Læsetid: 4 min.

Haiti, hærværk og pludselig død

Det er mindst lige så meget det uforudsigelige, eksplosive politiske klima, som det er sandstrandene, der trækker Haitis få turister til
3. marts 2007

Mørket falder på som en blitzkrig i Port au Prince. Det ene øjeblik skinner solen gennem en flimrende varmedis, og mennesker kæmper med høns og farvestrålende og overfyldte tap-taps om den sparsomme plads i millionbyen. Det næste øjeblik er mørket totalt, nærmest fysisk tæt og uigennemtrængeligt, mens Haitis karakteristiske lugt af de små bål, der udgør hjemmets arne i hundredtusindvis af hjem, kradser i næsen.

På verandaen på Hotel Oloffson trænger lyden af et lokalt bønnemøde gennem mørket. Skingre Edith Piaf-lignende chansons veksler med opflammende enetaler fra prædikanter uden ansigt. Udråbt på creolsk, hæst og monotont, men intenst og uden akkompagnement. Selv uden at forstå ordene er talerne kraftfulde, aggressive og intimiderende, som de gjalder forbløffende klart ud over den mørklagte by.

Som det fattigste land på den vestlige halvkugle, øjensynlig det mest korrupte og med et folk, der nok er katolske, men i langt højere grad fordybet i voodoo-troen, er Haiti så afgjort et oplagt emne for frelse.

Voodooens knoglemænd

De fleste passagerer ombord på flyveren fra Miami har da også et budskab om Guds hjælpende hænder prentet på de gråmelerede t-shirts fra deres missionære organisation. Og på flymagasinets liste over 100 paradisiske rejsemål i Caribien er Haiti ikke nævnt en eneste gang, mens glittede billeder fra mere roligt klingende navne som Barbados, Martinique, Jamaica, Guadaloupe og Cuba lokker med søvnige sandstrande og en hængekøje i skyggen.

I stedet er det nok noget andet, der trækker den gennemsnitlige turist mod Haiti. Det er svært helt at afskrive Tom Kristensens ligning om længsel efter skibskatastrofer, hærværk og pludselig død, når det gælder Haiti, som i rigelig grad har været fyldt med det hele i sin historie - og til en vis grad stadig er det.

Det påfaldende er, hvor lidt mange forhold synes at have forandret sig, siden Greene skrev om hotellet og landet i starten af1960'erne i sin klassiske roman The Comedians, få år efter at Papa Doc Duvalier havde overtaget magten og indført et rædselsregime.

Mens Baron Samedi - Duvaliers frygtede alter ego - og hans berygtede sikkerhedstjeneste af tontons macoutes - voodooens virkeliggjorte knoglemænd - er forsvundet, er andre trådt i deres sted i den folkelige bevidsthed. Et system af lurende frygt synes at have indfundet sig som en dagligdags rutine, på trods af at knap 9.000 FN-soldater svæver over byen for at holde fred.

Når folket hvisker om slumbyernes brutale og frygtede bander af Chimeres (spøgelser) og deres kidnapninger, forsvinder de fremmede soldater, og det virker, som om de nye spøgelser allerede er skrevet ind i den samme scenografi og mytologi, som de solbrilleklædte tontons macoutes 40 år tidligere. Som om den ekstreme vold ikke er tilfældige udbrud, men et tilbagevendende element i et teaterstykke, der kører i en uendelig båndsløjfe. Øens fremmede er publikum til en kulørt, men også trist historie. Rigeligt forsynet med alle operaens dramatiske virkemidler og ekstremiteter, på trods af at en skrøbelig politisk våbenhvile egentlig burde sikre en relativ ro.

Excentrisk hotelklientel

Et konstant helle i uroen har været hovedstadens legendariske Hotel Oloffson, som oprindeligt blev bygget som domicil for en af øens gamle, vigtige familier og senere lavet om til først hospital og siden hotel for prominente gæster som Truman Capote, Eroll Flynn og talrige andre.

Her er de traditionelle turister heller ikke i overtal. De fleste gæster på værelserne, der er opkaldt efter tidligere gæster som Graham Greene selv, Mick Jagger, Jonathan Demme, Ed Bradley og en vis lokalt bosat dansker, virker også som om, de er på øen med et formål. Eller også er de bare nogle af de lettere excentriske typer, det legendariske hotel altid har tiltrukket. Som den franske lingvist, der holder foredrag en gang om ugen på Institute Francais om afrikanske stammedialekter og lunter omkring på hotellet med et vildt blik i øjnene og et fuldskæg, der næsten når ned til gulvet. Eller som den elegante ældgamle japaner med kridhvid hestehale og forsikringsagenten, som i et avisudklip på væggen fortæller om sit arbejde med at opspore lyslevende, afdøde forsikringssvindlere fra hotellets swimmingpool.

Mulighederne er også begrænsede, hvis man vil bo i det mere centrale Port au Prince fremfor i det lidt mere velfriserede Petion Ville. Som en lokal organisationsleder - måske nok lovlig pessimistisk - siger:

"Oloffson er det eneste sted, man kan drikke en øl om aftenen. Man kunne nok også andre steder, og det kunne måske også være interessant, men man kunne også dø af det."

Om sikkerhedssituationen reelt er så slem, er et åbent spørgsmål, men alene frygten er nok til at holde de fleste turister væk fra Haiti. Derfor består den fåtallige turistskare hovedsageligt af cruise-gæster, der lægger til i landets nordlige del, og endages-turister, der krydser grænsen fra Den Dominikanske Republik, der ligger på den anden side af grænsen som et skinnende bounty-friseret modbillede til Haitis afrikanske kaos.

Så roligt, som det bliver

Fra Oloffsons veranda ser det hele fredeligt ud, og hotellet har generelt været betragtet som neutral grund under de konstante sammenstød mellem den nu eksilerede ekspræsident Jean-Betrand Aristide og hans modstandere - ikke mindst pga. de velbesøgte koncerter hver torsdag med øens mest populære orkester, RAM.

Men også her har bølgerne ind imellem gået højt, som ejeren Richard Morse fortæller en fredelig eftermiddag på terrassen:

"Vi har da også oplevet, at menneskemængder ville brænde hotellet af, når fronterne har været trukket skarpt op," fortæller han, mens bandet så småt begynder at stille sit gear op til en af de koncerter, som altid har fyldt hotellet med landets notabiliteter og politiske opposition, næsten uanset den aktuelle aflæsning af storm-barometeret.

"Man kan godt gå ude i gaderne i øjeblikket," siger han og trækker på skuldrene:

"Det her er så roligt, som det nogensinde bliver."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu