Læsetid: 3 min.

Halehængt venstrefløj

17. maj 2001

»Jeg frygter, at SF bliver gjort til et halehæng til Enhedslisten. Det er der ingen fremtid i. SF skal søge indflydelse, som vi gjorde i efterårets finanslovsforhandlinger.«
SF’s Jes Lunde i Aktuelt 29. maj 2000

PRAGMATIKEREN Jes Lundes farvel til dansk politik er endnu et håndfast bevis på, at SF ikke er modent til regeringssamarbejde. Som den tredje toppolitiker i rækken – først gruppeformand Steen Gade og sidenhen Christine Antorini – der nu har søgt væk fra Folketinget og over i den offentlige forvaltning, har Jes Lunde klart markeret, at SF stadig ikke kan afgøre med sig selv, om partiet skal være konstruktivt støtteparti til regeringen eller trodsigt protestparti ude på venstrefløjen.
Med Lundes farvel er fornyerfløjen i SF død. Det vil derfor blive svært for regeringen at forhandle en finanslov hjem i efteråret, der ikke genåbner de borgerlige partiers kritik af Socialdemokratiet som et samfundsøkonomisk uansvarligt parti. Og dét er næppe, hvad statsminister Nyrup satser på ved at trække valgkampen i ulideligt langdrag.

FINANSLOVEN, som regeringen vil præsentere før valget, vil blive den dyreste valgflæsk i mands minde. Mandat-matematikken på Christiansborg er ikke særlig kompliceret: Folketinget har 179 medlemmer. Regeringen skal derfor have 90 mandater bag sig for at samle flertal. Og da regeringen kun kan mønstre 72 mandater på egen hånd, skal de hente støtte fra SF’s 13 mandater, samt mindst Enhedslistens fem mandater og/eller CD’s otte mandater. Ingen af partierne vil give noget ved stalddøren før valget.
Venstrefløjspartierne vil tværtimod forsøge at sælge sig så dyrt, at det kan blive svært for Nyrup at udskrive valg på grundlag af finansloven, da Socialdemokratiet dermed vil fremstå som et parti, der for den venstre side ikke vil være med til at skabe forbedringer, og som for den højre side alligevel vil ødsle med alle borgernes skattekroner.
Uanset at mange vælgere allerede er trætte af valgrygterne, vil det ikke desto mindre være dét, som kommer til at præge debatten, både frem til og efter regeringen fremlægger sit finanslovsforslag den sidste tirsdag i august. Og her er Nyrup nødt til at servere valgflæsk til det parlamentariske halehæng på venstrefløjen.

MIDTERPARTIERNE vil dermed få endnu et godt argument for at pege på Venstres formand som ny statsminister. De radikale, der umiddelbart står til at få styrket sin højrefløj efter næste valg, vil heller ikke være begejstret for at samarbejde med et SF, der rykker længere mod venstre. Marianne Jelved beskrev således i går Lunde som en, der har »formået at bygge bro«. Han har haft så tætte, »løbende kontakter med regeringen i sådan en periode, hvor vi forhandler finanslov« – som han selv beskriver det – at det bliver svært for partiet at finde en afløser, der med samme dygtighed kan få klemt markante mærkesager ind i finansloven.
Lundes parløb med tidligere finansminister Lykketoft har mindet om det regeringssamarbejde, som europæiske socialdemokratier har udviklet med moderate venstrefløjspartier i de senere år – bl.a. i Tyskland med De Grønne. Dét samarbejde er forbi nu. Men ikke kun på grund af Jes Lunde.

LYKKETOFTS arvtager som finansminister, Pia Gjellerup, demonstrerede under velfærdsdebatten i Folketinget, at hun ikke besidder sin forgængers fingerspidsfornemmelser for venstrefløjens krav. Regeringspartierne fremsatte en vedtagelse, der ikke var clearet med Enhedslisten. Og dét gør man altså ikke ustraffet som mindretalsregering.
Enhedslisten drillede regeringen i stive 13 timer, før finansministeren hen under midnat måtte love, at hun vil åbne pengekassen, når regeringen i de kommende uger forhandler næste års budgetter med kommunerne og amterne. Dét var kravet fra Enhedslisten, hvis de skulle undlade at stemme vedtagelsen ned – og dermed bringe regeringen i mindretal, så der alligevel skulle udskrives valg.
Det kejtede forløb er en bitter forsmag på, hvordan regeringen vil blive sat under krydspres, når efterårets finanslov skal forhandles hjem. Spørgsmålet er dog, om det reelt er muligt at få flertal for initiativer, der ligger meget til venstre for den kurs, Jes Lunde hidtil har stået for i SF.

lam

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu