Læsetid: 4 min.

Hallo Bush!

18. november 2000

EN MÆRKELIG og næsten ubemærket ting skete bag kulisserne i den forløbne uge. Al Gore forsatte valgkampen med andre midler. George W. Bush barrikaderede sig på en ranch nær Waco i Texas. Uanset hvem af de to mænd, der vinder kapløbet mod tiden om stemmerne i Florida, giver det en klar antydning af hver kandidats arbejdsstil i Det Hvide Hus. Og rent ud sagt: Det vækker ikke tillid, at Texas-guvernøren tilsyneladende er optaget af at anlægge en ny have på Prairie Chapel Ranch og grille T-bone steak for sin hustru på de kølige aftener, mens nationen står på stil-ke. Er det, hvad vi kan forvente af en præsident Bush, hvis USA i hans tid i Det Hvide Hus – Gud forbyde det! – skulle blive involveret i en krig eller lignende?
Guvernøren er kendt for at uddelegere opgaver til sine betroede medarbejdere og hans talskvinde Karen Hughes forsikrer journalister i Austin om, at hendes chef skam kommunikerer pr. telefon og e-mail med sine underordnede. Det er også fint nok. Sådan fungerer W. bare, hvilket ikke er meget anderledes end forgængeren Ronald Reagan. Trods det må man undre sig dybt over, hvor uengageret Bush virker i et anliggende, som angår ikke alene ham selv, men supermagten USA og det meste af verden.
Er han i besiddelse af energi, intellekt og vilje til at udkæmpe de nødvendige politiske kampe for at vinde præsidentposten og føre USA ind i en mere stabil politisk periode med samarbejde på tværs af partiskel? Det kan ikke udelukkes, men i denne hans første politiske krise som president-in-waiting har Bush’ præstation ikke været særligt overbevisende. Snarere tværtimod. Da han sent onsdag aften amerikansk tid tonede frem på tv-skærmen for at svare på vicepræsident Gores tv-tale nogle timer forinden, virkede guvernøren lettere rystet over byrden. »Jeg har aldrig set guvernør Bush så bekymret som i aften,« bemærkede den kendte tv-journalist Ted Koppel.

GANSKE OMVENDT forholder det sig med rivalen Gore. Hans arbejdsevne er intet andet end uhyggeligt imponerende. For dem der fulgte demokratens valgkampagne og fik en fornemmelse af hans daglige skema – han sov ikke i de sidste to døgn og arbejdede konstant på valgdagen for at motivere demokratiske vælgere til at gå ud og stemme – hersker der ingen tvivl. Vicepræsidenten er klar til at overtage præsidentembedet og forvalte det mindst lige så godt som Bill Clinton – måske endda bedre. Det forlyder, at Gore arbejder 18-20 timer i døgnet i disse dage. Han er engageret i alle beslutninger og er bedre orienteret om situationen i Florida end sine medarbejdere.
»Han ringer til mindst 100 mennesker om dagen og skriver konstant e-mail,« fortæller Bill Daley, formand for Gores valgkampagne. Gore kæmper som en løve for den pris, han har sat sig for at vinde, og han agter ikke at give op, før det er til hans og nationens bedste. Det er jo politik i en nøddeskal. Ingen kommer let til succes i den profession.
De fleste amerikanere er målløse over den helt uventede situation, deres land befinder sig i. De er også tryllebundet af gladiatoren Gores fysisk overlegne og intellektuelt elegante kampstil mod alle de hindringer, som blokerer hans vej til Det Hvide Hus. Under valgkampen lød hans slogan. »I want to fight for you!« Det kan nu omformuleres til: Det er på Jeres vegne, jeg kæmper for magten! Men er denne vej farbar? Umiddelbart må svaret være ja.

GORES STRATEGI er tostrenget. Det ene spor er politisk. Udadtil udstiller vicepræsidenten sig som en statsmand, der vil fremme national forsoning ved at mødes med Bush. Han tilbyder at droppe alle sagsanlæg mod at gennemføre en håndtælling i hele Florida. Disse træk satte Bush i defensiven. Guvernøren og hans undersåtter spiller den samme plade hele tiden: Vi har nu haft to-tre omtællinger og Bush har vundet hver gang... Vi kan ikke blive ved.
Gores andet spor er juridisk. Han ved, at en håndtælling i Broward og Palm Beach amt såvel som i hele Florida højst sandsynligt vil give ham sejren, dels fordi demokratiske vælgere har mest besvær med at håndtere stemmeproceduren, og dels fordi automatiske tællemaskiner udviser den største fejlmargin i ’demokratiske’ amter. Det kan forklare, hvorfor Bush-lejren undlod at søge om håndtælling i ’republikanske’ amter. De forventede ikke at finde særligt mange spildte stemmer. Så hellere stole på Floridas guvernør – bror Jeb – og hans tro væbnerinde, statssekretær Katherine Harris. Blot de strengt overholder Floridas valglov og afviser at inkludere håndtalte stemmer, scorer W. og bliver valgt til præsident uden at have vundet et flertal i hverken Florida eller USA.
Det er muligt, at denne strategi lykkes. I dag eller én af de nærmeste dage vil højesteret i Florida tage stilling til, om loven påbyder medtagelse af håndoptalte stemmer. I mellemtiden vil marionetten Harris sætte sit stempel på det officielle valgresultat, så festen kan begynde i Texas. Gore kan kun håbe, at optællingen i Broward og Palm Beach forærer ham mange stemmer frygtelig hurtigt. Han kan ikke vente til midten af næste uge. Så er PR-slaget om Det Hvide Hus tabt.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her