Læsetid: 4 min.

Hak i Zacchi

13. januar 2000

TYS, TYS! ET FØLSOMT emne skal der tales om. En sag, hvor det er gængst, at politikere og medier beskriver virkeligheden som anderledes, end den er. Det drejer sig om magt: Hvem her i
landet udøver ministerens magt?
Fjollet spørgsmål - det gør ministeren selvfølgelig. Hvem ellers? Jae, se... Det er det, der er det kildne. Virkeligheden er, at det gør departementschefen - og ministeren. I et eller andet balanceforhold, som det er svært at gennemskue udefra.
Den enkle tommelfingerregel er, at hvis ministeren er svag, bliver departementschefen så meget desto stærkere. Men departementschefen er stærk i for-
vejen. Han eller hun sidder som embedsapparatets øverste, kender det centraladministrative magtspil ud og ind, er trænet gennem mange år, har det afgørende ord i ministeriets udnævnelser. Departmentschefen har frygten som sit våben over for karrierelystne undergivne.
Når departementschefer er så stærke, hænger det sammen med, at det kun er ministeren, der politisk skiftes ud. Ikke embedsmændene - bortset fra de par 'informationsrådgivere', som de enkelte ministre gradvist har fået tiltusket sig.
Der er gode grunde til, at vi i Danmark ikke skifter flere ud. Det er ikke traditionen, og kun meget store partier ville have talenter nok at sætte ind.

ALTSÅ: "Ministre kommer og går - departementschefen består," som mundheldet hedder på Slotsholmen. For nogle ministerier er det så sandt, at det er påfaldende. Se blot Trafikministeriet: I de sidste 27 år har det haft ikke mindre end 17 ministre. Og kan nogen huske én, der slap nogenlunde helskindet fra sit kortvarige job?
I samme periode har ministeriet været domineret af to stærke og egenrådige departementschefer: Jørgen Halck, 1973-93, og den nuværende, Ole Zacchi, siden 1993.
Den nytiltrådte Nyrup-regering tog sig sammen til at hælde Halck ud, fordi hans magtspil efterhånden var så åbenlyst, at det blev utåleligt. "En intrigant slange," blev han offentligt kaldt af en af sine skibbrudne ministre, CD's Arne Melchior.
En ung og lovende afløser for Halck døde ved en tragisk trafikulykke efter få måneder i embedet. Nyrup valgte derefter at satse på det sikre ved at hidkalde Ole Zacchi fra Boligministeriet. Her havde Zacchi allerede rådet som departementschef i 12 år, oprindeligt indsat af boligminister Erling Olsen (S).
Under Halck var trafikministrenes politiske liv så
farefuldt, at Ritt Bjerregaard eftertrykkeligt takkede nej, da Nyrup - med bagtanker, man kun tør gisne om - tilbød hende posten ved regeringsskiftet i 1993.
Og nu kommer det prekære spørgsmål: Blev trafikministrenes job mere taknemmeligt, efter Zacchi kom til? Eller er det Halck 2, Nyrup satte på departementschefposten? Zacchi har til dato betjent trafikministrene Helge Mortensen, Jan Trøjborg, Bjørn Westh - og senest Sonja Mikkelsen.
Synderligt heldigt er det ikke gået for nogen af dem. Trøjborg kunne ikke hurtigt nok redde sig over i et andet ministerium, Westh røg fra ministerposten direkte ud af Folketinget, og Sonja Mikkelsen er nu den minister, alle mediespekulationer forventer afsat ved en regeringsrokade.
Er det fordi hun og hendes umiddelbare forgængere er dårligere end ministre flest - eller er der en anden forklaring?

NØGLEPOSITIONEN for departementschefen betyder, at han ikke bare skal give gode råd, hvis ministeren beder om dem. Departementschefen skal overvåge hele ministerområdet og se farerne, inden de bliver til katastrofer. Han skal i tide advare ministeren og komme med brugbare forslag til, hvordan ulykken afværges.
Trafikministeriet har været repræsenteret i det skandaleramte COMBUS (tidligere DSB's busser). Trafikministeriet er repræsenteret i DSB's bestyrelse og i Ørestadsselskabets bestyrelse. Alle steder burde alarmlamperne have blinket: Rædsler er på vej mod ministeren.
Som påpeget i går på denne plads er opsplitningen af offentlig virksomhed i 'private', indbyrdes stridende selskaber egnet til at til at koste skatteborgerne dyrt.Men det fritager ikke den 'ansvarlige' minister for at få ørerne i saksen på Christiansborg. Og dermed heller ikke departementschefen for hans pligt til at få ministerens hoved uden for klippevidde. Der skal vises rettidig omhu, hvor det overhovedet er muligt.

NÅR POLITIKERE og medier normalt er tilbageholdende med at sætte departmentschefer i brændpunktet, skyldes det, at deres altafgørende stilling er systemets lille indforståede hemmelighed.
Ministrene foregiver at køre hele løbet, folketingspolitikerne har deres fordel af at lade, som om de tror det - og medierne har et talende hoved at citere, fetere og massakrere. De fleste departementschefer er da også kloge nok til at dukke deres, når en større kreds er til stede.
Men lige præcis departementschef Zacchi lader ved sine offentlige fremtrædener ingen i tvivl om sine rige evner og magtfulde stilling. Nuvel da, hvorfor bruger han så ikke disse fortrin til sin ministers gavn?
Hvis Sonja Mikkelsen efterhånden er blevet for fortumlet til at stille sig det spørgsmål, må det glide videre til den fremmeste af ministrene - og hans departementschef.dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her