske indhold fortaber sig i forkludringer.
Men et blik på den aktuelle udskiftningsbænk viser desværre, at der ikke er basis for at gøre sig synderlige forhåbninger.
Oppositionens kandidat til statsministerposten, Venstres Anders Fogh Rasmussen, har senest i Østrig-sagen vist en særlig evne til at forvirre venner og fjender i flere omgange - men også til i sidste ende at drive sagen ud i et stykke indenrigspolitisk drilleri, der er både uansvarligt og dumt.
Efter sin sidste rundtur i holdningsmanegen er Anders Fogh nu igen ivrig fortaler for dansk enegang i Østrig-sagen - en kurs der også henter støtte fra de konservative og fra Dansk Folkeparti.
En enegang ville imidlertid gøre Østrig-sagen til en virkelig international skandale for dansk udenrigspolitik. Ude i verden ville det uvægerligt blive udlagt således, at det var Danmark, der først bakkede ud af protest-aktionen mod en regering, der rummer et parti, som har markeret sig på racistiske slogans og en voldsom anti-udlændinge retorik.
Danmark har flere gange tidligere i dette århundrede haft svært ved at tage kraftigt afstand fra sådanne tendenser i lande, vi har været i alliance med. At gå enegang nu i en sag som denne, ville være en utålelig påpegning af, at Danmark fortsat har problemer med sådanne politiske markeringer. Det ville være en skammelig dansk fodnote.

AT DE 14 landes oprindelige aktion var et stykke dårligt politisk og diplomatisk håndværk, er en anden historie. Det var på sin vis relevant nok, at en række europæiske regeringer udtalte sig politisk om Frihedspartiets deltagelse i den østrigske regering. Og også at det skete på en sådan måde, at det gav effektivt genlyd i Østrig.
Rent faktisk kan der endda siges en del godt om den virkning, det kraftige signal har haft i landet. Haiders parti er gået tilbage, regeringen har forpligtet sig på en tiltrædelseserklæring om menneskerettigheder og respekt for de internationale konventioner. Og Østrig har ikke mindst fået en meget tiltrængt debat om nazismens historie i landet - og de slagskygger fortiden fortsat kaster over en række partier.
Det forhold, at østrigerne også har søgt at sende kritikken retur og f.eks. rette blikket mod den faktiske danske udlændingepolitik, er heller ikke at begræde. Det er en nødvendig debat.

PROBLEMET i Østrig-aktionen var ikke det signal, de 14 regeringsledere udsendte i kølvandet på den store Holocaust-konference i Stockholm - og få dage før den nye østrigske regering blev dannet. Det uheldige lå først og fremmest i, at der ikke blev skabt klarhed over, hvor længe den diplomatiske aktion skulle vare. Dermed er aktionen blevet spundet ind i EU's beslutningsproces (selv om den formelt ikke er en EU-sag). Det har ført til det nuværende pinagtige spil, hvor en vismandsrapport søges brugt som mellemlanding for en afvikling af de fjortens demonstration.
Men den danske oppositions forsøg på at slå indenrigspolitisk mønt på affæren, er i praksis med til at besværliggøre sagens afslutning. De mange signaler om dansk enegang er af Venstre og de konservative gladeligt blevet promoveret uden for landets grænser - og østrigsk presse har flittigt rapporteret om den mulige opløsning af de 14 landes fælles front. Ikke
just et forhold, der har gjort det nemmere at få den østrigske accept af den diplomatiske løsningsmodel, der nu forhandles om.

BAG DEN særprægede danske debat om Østrig-aktionen ligger frygten for EU som en politisk magtfaktor. Nogle partier nærer en reel frygt - andre er mest af alt bange for, at det politiske kommer til at fremstå så klart, at det bliver sværere at få et ja-flertal, når der skal stemmes om mere integration.
Og netop den sidste bekymring har ført til det slagsmål, der de seneste måneder systematisk har gjort, at ja-partierne har scoret en forbløffende række selvmål.
Det meste af den energi, regeringen og de borgerlige partier - med CD som den hæderlige undtagelse - har brugt på det særegne danske Østrig-show, havde været bedre anbragt til at diskutere de grundlæggende problemer, Europa står overfor.
EU's udvidelse er en historisk opgave med faretruende indre modsætninger. Den fælles valuta ligeså. Men også Østrig-sagens egentlige udgangspunkt fortjener at stå i centrum: Hvordan forhindrer de demokratiske kræfter, at det ekstreme højre igen vinder fodfæste i europæisk politik? Det satte de 14 regeringsledere projektørlys på ved deres fælles aktion for fem måneder siden. Selv om genskæret er skarpt, er der absolut ingen grund til at slukke for dét lys.
mol

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu