Læsetid: 2 min.

Haleluja for for årets bedste konservative film

Til kamp for tro, familie og frihed - årets 10 bedste, konservative film er blevet kåret
13. januar 2006

Hvad er en konservativ film? Det kan Don Feder svare på.

Han skriver for det konservative amerikanske webmagasin FrontPageMagazine.com og har fornylig udvalgt og kommenteret de 10 bedste konservative film i 2005.

Det er bestemt ikke kedelig læsning, og er man ikke allerede konservativ inden mødet med Feders overbevisende argumentation, så bliver man det i hvert fald undervejs.

Sådan tager man patent på sandheden.

Feder begynder med at definere en konservativ film - eller rettere, hvad det ikke er:

"Det handler ikke om mænd med svulmende biceps og endnu større pistoler. Det er ikke tegneserieagtige helte. Det er ikke hævn-historier forklædt som heltemod. Konservative film gør mere end at underholde. De oplyser og inspirerer. Konservative film fejrer dyder. De fortæller tidløse historier om individer, der overvinder alle former for modstand for at opnå ægte storhed."

Fristelse, synd og frelse

Blandt de seneste 10 års gode, konservative film - glem ikke, at det afhænger af øjnene, der ser - finder man Ringenes Herre 3, The Patriot, L.A. Confidential og naturligvis Spiderman I+II.

Det er film, som ifølge Don Feder "handler om ærlighed, loyalitet, mod og patriotisme. De kerer sig om konservatismens kardinaldyder - tro, familie og frihed."

2005 har nu heller ikke været et dårligt år for den konservative film.

Både Cinderella Man, King Kong, The Island, Narnia og Batman Begins har fundet vej til Feders Liste, og man kan ikke andet end frydes over hans evne til retorisk og ideologisk at sætte filmene på deres rette plads.

Om Narnia skriver han blandt andet, at "filmen, som kan nydes på mange forskellige niveauer, taler om fristelse, synd og frelse. Hvis man ikke elsker den, må jeg gå ud fra, at man tilhører det hemmelige politi i Den Hvide Heks' tjeneste."

I Cinderella Man bliver "bokseren James J. Braddocks mirakuløse comeback i 1930'erne en metafor for Amerikas kamp for at komme på fødderne igen efter de tæv, landet fik under den store depression."

Det bekvemmeliges etik

Det er kun overfladisk set, at King Kong "er en fin actionfilm. Længere nede eksemplificerer dens karakterer feminine dyder, maskulin heroisme og romantisk kærlighed."

Og om The Island lyder det, at "anmelderne hadede den.

Publikum behandlede den som blot endnu en scifi-film. Men The Island er et stærkt og medrivende pro-liv statement.

At se The Island er at stirre ned i dybet, hvor videnskab kombineres med det bekvemmeliges etik for at skabe rædsler, man end ikke kunne drømme om i forgangne tider."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu